Indhold

Dette afsnit handler om særlige forhold ved tjenesteydelser og E-handel i forhold til fast driftssted.

Afsnittet indeholder:

  • Tjenesteydelser i frit erhverv
  • E-handel.

Tjenesteydelser i frit erhverv

Tjenesteydelser i frit erhverv bliver ofte ydet til modtagere i et andet land end det, hvor den, der yder tjenesteydelsen, er hjemmehørende.

Tjenesteydelser i frit erhverv er fx:

  • Selvstændig virksomhed som læge, advokat, ingeniør, tandlæge eller revisor
  • Selvstændig videnskabelig, litterær, kunstnerisk, uddannelses- eller undervisningsmæssig virksomhed.

Opregningen er ikke udtømmende.

I forhold til begrebet fast driftssted er det særlige ved disse erhverv, at det er meget let at arbejde i andre lande, uden at der behøver at være et fast forretningssted og dermed et fast driftssted i det land, hvor arbejdet foregår.

Danmark accepterer, at tjenesteydelser, der modtages i Danmark, ikke kan beskattes i Danmark, medmindre yderen har et fast driftssted i Danmark.

Bemærk

Kommentaren til modeloverenskomstens artikel 5 indeholder i punkt 42.11-42.48, kommentarer der handler om beskatning af tjenesteydelser der ikke er led i frit erhverv. Kommentaren beskriver bl.a., hvordan landene kan formulere et særligt stykke i artikel 5 om tjenesteydelser. Denne regel giver det land, hvor modtageren af tjenesteydelsen befinder sig, ret til at beskatte yderen af tjenesteydelsen i visse tilfælde, selv om der ikke er fast driftssted.

Danmark søger normalt at undgå sådan undtagelse i sine DBO'er.

Eksempel

En dansk journalist, der havde arbejdet i udlandet, ansås hverken for at have bopæl eller fast driftssted i Danmark i den periode sagen angik. Landsskatteretten lagde til grund, at journalisten ikke havde kontor eller lignende faciliteter i Danmark; at han ikke havde udarbejdet sine artikler i Danmark; at han havde udøvet sin journalistiske virksomhed i udlandet, og at han alene af praktiske årsager havde anvendt en dansk adresse som postadresse. Se TfS 1998,556.LSR.

Bemærk

Én person i ét land, der kører lægevagtskørsel i et andet land, anses ikke for at få fast driftssted i det andet land.

Se også

Se også afsnit

  • C.F.8.1 om begreberne kildeland og bopælsland og hvad det vil sige, at et land har beskatningsretten til en indkomst
  • C.F.8.2.2.3.1.4 (artikel 3) om begreberne foretagende og erhvervsvirksomhed
  • C.F.8.2.2.4 (artikel 4) om begreberne hjemmehørende og skattemæssigt hjemsted.

E-handel

Fast driftssted i forbindelse med E-handel og internetvirksomheder udgør et særligt problem. Dette er omtalt i punkt 42.1-10 i kommentaren til modeloverenskomstens artikel 5.

Ved E-handel skal der skelnes mellem en website (data og software) og den server (fysisk udstyr), hvorpå websitet er lagret. For at der kan blive tale om et fast driftssted, skal virksomheden have disposition over egen server. Derudover skal serveren opfylde de generelle bestemmelser for at kunne statuere fast driftssted:

  • serveren skal være fast; den skal befinde sig et bestemt sted i tilstrækkelig lang tid (42.4)
  • foretagendet skal kunne anses for helt eller delvist udøvet på en lokalitet, dvs. at det skal vurderes om foretagendet, pga. server eller andet computerudstyr, har faciliteter til rådighed, hvorfra foretagendets forretningsvirksomhed udøves (42.5)
  • det kræves ikke, at der skal være personale til stede på lokaliteten (42.6)
  • serveren eller computerudstyret må ikke kun anses for at være af hjælpende og forberedende karakter (42.7)
  • det afhænger af foretagendets virksomhed, om en aktivitet anses for at være af hjælpende og forberedende karakter i forhold til virksomhedens kerneområde (42.9)
  • aktiviteten skal udgøre en væsentlig og betydningsfuld del af foretagendet (42.8).

Eksempel

Spillefirma, der tilbyder online spil via internettet, er hjemmehørende i udlandet, hvor de også har spillelicens hos den lokale spillemyndighed. Spillefirmaet ønsker spillelicens i Danmark, da de vil tilbyde spil via internettet på det danske marked. Serveren, hvorpå websitet er lagret, er placeret udenfor Danmark. I Danmark påtænker virksomheden at ansætte to personer til at arbejde med reklame og marketing. De to ansatte har ikke fuldmagt til at indgå bindende aftaler på vegne af firmaet. Derfor fandt skatterådet, at spillefirmaet ikke får fast driftssted i Danmark. Se SKM2011.828.SR.

Oversigt over afgørelser, domme, kendelser, SKAT-meddelelser med videre

Skemaet viser relevante afgørelser på området:

Afgørelse samt evt. tilhørende SKAT-meddelelse

Afgørelsen i stikord

Yderligere kommentarer

Landsretsdomme

TfS 1998,556.LSR

En dansk journalist, der havde arbejdet i udlandet, ansås hverken for at have bopæl eller fast driftssted i Danmark i den periode sagen angik. Landsskatteretten lagde til grund, at journalisten ikke havde kontor eller lignende faciliteter i Danmark; at han ikke havde udarbejdet sine artikler i Danmark; at han havde udøvet sin journalistiske virksomhed i udlandet, og at han alene af praktiske årsager havde anvendt en dansk adresse som postadresse.

SKAT

SKM2011.828.SR

Spillefirma, der tilbyder online spil via internettet, er hjemmehørende i udlandet, hvor de også har spillelicens hos den lokale spillemyndighed. Spillefirmaet ønsker spillelicens i Danmark, da de vil tilbyde spil via internettet på det danske marked. Serveren, som websitet er lagret på, er placeret udenfor Danmark. I Danmark påtænker virksomheden at ansætte to personer til at arbejde med reklame og marketing. De to ansatte har ikke fuldmagt til at indgå bindende aftaler på vegne af firmaet. Derfor fandt skatterådet, at spillefirmet ikke får fast driftssted i Danmark.