Registrerede virksomheder skal indsende faktura til SKAT senest 1 måned og 10 dage efter det kvartal, hvori leverancen har fundet sted. Fakturakopierne skal sendes i elektronisk (indskannet) form. Den elektroniske fremsendelse af fakturakopier skal være fordelt på periodens leverancer til det enkelte EU-land, idet det skal fremgå hvilket andet EU-land, fakturakopierne angår, jf. bekendtgørelsens § 44, stk. 3.

Rent praktisk skal virksomheden ved indberetning logge sig på skat.dk /TastSelv Erhverv og følge anvisningerne på hjemmesiden. Ved indberetningen må kun vedhæftes én fil pr. EU-land. Hvis virksomheden fx har solgt 10 biler til Tyskland og 2 biler til Sverige, skal indberetningen ske over 2 omgange, idet der skal vedhæftes 1 fil vedrørende Tyskland med 10 fakturaer og 1 fil vedrørende Sverige med 2 fakturaer. 

Virksomheden skal opbevare dokumentation for, at virksomheden har sendt fakturakopierne til SKAT.

De modtagne kopifakturaer sender SKAT videre til de relevante skattemyndigheder i andre EU-lande med det formål, at det sikres at køber overholder sin forpligtelse til at betale moms i det EU-land, hvor køber er etableret.

De, der efter lovens § 53 skal fakturere enkeltstående leverance af et nyt transportmiddel til et andet EU-land, skal på tilsvarende måde indsende kopi af fakturaen til SKAT senest 1 måned efter udgangen af den kalendermåned, hvor leverancen har fundet sted. Fakturakopien skal sendes i elektronisk (indskannet) form som beskrevet oven for, jf. bekendtgørelsens § 44, stk. 4.

Tilbagebetaling af moms Hvis der samtidig med indsendelsen af fakturakopi indsendes dokumentation for den moms, der er betalt ved købet af det pågældende transportmiddel, kan sælger få tilbagebetalt den moms, der tidligere er betalt. Det kan dreje sig om den moms, der er indeholdt i den oprindelige købspris, eller den moms, der er betalt ved en tidligere erhvervelse fra et andet EU-land eller indførsel fra steder uden for EU. Ansøgningen om godtgørelse og dokumentation for betalt moms indsendes elektronisk sammen med fakturakopien vedrørende videresalget af transportmidlet.

Hvis transportmidlet har tabt i værdi siden anskaffelsen, nedsættes tilbagebetalingsbeløbet med en andel svarende til forholdet mellem den oprindelige anskaffelsespris uden moms og videresalgsprisen.

Reglerne i bekendtgørelsens § 66, stk. 1 og 2, om opbevaring af dokumentation for, at fakturakopier og ansøgning om godtgørelse er blevet indsendt til SKAT, gælder også for den, der foretager enkeltstående salg af nye transportmidler.