Angivelse § 5 Virksomheden skal opgøre den afgiftspligtige præmie for hver afgiftsperiode, dvs. kalendermåneden. Reglerne for angivelse og afregning af afgift fremgår i øvrigt af A.11.

Efter udløbet af hver måned og senest den 15. i den efterfølgende måned skal virksomheden angive den afgiftspligtige præmie og afgiften heraf, fordelt på de enkelte afgiftssatser/afgiftskategorier.

For trehjulede eldrevne motorcykler og knallerter skal virksomheden angive årspræmien samt afgiftsbeløbet .

Angivelsen skal ske på en angivelses- og indbetalingsblanket, som SKAT sender til virksomheden.

Forskelsbeløb - minimumsafgift § 5 a Ovennævnte indbetalingskort/angivelse er også forsynet med en rubrik til angivelse af forskelsbeløb. Angivelse af forskelsbeløb skal ske senest den 1. april efter hvert kalenderår. Angivelsen sker på baggrund af en årsopgørelse, der er forskellig afhængig af den valgte opgørelsesmetode.

Ârsopgørelse Der skal indsendes en årsopgørelse til SKAT senest den 1. april efter hvert kalenderår.
Metode A Er opgørelsesmetode A valgt, skal årsopgørelsen bl.a. indeholde oplysninger om summen af de udbetalte skadeserstatninger i det foregående kalenderår fordelt på de enkelte køretøjskategorier (afgiftskategorier), således at der kan beregnes minimumafgift og evt. forskelsbeløb.
Metode B Er metode B valgt, skal der bl.a. gives oplysninger om de præmieindtægter og skadeserstatninger, der kan henføres til de foregående 5 kalenderår.

Opgørelser for tidligere kalenderår kan først ske med virkning for kalenderåret 1996 eller senere.

Indbetaling af afgift § 6 Afgiften skal indbetales senest den 15. i måneden efter afgiftsperiodens udløb, dvs. samtidig med angivelsen af det afgiftspligtige beløb.

Eventuel afgiftsbeløb opstået som følge af årsopgørelsen skal indbetales til SKAT senest den 15. april i det følgende kalenderår.

Eventuelt for meget indbetalt forskelsbeløb opstået som følge af fornyet opgørelse af forskelsbeløb for tidligere kalenderår tilbagebetales. I det omfang tilbagebetaling ikke kan ske ved modregning, udbetales beløbet efter reglerne i momslovens § 63.