Indhold

Dette afsnit handler om regler, definition og anvendelsesområde for godtgørelse af CO2-afgift for kvoteomfattede virksomheder.

Godtgørelse af energiafgift følger derimod de almindelige regler for godtgørelse af energiafgift til procesformål.

Afsnittet indeholder:

  • Regel
  • Definition og anvendelsesområde.

Regel

Der ydes som udgangspunkt fuld godtgørelse af CO2- afgift af varme og af afgiftspligtige brændsler til procesformål, der anvendes i momsregistrerede virksomheders produktionsenheder med en tilladelse til udledning af CO2. Dette gælder også for CO2-afgift af brændsler, som er anvendt til formål, der ikke er omfattet af proceslisten.

Der ydes også fuld godtgørelse af CO2-afgift af varme fra ikke-bionedbrydeligt affald, der anvendes som brændsel til procesformål.

Der kan ikke ydes godtgørelse for CO2-/energispareafgift for el- og varmeproducerende produktionsenheder, der er omfattet af energiproduktion på produktionsenheder med en indfyret effekt på 20 MW, som indgår i sådanne enheder, der primært har til formål at sælge el eller varme til de kollektive net. Se CO2-kvoteloven § 17, stk. 1, om denne modifikation og CO2AL § 9 a, stk. 1.

Momsregistrerede virksomheder, som har en tæt driftsmæssig og fysisk sammenhæng inden for samme lokalitet med en produktionsenhed med tilladelse til udledning af CO2, kan også opnå fuld godtgørelse af afgift af varme til proces, der leveres direkte fra produktionsenheden som har tilladelse til udledning af CO2 til den forbundne virksomhed. Se CO2AL § 9 a, stk. 1.

Tilsvarende regler finder anvendelse for kulde. Se CO2AL § 9 a, stk. 6.

Der ydes ikke godtgørelse af afgift af varme og afgiftspligtige varer, der direkte eller indirekte anvendes til fremstilling af varme, der leveres fra virksomheden, eller rumvarme, varmt brugsvand eller komfortkøling i virksomheden. Se CO2AL § 9 a, stk. 2.

Der ydes ikke godtgørelse for afgift af varme fra en produktionsenhed, der ikke har tilladelse til udledning af CO2.

Se GASAL § 10, KULAL § 8 og MINAL § 11 for opgørelse af ikke-godtgørelsesberettiget afgift af energiforbrug.

Se også

Se også

  • afsnit E.A.4.6.8.4 om kvoteomfattet fjernvarme anvendt til procesformål
  • afsnit E.A.4.6.9.5 om særlige regler for perioden 2005 - 2009.

Definition og anvendelsesområde

Ved kvoteomfattede virksomheder forstås momsregistrerede virksomheder, som er omfattet af § 9 i CO2-kvoteloven. Klima-, energi- og bygningsministeren giver tilladelse til udledning af CO2. Tilladelser administreres af Energistyrelsen.

Kvoteomfattede virksomheder har tilladelse til udledning af CO2 i forbindelse med energirelaterede aktiviteter omfattet af CO2-kvotelovens §§ 5-8 a.

Følgende energirelaterede aktiviteter er omfattet:

  • Energiproduktion på produktionsenheder med en indfyret effekt på 20 MW eller derover samt afbrænding af kulbrinter (flaring) uden energiudnyttelse på anlæg, som indgår i sådanne enheder
  • Raffinering på mineralolieraffinaderier
  • Produktion på koksværker.

Følgende energirelaterede aktiviteter er ikke omfattet:

  • Produktionsenheder eller dele heraf, som har som hovedformål at forbrænde eller på anden måde behandle affald. Sådanne produktionsenheder, der også anvender andre brændsler end affald, og hvor indfyringseffekten herfor er over 20 MW, er dog omfattet med den del af produktionsenheden, der ikke indfyrer affald. Se CO2-kvotelovens § 5, stk. 2.

Følgende aktiviteter inden for produktion og forarbejdning af ferrometaller er omfattet:

  • Ristning eller sintring af malm, herunder svovlholdigt malm
  • Produktion af støbejern eller stål (første eller anden smeltning) med dertil hørende strengstøbning og med en kapacitet på mere end 2,5 t/time.

Følgende aktiviteter inden for mineralindustri er omfattet:

  • Fremstilling af klinker (cement) i rotérovne med en produktionskapacitet på mere end 500 t/dag eller kalk i rotérovne eller andre ovne med en produktionskapacitet på mere end 50 t/dag
  • Fremstilling af glas, herunder glasfibre, med en smeltekapacitet på mere end 20 t/dag
  • Fremstilling af keramiske produkter ved brænding, navnlig tagsten, mursten, ildfaste sten, fliser, stentøj og porcelæn, med en produktionskapacitet på mere end 75 t/dag og en kapacitet på mere end 4 m3/dag og en sættetæthed pr. ovn på mere end 300 kg/m3.

Følgende aktiviteter inden for pap- og papirindustrien er omfattet:

  • Fremstilling af papirmasse af træ eller andre fibermaterialer
  • Fremstilling af papir og pap på en produktionsenhed med en produktionskapacitet på mere end 20 t/dag.