Indhold
Dette afsnit handler om baggrunden for reglerne om frister for ekstraordinær genoptagelse af indkomst- og ejendomsværdiskat samt regelgrundlaget.
Afsnittet indeholder:
- Baggrunden for reglerne om ekstraordinær genoptagelse
- Regelgrundlaget
- Områder med særlige fristregler
Baggrunden for reglerne om ekstraordinær genoptagelse
Baggrunden for fristreglerne om ekstraordinær genoptagelse i SFL § 27 er en hensigt om at regulere de situationer, hvor der er grundlag for ændringer af indkomst- og ejendomsværdiskat efter udløbet af fristerne i SFL § 26.
Som udgangspunkt gælder fristerne i SFL § 27 såvel for ansættelser, der foretages på SKATs initiativ som for ansættelser, der foretages efter anmodning fra borgere og virksomheder. Det vil fremgå af beskrivelsen af hver enkelt af de udtømmende undtagelser i SFL § 27, stk.1, nr. 1-8, om dette udgangspunkt er fraveget.
Regelgrundlaget
Reglerne om frister for ekstraordinær genoptagelse findes i skatteforvaltningslovens§ 27. Se lovbekendtgørelse nr. 758 af 2. august 2005 med senere ændringer. SFL § 27 er i alt væsentligt udtryk for en videreførelse af den tidligere bestemmelse i SSL § 35, der blev ophævet ved nævnte lovbekendtgørelse nr. 758 af 2. august 2005. Baggrunden for SSL § 35, der blev vedtaget med lov nr. 410 af 2. juni 2003, findes i Fristudvalgets betænkning fra november 2002 om Frist- og forældelsesregler på skatte- og afgiftsområdet. Reglen i den ophævede SSL § 35 har stadig virkning for indkomstår inden 2000 i det omfang reglerne i SSL § 35 medfører et gunstigere udfald for den skattepligtige end reglerne i SFL § 27. Om praksis efter disse tidligere regler henvises nærmere til Vejledning om processuelle regler på SKATs område 2005-3, afsnit G.1.1.2.
Den seneste lovbekendtgørelsen om skatteforvaltningsloven er LBK nr. 175 af 23. februar 2011.
Områder med særlige fristregler
Følgende områder har særlige fristregler og er derfor ikke dækket af fristreglerne i SFL § 27:
- Foretagelse eller ændring af ejendomsvurderinger. Se SFL kap. 12.
- Foretagelse eller ændring af afgiftsansættelser. Se SFL § 32
- Gaveafgift. Se BAL
- Ændring af toldafgørelser. Se Toldkodeksen.
- Krav på lempelse af skat afledet af gensidige aftaler om løsning af dobbeltbeskatning. Se OECD's Modeloverenskomst artikel 25, nr. 2, sidste punktum, hvorefter en sådan aftale skal gennemføres uanset enhver national tidsfrist.
- Afgørelser om registrering af køretøjer. Se SFL § 32 a.
Se også
Afsnit A.A.8.3 om fristreglerne for afgiftsansættelser og godtgørelse af afgift
Afsnit A.A.8.5 om ændringer efter pensionsafkastbeskatningsloven
Afsnit A.A.8.8 om fristen for korrektion af gaveanmeldelser
Afsnit A.A.8.9 om frister for afgørelser om registrering af køretøjer