Indhold

Dette afsnit handler om lov nr. 403 af 08/05/2006 om et indkomstregister (IKR).

Afsnittet indeholder:

  • Generelt
  • Lovens overordnede indhold
  • Identifikationsoplysninger.

Generelt

Generelt gælder, at indberetningspligten påhviler fysiske eller juridiske personer, der er hjemmehørende her i landet, eller som driver virksomhed fra et fast driftssted her i landet. Den indberetningspligtige skal foretage anmeldelse til SKAT senest 8 dage efter, at indberetningspligten indtræder.

Reglerne om de automatiske indberetningspligter fremgår i øvrigt af SKL afsnit II. Se i øvrigt BEK nr. 1315 af 15/12/2011 om indberetningspligter m.v. efter skattekontrolloven (indberetningsbekendtgørelsen).

Lovens overordnede indhold

Med virkning fra den 1. januar 2008 skal nedenstående oplysninger indberettes til indkomstregisteret:

  • Oplysninger om beløb og andre oplysninger. Se SKL § 7.
  • Oplysninger om beløb efter SKL § 7 A, stk. 2, og skattepligtige fordele som nævnt i SKL § 7 A, stk. 3, jf. LL § 16. Se SKL § 7 A.
  • Oplysninger om uddelinger fra fonde og foreninger, der er skattepligtige efter fondsbeskatningsloven eller pensionsafkastbeskatningsloven. Se SKL § 7 B, stk. 1.
  • Oplysninger om vederlag og udlodninger og frynsegoder efter SKL § 7 C, jf. LL § 16, stk. 4-6 og 9. Se SKL § 7 C.
  • Oplysninger om tilbagebetalinger af kontanthjælp og introduktionsydelser. Se SKL 7 D.
  • Oplysninger om ansættelsesperiode, produktionsenhed og løntimer. Se SKL § 7 J.
  • Oplysninger om bidrag til ATP samt andre bidragssatser, i det omfang der efter anden lovgivning er fastsat regler om indberetningspligt heraf til indkomstregistret.
  • Oplysninger, som er relevante for administrationen af en barselsudligningsordning på det private arbejdsmarked. Se lov nr. 417 af 08/05/2006 om barseludligning på det private arbejdsmarked (barseludligningsloven) § 7.
  • Oplysninger om ferie i det omfang, der efter ferielovens § 33, stk. 1, er fastsat regler om indberetning heraf til indkomstregistret.

Se IKR § 3.

Indberetning af oplysninger efter IKR § 3 skal foretages senest den 10. i måneden efter udløbet af den kalendermåned, oplysningerne vedrører. I januar måned skal indberetning dog foretages senest den 17. januar. For indberetningspligtige, som er omfattet af OPKL § 2, stk. 6, skal indberetning dog foretages senest den sidste hverdag (bankdag) i den måned, oplysningerne vedrører. Se IKR § 4, stk. 1.

Bemærk

Ved indberetning af personligt arbejde i tjenesteforhold skal lønperioden også indberettes. Se IKR § 3, stk. 2.

Der henvises i det hele til den elektroniske vejledning om eIndkomst/letløn, der kan findes via skat.dk/Virksomhed/eIndkomst og Letløn.

Identifikationsoplysninger

Den, der skal foretages indberetning om, skal give den indberetningspligtige de nødvendige identifikationoplysninger til brug for indberetningen, herunder CPR-nr., CVR-nr. eller SE-nr. Se IKR § 3, stk. 4.

Hvis de indberetningspligtige ansøger om det, kan SKAT give oplysninger, herunder CPR-nr., CVR-nr. eller SE-nr, der er nødvendige for at opfylde indberetningspligten efter SKL §§ 8 B, 8 F, 8 H, 8 P, 8 Q, 8 S, 8 T og 8 U. Se SKL § 8 K. Der er fastsat gebyr for meddelelse af oplysningerne. Se indberetningsbekendtgørelsens § 4.

Bemærk

Der må kun udleveres personoplysninger om den person, der skal indberettes om, hvis den indberetningspligtige efter særskilt henvendelse ikke har fået de nødvendige oplysninger fra personen selv. Se lov nr. 429 af 31/05/2000 om behandling af personoplysninger (persondataloven) §§ 7 og 8