Dette afsnit handler om, hvad renteudgifter er.
Hverken statsskatteloven eller anden skattelovgivning indeholder en definition af, hvad renteudgifter er, men praksis har skabt en almindelig rentedefinition.
Ved renteudgifter forstås, et sædvanligt periodisk vederlag til kreditor, beregnet som en bestemt procentdel af den til enhver tid værende restgæld, for at stille kapital til disposition.
Ved vurderingen af, om renten opfylder rentedefinitionen, lægges der vægt på, at renten fastsættes forud for den renteperiode, som den vedrører. Hvis afkastet først fastsættes efter begyndelsen af den periode den vedrører, er der ikke tale om en renteudgift, men et kurstab.
Det er en forudsætning for at få fradrag for renteudgifter, at der dels er tale om reelle renteudgifter og at der er tale om at et retlig forpligtigende gældsforhold.
Den faste rente kan anses for en rente, hvorimod den godtgørelse for udlånet, som er afhængig af overskuddet på et underliggende aktiv, ikke kan anses for en rente.
Der er ikke tale om en rente, da det bl.a. er en forudsætning for at anerkende et beløb som en rente, at renten er fastsat forud for den periode, renten vedrører.
Det beløb, som banker og sparekasser beregner i godtgørelse ved udbetaling på anfordring af beløb på en konto med opsigelse, betragtes efter praksis som reduktion af rentebeløbet. Se LSRM 1966.147.
|
Afgørelsesamt evt. tilhørende SKAT-meddelelse |
Afgørelsen i stikord |
Yderligere kommentarer |
|
Højesteretsdomme |
|
UFR 1960.589 HRD |
K skulle ved køb af en bil betale en finansieringsafgift for så vidt angik den uberigtiget del af købesummen. Højesteret fandt, at da den i sagen omhandlede finansieringsafgift ikke i kontrakten er betegnet som rente, men er anført som et fast beløb, der i sin helhed fremtræder som et tillæg til købesummen, og der ikke i det fremkomne var tilstrækkeligt grundlag for at statuere, at afgiften helt eller delvist kunne sidestilles med de af SL § 6, stk. 1, litra e omfattede renter af gæld, kunne K ikke få fradag for udgiften.
En såkaldt finansieringsafgift kunne ikke anses for en fradragsberettiget rente. |
|
|
Landsretsdomme |
|
SKM2005.229.ØLR |
Landsskatteretten bemærker, at A A/S´ betaling af en "godtgørelse" eller et "afløsningsgebyr" for den førtidige indfrielse af de indtil 28. februar 1998 uopsigelige lån ikke ses at have hjemmel i den oprindelige aftale med banken, idet den af repræsentanten påberåbte pkt. 16 i den oprindelige aftale alene efter sin ordlyd vedrører bankens opsigelse af engagementet som følge af debitors mora eller anticiperet mora. Aftalens pkt. 16 regulerer således ikke situationen som følge af A A/S' opsigelse af engagementet til indfrielse før tid. Aftale- og obligationsretligt kan dette forhold imidlertid ikke medføre andet, end at banken derefter som kreditor er berettiget til at stille de betingelser for den førtidige indfrielse, som banken finder behov for. Landsskatteretten finder, at "godtgørelsen/afløsningsgebyret", ikke kan kvalificeres som en "rente" efter den sædvanlige definition heraf og heller ikke kan anses for en "differencerente", der er fradragsberettiget i overensstemmelse med den særlige praksis herfor. Se Ligningsvejledningen 1996. A.E.1.1.4 og UfR 1947.725 H, jf. SL § 6, stk. 1, litra e. Landsskatteretten finder derimod, at "godtgørelsen/afløsningsgebyret" i overensstemmelse med det i TfS 1999.853 LR antagne må anses for et kurstab ved debitors indfrielse af gæld til overkurs. Dette kurstab må anses for fradragsberettiget, jf. den dagældende kursgevinstlov (Lovbek. nr. 660 af 4.7.1996) § 5, jf. §§ 1 og 2. |
|
|
Skd. 1975.335 (Østre Landsrets dom af 11. november 1974) |
D erkendte i et lånedokument af 3. maj 1968 "at have modtaget som kontant lån 1.581.378,53 kr., lånet tilbagebetales senest 1. juli 1971. Hvis lånet ikke tilbagebetales den 1. juli 1971, vil lånets saldo være at forrente med 15 pct. p.a. kvartalsvis bagud fra 1. juli 1971 og indtil tilbagebetaling finder sted." Ifølge et brev af 20. maj 1968 fra långiver blev lånet afregnet nævnte dag ved udbetaling af 999.367,40 kr., mens 581.378,53 kr. udgjorde rente 15 pct. p.a. fra 20. maj 1968 til 1. juli 1971, og resten 632,60 kr. var anvendt til stempel.
Da beløbet på 581.378,53 kr. ikke var betegnet som rente i lånedokumentet, men udgjorde en del af lånesummen, og til at der ikke var truffet aftale om reduktion ved indfrielse før forfaldstid, fandt retten ikke i det fremkomne tilstrækkeligt grundlag for at statuere, at det omhandlede beløb kunne fradrages som rente af gæld. |
|
|
Landsskatteretskendelser |
|
LSRM1971.65 |
A var medlem af en andelsboligforening, der var stiftet for at erhverve aktiekapitalen i et ejendomsaktieselskab og derefter administrere aktieselskabets ejendomme. Medlemmerne skulle forrente den del af kapitalen, der ikke var betalt kontant til foreningen. Renten, som blev opkrævet hos medlemmerne, blev af foreningen anvendt til forrentning af foreningens gæld til ejendomsselskabet. Det fremgik af vedtægterne, at andelshaverne en gang årligt fik påført deres andel, hvad der det foregående regnskabsår var betalt som renter.
Landsskatteretten fandt, under hensyn til den måde ydelserne blev fastsat på, samt de i øvrigt foreliggende bestemmelser, at ydelserne ikke var renter af gæld, der var fradragsberettiget efter SL § 6 e.
Ydelserne var ikke renter af gæld, og derfor kunne renterne ikke fradrages. |
|
|
SKAT |
|
SKM2008.192.SR |
En køber af en ejendom ville finansiere købet ved at låne penge hos et selskab. Lånet kunne fx være på 1.000.000 kr. og den samlede indfrielsessum efter 30 år på 2.417.520 kr. Det var oplyst, at aftalebetalingen udgjorde en faldende betaling over tid, som var fastsat efter et matematisk kursreguleringsprincip.
Det var SKAT's opfattelse, at det ikke i den konkrete sag var aftalt, at der skulle betales renter for lånet. Det var i stedet aftalt, at lånet skulle indfries til en højere indfrielseskurs og at der skulle foretages løbende afdrag på gælden.
Forskellen mellem 1.000.000 kr. og 2.417.520 kr. kunne ikke sidestilles med en rente. |
|
|
SKM2007.881.SR |
Skatterådet bekræftede, at den variable rente i et såkaldt "profit sharing lån" skattemæssig kunne anses for en renteudgift i kommanditselskabet og en renteindtægt for obligationsejerne. |
|
|
SKM2007.436.SR |
Skatterådet fandt, at en obligation, hvor indfrielseskursen blev reguleret efter en række indeks var omfattet af KGL § 29, og at udbetalingen på 2 pct. af hovedstolen også var omfattet af KGL, da der ikke var tale om en rente. |
|
|
SKM2007.249.SR |
Sagen vedrørte tilfælde, hvor der ved låneoptagelsen var fastsat et såkaldt renteloft. Renten og renteloftet var kendetegnet ved, at der var tale om en variabel rente indtil renten ramte en grænse (renteloftet), hvorefter renten var fast, medmindre den kom under grænsen og blev variabel.
I den situation, hvor renten og renteloftet var aftalt på tidspunktet for optagelse af lånet, havde debitor fradrag for hele den løbende udgift efter SL § 6, stk. 1, litra e.
Der var også fradrag for den løbende betaling, hvis renteloftet var aftalt ved låneaftalens indgåelse, men løb i en kortere periode end lånets løbetid.
Der var også fradrag for den løbende betaling, hvis aftalen om renteloft først blev indgået efter at lånet var optaget. Det blev dog bemærket, at hvis der på et låns optagelsestidspunkt er aftalt en bestemt forrentning og denne efterfølgende ændres, kan der efter en konkret vurdering være tale om både afståelse og stiftelse af en ny fordring. Se afsnit C.B.1.6.5. under "ændring af lånevilkår".
Fradrag for den løbende betaling ved renteloft. |
Renteloft |
|
SKM2006.20.LR |
S påtænkte at udstede en ejendomsobligation. Ligningsrådet fandt, at den faste rente kunne kvalificeres som en rente, hvorimod den variable "tillægsrente", som blev fastsat på grundlag af driftsresultatet af ejendommen, ikke var en rente, men omfattet af kursgevinstloven. |
|
|
SKM2003.409.LR |
En obligations afkast var baseret dels på en fast rente og dels en variabel rente, hvor den variable rente skulle beregnes på baggrund af selskabets eventuelle gevinst på optioner på et bagvedliggende aktieindeks - renten kunne aldrig blive negativ. Produktet var illustreret ved følgende eksempel: Den 1. januar 2003 udsteder Selskabet en obligation. I første renteperiode (1. januar til 31. marts) forrentes obligationen med den garanterede rente på 0,5 pct. Umiddelbart inden den anden renteperiode konstateres en gevinst på optionen, som omregnet til en nominel rente giver 4,5 pct. I den anden renteperiode bliver obligationen derfor forrentet med i alt 5 pct.
Den del af renten, som er afhængig af resultatet af optionerne, der er baseret på udviklingen i et aktieindeks, kan ikke anerkendes som en rente. Der blev henset til at rentens størrelse først kunne fastsættes efter den periode, som renten skulle henføres til. Den garanterede minimumsrente på 0,5 pct. kunne anerkendes som en rente.
Den del af afkastet, som blev beregnet på grundlag af det långivende selskabs gevinst på optioner på et bagvedliggende aktieindeks, kunne ikke anses for en rente. |
|
|
TfS 1998, 77 LR |
A påtænkte at yde parilån til selskaber omfattet af KGL § 2. Afkastet på fordringerne ville blive opdelt i to dele. De blev benævnt henholdsvis "basisrente" og "overskudsafhængigt afkast". "Basisrenten" kunne være både fast og variabel. Den ville blive beregnet som en procentdel af den til enhver tid værende gæld. Det "overskudsafhængige afkast" blev beregnet som en andel af overskuddet i det låntagende selskab. Ligningsrådet fandt, at den del af afkastet, der udgjorde "basisrenten", skattemæssigt kunne anses for en rente. Den del af afkastet, der udgjorde "det overskudsafhængige afkast", blev anset for en kursopskrivning, omfattet af kursgevinstloven. |
|
|
TfS 1989, 288 LR |
En aftale om forrentning af en lånekonto med en grundrente og en regulering på grundlag af kursbevægelse af D-mark i forhold til Dkr. skal skattemæssigt behandles hver for sig som henholdsvis renter og kursgevinster/tab på fordringer eller gæld i danske kroner. |
|