Indhold

Dette afsnit indeholder en kort introduktion til reglerne om afgift på naturgas og bygas, herunder formål og lovgrundlag.

Afsnittet indeholder:

  • Regel
  • Formål
  • Lovgrundlag.

Regel

Der skal betales energiafgift af naturgas og bygas, der forbruges her i landet. Se GASAL § 1.

Miljøafgifterne CO2-afgift, svovlafgift og NOx-afgift knytter sig til afgiftspligten efter gasafgiftsloven.

Der skal derfor betales CO2-afgift af naturgas og bygas. Se afsnit E.A.4.5 om CO2-afgift af visse energiprodukter.

Der skal betales svovlafgift af naturgas og bygas, som har et svovlindhold, der overstiger 0,05 pct. Se afsnit E.A.7.11 om svovl.

Der skal betales afgift af kvælstofoxider (NOx-afgift) af naturgas og bygas. Se afsnit E.A.7.20 om kvælstofoxider, NOx-afgift.

Formål

De overordnede mål med energibeskatningen er både at skaffe provenu til at finansiere statens udgifter og at tilskynde til en bedre ressourceudnyttelse for at nedsætte forureningen.

Det danske energibeskatningssystem består af fire forskellige typer afgifter:

  • Energiafgifter på elektricitet, naturgas, kul og olie
  • CO2-afgift, der som udgangspunkt er pålagt hvert af de energiprodukter (gas, kul og olie), der også er pålagt energiafgift
  • Energispareafgift på elektricitet, der er pålagt elafgift
  • Svovlafgift pålagt udledningerne af svovl eller svovlindholdet i brændsler i forbindelse med anvendelsen af en række energiprodukter
  • NOx-afgift på udledningerne af kvælstofoxider eller NOx-afgift på varer, der anvendes til energiproduktion.

Lovgrundlag

Reglerne om afgift af naturgas og bygas står i lovbekendtgørelse nr. 312 af 1. april 2011 (GASAL) med senere ændringer.