Indhold

Dette afsnit beskriver de gældende fritagelsesordninger for ambassader mv. og internationale organisationer med sæde i Danmark, herunder NATO med tilhørende underorganisationer.

Afsnittet indeholder:

  • Teleydelser samt punktafgiftsfrie leverancer af varer
  • Forsvarsmateriel og punktafgiftsfri indførsel af varer fra lande uden for EU.

Teleydelser samt punktafgiftsfrie leverancer af varer

Fremmede staters ambassader og internationale organisationer, herunder NATO-hovedkvarterer, med tilknyttet personale, som har sæde i Danmark, kan momsfrit indkøbe teleydelser samt varer fra punktafgiftsregistrerede virksomheder i samme omfang, som disse varer kan købes fritaget for punktafgift. Se momsbekendtgørelsens § 32, stk. 1.

Der skal anvendes fritagelsesattesten efter bilag II til momsforordningen. Det er Udenrigsministeriets protokol eller Forsvarsministeriet, der skal stemple eller påtegne attesten afhængig af, om det er ambassader mv. eller NATO-hovedkvarterer mv., der søges fritagelse for. 

Se også momsforordningens artikel 51, stk. 3 og afsnit D.A.10.1.1.7.6.

Når det gælder motorkøretøjer, skal følgende betingelser være opfyldt for, at momsfritagelsen er gældende:

  • Sælgeren skal være registreret for erhvervsmæssig afsætning af registreringsafgiftspligtige køretøjer efter REGAL § 14
  • Køberen skal være berettiget til at købe motorkøretøjet registreringsafgiftsfrit efter REGAL § 2, stk. 2.

Ordningen for fritagelse for registreringsafgift administreres af SKAT.

Registrerede forhandlere, der momsfrit sælger motorkøretøjer til ambassader, tilknyttet personale m.fl., skal i deres regnskab opbevare dokumentation for, at SKAT har givet tilladelse til, at motorkøretøjerne kan sælges uden registreringsafgift.

Se også

Se afsnit D.A.10.3.8 om momsfritagelse ved indførsel fra lande uden for EU af motorkøretøjer til ambassader i Danmark.

Forsvarsmateriel og punktafgiftsfri indførsel af varer fra lande uden for EU

For at Danmark skal opfylde traktatretlige forpligtelser, er der momsfritagelse ved levering af

  • varer, der er betalt af midler, stillet til rådighed af USA som led i det fælles forsvar
  • forsvarsmateriel til organisationer, der er tilsluttet NATO
  • materialer og ydelser ved fællesfinansierede infrastrukturprogrammer under NATO.

Se afsnit D.A.10.1.10.

Tilsvarende kan varer og materiel fra lande uden for EU momsfrit indføres, når indførslen sker som led i Danmarks opfyldelse af traktatretlige forpligtelser. Se afsnit D.A.10.3.9.

I samme omfang og under samme betingelser, som der er fastsat for toldfrihed, kan varer fra lande uden for EU momsfrit indføres i Danmark til:

  • Fremmede staters diplomatiske og konsulære repræsentationer og dertil knyttede personer med diplomatiske rettigheder
  • Internationale organisationer og dertil knyttede personer, der tilstås diplomatiske rettigheder.

Se afsnit D.A.10.3.8.