Indhold

Dette afsnit beskriver begrebet "fast forretningssted", herunder hvornår fast forretningssted skal anses for at være kunde eller leverandør.

Afsnittet indeholder:

Regel
Leverancer til faste forretningssteder
Leverancer fra faste forretningssteder
Vurderingen af om det faste forretningssted er kunde
Eksempel: Køb af ydelser til filialer
Leverancer mellem økonomisk hjemsted og faste forretningssteder
Oversigt over afgørelser, domme, kendelser, SKAT-meddelelser med videre.

Regel

For at et fast forretningssted kan anses for at have modtaget / leveret ydelsen, skal det have tilstrækkelig permanent karakter og have de menneskelige og tekniske midler til at kunne aftage henholdsvis levere ydelsen. Se momsforordningens artikel 11, stk. 1 og 2.

At en afgiftspligtig person har et momsnummer i et land er ikke i sig selv tilstrækkeligt til, at virksomheden kan anses for at have et fast forretningssted i dette land. Se momsforordningens artikel 11, stk. 3.

En afgiftspligtig person kan i visse tilfælde anses for at have et fast forretningssted, hvorfra ydelserne leveres, ved at indkøbe den permanente struktur med hensyn til menneskelige og tekniske midler hos en underleverandør. Følgende betingelser skal være opfyldt:

Underleverandøren har ikke en uafhængig retsstilling i forhold til den afgiftspligtige person. Se EF-domstolens dom i sag C-260/95, DFDS.
Forretningsstedet udviser den minimumsstabilitet (permanent personale og struktur), der gør det muligt selvstændigt at levere de pågældende ydelser. Se EF-domstolens dom i sag C-260/95, DFDS og C-190/95, Aro Lease BV.

Bemærk

Det skattemæssige begreb "fast driftssted" kan ikke anvendes i relation til momslovens leveringsstedsregler.

Leverancer til faste forretningssteder

For at et fast forretningssted kan anses for at være kunde i forhold til en ydelse omfattet af ML § 16, stk. 1 (B2B), skal forretningsstedet være kendetegnet ved

en tilstrækkelig permanent karakter og
en passende struktur med hensyn til menneskelige og tekniske midler

som gør det i stand til at modtage og anvende ydelsen, som det får leveret til egne formål. Se momsforordningens artikel 11, stk. 1.

Leverancer fra faste forretningssteder

For at et fast forretningssted kan anses for at være leverandør af en ydelse omfattet af ML § 16, stk. 4 (B2C), skal forretningsstedet være kendetegnet ved

en tilstrækkelig permanent karakter og
en passende struktur med hensyn til menneskelige og tekniske midler

som gør det i stand til at præstere den pågældende ydelse. Se momsforordningens artikel 11, stk. 2.

Det samme gælder faste forretningssteder, der leverer følgende ydelser:

Elektronisk leverede ydelser omfattet af ML § 21 c (indtil 31.12.2014)
Ydelser omfattet af særordningen for rejsebureauer omfattet af ML § 67b
Korttidsudlejning af transportmidler omfattet af ML § 21 b (først fra 1.1.2013).

Vurderingen af om det faste forretningssted er kunde

Ved salg af ydelser omfattet af ML § 16, stk. 1 (leverancer til afgiftspligtige personer) er det nødvendigt for leverandøren at fastslå, om det er kundens hjemsted for den økonomiske virksomhed eller evt. et fast forretningssted, der er kunde. Hvis kunden har flere faste forretningssteder, kan det også være nødvendigt at afgøre, hvilket af kundens faste forretningssteder, der er modtager af ydelsen.

I momsforordningens artikel 21-22 er der fastlagt retningslinjer for, hvordan det afgøres, om leveringsstedet fastlægges efter hjemstedet for kundens økonomiske virksomhed, eller efter hvor kundens eventuelle faste forretningssted er beliggende.

Ved denne vurdering skal der tages hensyn til den leverede ydelses art og anvendelse. Se momsforordningens artikel 22, stk. 1.

Hvis ydelsens art og anvendelse ikke gør det muligt for leverandøren at identificere, hvilket fast forretningssted ydelsen er leveret til, skal leverandøren tage hensyn til svarene på følgende spørgsmål:

Angiver leveringskontrakten, ordresedlen samt det momsregistreringsnummer, som kunden har oplyst, det faste forretningssted som modtager af ydelsen?
Er det faste forretningssted den enhed, der betaler for ydelsen?

Se momsforordningens artikel 22, stk. 2.

Hvis leverandøren ikke ud fra ovenstående kriterier kan identificere et fast forretningssted, som ydelsen leveres til, har leverandøren ret til at anse ydelsens leveringssted som det sted, hvor kunden har etableret hjemstedet for sin økonomiske virksomhed. Se momsforordningens artikel 22, stk. 3.

Det samme gælder, hvis ydelserne leveres i henhold til en samlet kontrakt, som dækker en eller flere ydelser, der forbruges på en ikke nærmere bestemt måde og i et ikke nærmere defineret omfang, fx globalkontrakter. Se momsforordningens artikel 22, stk. 1, nr. 3.

Bemærk

Uanset hvilken enhed leverandøren har anset for at være modtager af ydelsen, berører dette ikke kundens forpligtelser. Det vil sige, at kunden kan være forpligtet til at betale moms af ydelsen i et andet land end det land, som leverandøren har anset for at være leveringsstedslandet.

Eksempel: Køb af ydelser til filialer

En dansk bank har filialer i Sverige, Luxemburg og USA. Banken indgår aftale med en tysk leverandør af IT-software om at udvikle IT-systemer til banken.

Hvis det på forhånd er klart, at et system skal anvendes i flere lande samtidig, har leverandøren ret til at anse leveringsstedet for at være dér, hvor banken har etableret stedet for sin økonomiske virksomhed. Se momsforordningens artikel 22, stk. 1, afsnit 3.

Hvis systemerne derimod muligvis skal anvendes i bestemte filialer, skal leverandøren undersøge, om bankens filialer udgør faste forretningssteder, der kan være modtagere af ydelserne. Leverandøren har altså en undersøgelsespligt. Filialerne skal have tilstrækkelig permanent karakter og en passende struktur med hensyn til menneskelige og tekniske midler til at kunne modtage og anvende ydelsen til egne formål. Leverandøren skal tage hensyn til ydelsens art og anvendelse ved vurderingen.

For ydelser, hvor det ikke på grundlag af deres art og anvendelse er muligt for leverandøren at identificere en bestemt filial som kunde, skal leverandøren tage hensyn til, om leveringskontrakt, ordreseddel og det momsregistreringsnummer, som kunden har oplyst, identificerer en bestemt filial som modtager, samt hvilken enhed, der betaler for ydelsen.

Hvis leverandøren heller ikke på baggrund af disse oplysninger kan identificere en af filialerne som modtager, har leverandøren ret til at anse leveringsstedet for at være dér, hvor banken har etableret stedet for sin økonomiske virksomhed. I dette tilfælde Danmark.

Leverandørens valg berører ikke bankens forpligtelser. Dette betyder, at hvis de faktiske forhold er forskellige fra det valg, som leverandøren har truffet, kan banken være forpligtet til at betale moms et andet sted.

Leverancer mellem økonomisk hjemsted og faste forretningssteder

Leverancer mellem en virksomheds økonomiske hjemsted og dens eventuelle faste forretningssteder er ikke omfattet af momssystemet. Dette skyldes, at en virksomheds hjemsted og et evt. fast forretningssted som udgangspunkt anses for tilsammen at være én afgiftspligtig person. Der kan derfor ikke bestå et retsforhold mellem enhederne vedrørende gensidig udveksling af ydelser, som er nødvendigt, for at leverancen er omfattet af momssystemet. Der skal derfor ikke fastlægges et leveringssted for leverancer af ydelser mellem et hjemsted og dens faste forretningssteder.

Det samme gælder for ydelser mellem faste forretningssteder indenfor samme afgiftspligtige person. Se EF-domstolens dom i sag C-210/04, FCE Bank plc samt afsnit D.A.3.1.2 om enhver juridisk eller fysisk person og afsnit D.A.4.1.2 om levering mod vederlag.

Oversigt over afgørelser, domme, kendelser, SKAT-meddelelser med videre

Skemaet viser relevante afgørelser på området:

Afgørelsesamt evt. tilhørende SKAT-meddelelse	Afgørelsen i stikord	Yderligere kommentarer
EU-domme
C-210/04, FCE Bank plc	Sagen omhandlede diverse ydelser, som et selskab med hjemsted i England leverede til sit faste forretningssted i Italien. Domstolen udtalte, at hjemstedet og det faste forretningssted skulle anses for en og samme afgiftspligtige person. Der kunne derfor ikke bestå et retsforhold mellem de to enheder vedrørende gensidig udveksling af ydelser. Ikke levering mod vederlag. Den dagældende artikel 9, stk. 1 (i 6. direktiv) har til formål at udpege den afgiftspligtige person for så vidt angår transaktioner mellem en filial og en tredjemand. Bestemmelsen var derfor uden relevans, da spørgsmålet vedrørte transaktioner mellem et selskab og dets filial.	Et fast forretningssted kan ikke anses som leverandør/kunde, hvis det ikke kan anses for at udgøre en selvstændig afgiftspligtig person i forhold til kunden/ leverandøren af ydelsen. En ydelse, der leveres mellem enheder indenfor samme afgiftspligtige person, er ikke en afgiftspligtig transaktion. Bemærk dog de særlige forhold for selskaber, der indgår i fællesregistreringer. Se SKM2009.119.SR samt D.A.3.1.2 om enhver juridisk eller fysisk person og momsvejledningens afsnit M.1.5 om fællesregistrering (ML § 47, stk. 4).
C-260/95, DFDS	Sagen omhandlede, hvorvidt rejser solgt fra et kontor i England skulle anses for at være solgt fra rejsebureauets hjemsted i Danmark eller fra et fast forretningssted i England. Rejsebureauet solgte rejserne via et engelsk datterselskab, der fungerede som formidler. Datterselskabet ejede de lokaler, hvorfra rejserne blev solgt. Spørgsmålet var bl.a. om de ydelser og faciliteter datterselskabet leverede til rejsebureauet, medførte, at rejsebureauet skulle anses for at levere rejserne fra et fast forretningssted i England. For at et forretningssted i et andet land kan udgøre et fast forretningssted, hvorfra ydelsen leveres, kræver det: a) at bureauet har rådighed (faktisk disponerer) over forretningsstedet i den anden medlemsstat, dvs. at forretningsstedet ikke har en uafhængig retsstilling i forhold til bureauet. b) at forretningsstedet udviser den krævede minimumsstabilitet med hensyn til de menneskelige og tekniske ressourcer Ad a) Disponerer bureauet over forretningsstedet? At forretningsstedets lokaler tilhører et datterselskab, som er en selvstændig juridisk enhed, er ikke i sig selv tilstrækkeligt til at bureauet ikke kan anses for at disponere over forretningsstedet. Domstolen lagde vægt på, at bureauet var indehaver af datterselskabets aktiekapital og at datterselskabet ifølge de kontraktslige forpligtelser overfor moderselskabet, alene handlede som moderselskabets hjælpeorgan. Ad b) Udviser forretningsstedet den krævede minimumsstabilitet med hensyn til de nødvendige menneskelige og tekniske ressourcer? I sagen lagde domstolen navnlig vægt på e store antal ansatte, som var beskæftiget i det engelske datterselskab, og de betingelser, hvorunder det præsterede ydelser til de rejsende. På det grundlag fandt domstolen, at datterselskabet faktisk udviser de karakteristika, der betegner et fast forretningssted.	De faktiske omstændigheder i sagen (datterselskabet var ejet af bureauet og var kontraktligt forpligtet til alene at handle som bureauets hjælpeorgan) medførte at selskabet ikke kunne anses for at være en uafhængig mellemmand mellem moderselskabet og kunderne. Dette gjaldt selv om datterselskabet var en selvstændig juridisk enhed.
C-190/95, Aro Lease BV	Et leasingselskab kunne ikke anses for at have fast forretningssted i den medlemsstat, hvor leasingbiler blev udlejet. Udlejningen skete gennem selvstændige mellemmænd. Leasingselskabet havde ikke kontor eller oplagringsplads for biler i den medlemsstat, hvor bilerne blev udlejet. Domstolen udtalte, at ydelser i forbindelse med udlejning af biler i det væsentlige består i, at kontrakterne forhandles, udfærdiges, underskrives og gennemføres samt i at kunderne fysisk får stillet bilen til rådighed. Et fast forretningssted må derfor have personale og en struktur, der gør det muligt selvstændigt at levere disse ydelser. De selvstændige mellemmænd kunne ikke anses for at være sådanne permanente menneskelige ressourcer. At bilerne var indregistreret i den pågældende medlemsstat var underordnet. Leasingselskabet havde hverken eget personale eller en struktur, der havde tilstrækkelig permanent karakter. Hjemstedet for den økonomiske virksomhed havde således forrang som tilknytningsmoment.	Der gælder i dag særlige leveringsstedsregler for udlejning af transportmidler. Se afsnit D.A.6.2.7.5, D.A.6.2.8.5. og D.A.6.2.8.11. EF-domstolen kom til samme resultat i sag C-390/96, Lease Plan Luxembourg SA.
C-231/94, Fåborg-Gelting Linien A/S	Restauranter om bord på færger kunne ikke anses for faste forretningssteder.	Der gælder i dag særlige leveringsstedsregler for restaurant- og cateringydelser. Se afsnit D.A.6.2.7.4.
C-168/84, Berkholz	Det sted, hvor leverandøren har etableret stedet for sin økonomiske virksomhed, har forrang som tilknytningsmoment. Se artikel 9, stk. 1 i sjette direktiv. Et andet etableringssted, hvorfra ydelsen præsteres kan kun komme i betragtning, hvis tilknytningen til hjemstedet ikke er nogen rationel løsning ud fra et skatte- og afgiftsmæssigt synspunkt, eller hvis den skaber en konflikt med en anden medlemsstat.	Præmis 14
SKAT
SKM2012.64.SR	x Der stilles en række spørgsmål om grænsedragningen mellem de momsretlige begreber hjemsted for økonomisk virksomhed og fast forretningssted, som fastlægger hvor det momsretlige leveringssted er for elektroniske ydelser til ikke-afgiftspligtige personer, som leveres inden for EU. Skatterådet kan ikke bekræfte, at der ikke skal afregnes dansk moms af kreditkortomsætning ved salg af internetspil, når det alene er virksomhedens supporter, der er flyttet til et andet EU-land. Dermed fastslår Skatterådet, at leveringsstedet fortsat er i Danmark under de nævnte forudsætninger. Skatterådet kan heller ikke bekræfte, at leveringsstedet flyttes til Danmark, når der udover supportere, også ansættes en support/safety manager i det andet EU-land. Skatterådet kan dog bekræfte, at når der udover de ovennævnte ansatte, også er en fast repræsentant fra ledelsesgruppen til stede i det andet EU-land, således at det faste forretningssted selvstændigt kan indgå aftaler vedrørende de ydelser, som det faste forretningssted leverer, kan det anses for et fast forretningssted i et andet EU-land. Skatterådet bekræfter dermed, at det momsretlige leveringssted flyttes til udlandet under disse omstændigheder. x
SKM2011.144.SR	Sagen omhandlede leveringsstedet for ydelser omfattet af særordningen for rejsebureauer i ML § 67. Ydelserne blev leveret af et engelsk flyselskab, der havde et repræsentationskontor i Danmark. Skatterådet henviste til betingelsen om, at et fast forretningssted skal have tilstrækkelig permanent karakter og have de menneskelige og tekniske midler til at kunne levere de pågældende ydelser, der i dette tilfælde var ydelser omfattet af særordningen. Eftersom repræsentationskontoret i Danmark alene beskæftigede sig med salg af flybilletter og ikke pakkerejser, var denne betingelse ikke opfyldt. Selskabet kunne derfor ikke anses for at have etableret et fast forretningssted i Danmark, hvorfra der blev leveret ydelser omfattet af særordningen. Leveringsstedet for disse ydelser var derfor ikke Danmark.	Skatteministeriet udtalte, at begrebet fast forretningssted i ML § 67b skal forstås på samme måde som samme begreb i ML § 16, stk. 4. Se evt. også SKM2011.55.SR.
SKM2008.844.SR	Sagen omhandlede bl.a., hvorvidt tilstedeværelsen af en dansk filial medførte, at et selskab i et andet EU-land måtte anses for at have etableret stedet for sin økonomiske virksomhed eller et fast forretningssted i Danmark. Skatterådet fastslog, at der ikke forelå brug af menneskelige eller tekniske ressourcer hidrørende fra selskabets danske filial ved leveringen af de omhandlede ydelser. Allerede af den grund kunne spørger ikke anses for at have fast forretningssted i Danmark.	Bemærk at Skatterådets svar tager udgangspunkt i de dagældende regler i ML § 15, stk. 1 og 2.