Indhold
Dette afsnit beskriver helt overordnet reglerne om underskudsfremførsel for personer.
Regel
PSL § 13, stk. 1-4 handler om reglerne om underskud i skattepligtig indkomst og personlig indkomst for henholdsvis enlige og gifte skattepligtige.
Reglerne anvendes i en situation, hvor en skattepligtig har en negativ samlet indkomst, når vedkommende opgør den skattepligtige indkomst. Dette underskud kan under visse betingelser fradrages i den skattepligtiges positive indkomster i et efterfølgende indkomstår.
Hvis den skattepligtige er gift, kan underskuddet under visse betingelser overføres til modregning i ægtefællens positive indkomster.
For alle typer af underskud gælder, at underskud kun kan fremføres til modregning i et senere indkomstår, hvis - og i det omfang - det ikke har været muligt at modregne underskuddet i et tidligere indkomstår.
Underskud, der er opstået før et indkomstår, hvori den skattepligtige indgår ægteskab, kan fremføres til modregning hos ægtefællen, forudsat at ægtefællerne er samlevende ved udgangen af det indkomstår, hvor modregningen foretages.
Reglerne om underskudsoverførsel og -fremførsel er reguleret i PSL § 13, PSL § 13 a og VSL § 13. Underskud, der er opstået i 2002 eller senere indkomstår, kan fremføres tidsubegrænset.
Ved opgørelse af underskud efter PSL § 13, skelnes der mellem underskud ved opgørelsen af den personlige indkomst og underskud ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst.
Se også
Se også
- afsnit C i vejledningen "Beregning af personlige indkomstskatter mv." om underskudsanvendelse og fremførsel af underskud
- cirkulære nr. 129 af 4. juli 1994 om personskatteloven
- afsnit C.C.1.1.2 om underskud i forbindelse med ikke-erhvervsmæssig virksomhed (hobbyvirksomhed)
- afsnit C.D.2.4.5 om underskudsbegrænsning for selskaber mv., fonde og foreninger samt dødsboer efter LL § 15.