Indhold
Dette afsnit gennemgår formålet og anvendelsesområdet for SEL § 31 D.
Afsnittet indeholder:
- Lovens baggrund, formål og historik
- Hvad forstås ved skattefrit tilskud efter SEL § 31 D?
- Oversigt over afgørelser, domme, kendelser, SKAT-meddelelser mv.
Lovens baggrund, formål og historik
Formålet med SEL § 31 D er, at tilskud mellem koncernforbundne selskaber undtages fra den generelle skattepligt af tilskud ud fra en betragtning om, at koncernens skatteevne ikke forøges, fordi der internt i koncernen ydes tilskud fra et selskab til et andet. Dermed sidestilles tilskud med udbytter.
Det er kun "rene" tilskud, der er omfattet af skattefriheden i SEL § 31 D. Der må derfor ikke være en modydelse knyttet til tilskuddet.
Bemærk
SEL § 31 D er kun en skattebestemmelse og regulerer derfor hverken selskabsretlige eller regnskabsmæssige regler. Ydes et skattefrit tilskud efter SEL § 31 D, kan det derfor indebære selskabsretlige problemstillinger i relation til kompetencer eller erstatningsansvar. Eksempelvis, hvis tilskuddet ikke ydes ud fra driftsmæssige betragtninger, eller der ikke sker ligebehandling af aktionærer. Tilskud inden for en koncern kræver formentlig en generalforsamlingsbeslutning og kan næppe ydes med et større beløb, end der kan udloddes udbytte.
Der er inden for de senere år sket følgende lovændringer mv.:
Lov nr. og dato |
Ændring og baggrund for ændringen |
Hvor i loven |
343 af 18.04.2007 |
Indførelse af den oprindelige bestemmelse |
SEL § 31 D |
98 af 10.02.2009 |
Præcisering af at udbytter ikke er reguleret af SEL § 31 D og at reglen om kildeskat på tilskud flyttes til SEL § 2. |
SEL § 31 D, stk. 2 |
525 af 12.06.2009 |
Konsekvensrettelse som følge af ændring af reglerne om selskabers aktieavance og udbytter |
SEL § 31 D, stk. 1 |
254 af 30.03.2011 |
"Mellemholdingreglen" og tilskud |
SEL § 31 D, stk. 6 |
Hvad forstås ved skattefrit tilskud efter SEL § 31 D?
Tilskud er som udgangspunkt omfattet af SL §§ 4-6 og er dermed skattepligtige for modtageren og fradragsberettigede for yderen, hvis der er en driftsmæssig begrundelse for at yde tilskuddet. SEL § 31 D er derfor en undtagelse til hovedreglen.
Selve begrebet tilskud er ikke entydigt defineret, men må forstås sådan, at der skal være tale om ensidige tilskud uden nogen form for modydelse.
Udtrykket tilskud omfatter derfor ikke de tilfælde, hvor der er tale om en armslængdebetaling til et andet selskab. Har det selskab, der yder tilskuddet, fradrag ud fra en driftsomkostningsbetragtning, kan tilskuddet ikke anses for skattefrit for modtageren. Se SEL § 31 D, stk. 3.
Hvis der derimod ikke er tale om betaling på armslængdevilkår efter LL § 2 mellem koncernforbundne selskaber, vil den ydelse, der ligger ud over armslængdebetalingen, og som derved indebærer en overførsel af en økonomisk fordel, være et tilskud, der er omfattet af SEL § 31 D.
Den tilskudsbeskatning, der i relation til LL § 2 anses for "en sekundær justering", vil derfor i mange tilfælde være skattefri efter SEL § 31 D.
Se også afsnit C.D.2.4.2 om armslængdeprincippet og sekundær justering i LL § 2.
Skattefri tilskud og gældseftergivelse
Der er ingen formkrav til skattefri tilskud. Et skattefrit tilskud kan derfor også opstå i forbindelse med en gældseftergivelse. Får debitor eftergivet mere end fordringens værdi for kreditor på tidspunktet for gældseftergivelsen, kan det overskydende beløb anses for et skattefrit tilskud, hvis ellers betingelserne for at yde skattefri tilskud efter SEL § 31 D er opfyldt.
Se også afsnit
Oversigt over afgørelser, domme, kendelser, SKAT-meddelelser mv.
Skemaet viser relevante afgørelser på området:
Afgørelse samt evt. tilhørende SKAT-meddelelse |
Afgørelsen i stikord |
Yderligere kommentarer |
SKAT |
SKM2012.134.SR |
B A/S, der var datterselskab af A, foretog restaurering af ejendomme uden tilsvarende forøgelse af markedsværdien. Herved opstod et påregneligt værditab. A ydede tilskud til B A/S, svarende til det påregnelige værditab. Skatterådet bekræftede at tilskuddet var skattefrit efter SEL § 31 D. |
|
SKM2010.32.SR |
Gældseftergivelse fra et udenlandsk søsterselskab medførte ikke beskatning hos det danske selskab, da det danske selskab kunne modtage skattefri tilskud efter SEL § 31 D. |
Afgørelsen er fra før den ændrede udformning af KGL § 8 og SEL § 31 D, men princippet gælder stadig. |
SKM2008.366.SR |
En gældseftergivelse på 1.200.000 kr. fra et moderselskab til et datterselskab var skattefri for datterselskabet efter SEL § 31 D, og gevinsten på gælden skulle ikke medregnes til datterselskabets skattepligtige indkomst efter KGL § 8. |
Afgørelsen er fra før den ændrede udformning af KGL § 8 og SEL § 31 D, men princippet gælder stadig. |