Indhold

Dette afsnit handler om den prisfastsættelsesmetode, som kaldes avancefordelingsmetoden og på engelsk Profit Split Method. I dette afsnit anvendes betegnelsen Profit Split-metoden.

 

Afsnittet indeholder:

• Beskrivelse af Profit Split-metoden
• Anvendelse af Profit Split-metoden
• Fordele og ulemper ved Profit Split-metoden.

Beskrivelse af Profit Split-metoden

Profit Split-metoden og eksempler på anvendelse er beskrevet i OECD's Transfer Pricing Guidelines (2010-udgaven) pkt. 2.108 til 2.149.

Profit Split-metoden tager udgangspunkt i de koncernforbundne parters samlede nettoavance for de kontrollerede transaktioner. Denne avance fordeles i overensstemmelse med, hvad uafhængige parter ville forvente at opnå i nettoavance under sammenlignelige omstændigheder. Det skal bemærkes, at der ved eventuelt underskud, i stedet for avance, på tilsvarende vis skal foretages en fordeling efter Profit Split-metoden.

Ved Profit Split metoden er det forudsat, at den opgjorte avance, der skal splittes mellem parterne, er opgjort på armslængde-vilkår. I det omfang den ene eller begge parter, der indgår i en Profit Split, har kontrollerede transaktioner med anden koncernforbunden part, der ikke er en med i Profit Split-modellen, skal der som udgangspunkt redegøres for, at også disse transaktioner er opgjort i overensstemmelse med armslængdeprincippet. Alternativt kan den opgjorte avance, der danne grundlag for profit-fordelingen mellem de involverede parter, potentielt være udtryk for en ikke armslængdeavance.

Profit Split-metoden har ingen direkte sammenlignelighedsfaktor, idet metoden ikke - som de andre OECD-metoder - er baseret på at finde en pris eller en avance for en kontrolleret transaktion via prisen eller avancen på en sammenlignelig uafhængig transaktion. Eksterne data vil dog være meget relevante for vurderingen af den relative værdi af de forbundne parters relative bidrag til de kontrollerede transaktioner. Her er parternes funktioner, aktiver og risici de vigtigste faktorer.

Funktionsanalysen, hvor der redegøres for de involverede parters relative bidrag i relation til funktioner, aktiver og risici, er derfor den centrale del af en Profit Split-metoden.

Ud over den verbale redegørelse for parternes relative bidrag er det en vigtig del af analysen, at det for så vidt muligt forsøges kvantificeret, hvad de involverede parter bidrager med. Det kunne typisk være i forhold til parternes (drifts)omkostninger i relation til udførte funktioner, påtagede risici og involverede aktiver. Omkostninger ved aktiver må som udgangspunkt opgøres som afskrivningerne på aktiverne.

Profit Split-metoden er tosidet ligesom CUP-metoden, fordi den ikke som de øvrige metoder kun ser på den ene part i transaktionen og bestemmer armslængdeprisen på en kontrolleret transaktion via denne ene parts forhold. Profit Split-metoden ser på forholdene for begge (eller alle) de parter, som er med i transaktionen.

Metodens mål er at finde den relative værdi af parternes bidrag til den samlede nettoavance for en kontrolleret transaktion ud fra, hvad parterne bidrager med til transaktionen.  Disse relative værdier skal anvendes ved fordelingen af avancen fra de kontrollerede transaktioner mellem de forbundne parter. Fastlæggelsen af parternes bidrag tager udgangspunkt i en funktionsanalyse, og i det omfang det er muligt, anvendes eksterne markedsdata til at værdiansætte parternes bidrag.

Ved opgørelsen af de forbundne parters samlede nettoavance for en kontrolleret transaktion er det vigtigt, at opgørelsen sker på samme måde og under de samme forudsætninger i alle de implicerede virksomheder.

OECD's Transfer Pricing Guidelines (2010-udgaven) giver eksempler på to fremgangsmåder til at fordele den samlede nettoavance mellem parterne:

a) Bidragsanalysen (på engelsk betegnet Contribution Analysis)
b) Residualanalysen (på engelsk betegnet Residual Analysis).

Ad a) Bidragsanalysen

Bidragsanalysen fordeler den totale nettoavance, der genereres af de forbundne parter ved de kontrollerede transaktioner, til de enkelte virksomheder alt efter i hvilken udstrækning, den pågældende virksomhed med dens funktioner, aktiver og risici har bidraget til at skabe det pågældende resultat. Denne fordeling skal afspejle, hvordan uafhængige parter vil fordele en lignende avance. Hvis det er muligt, vil data om, hvordan uafhængige virksomheder fordeler resultatet under tilsvarende forhold, med fordel kunne inddrages.

Nettoavancen, der skal deles, er driftsoverskuddet for den pågældende kontrollerede transaktion. Ved at anvende overskudsdeling på driftsoverskuddet sikres det, at både indtægter og udgifter for de forbundne virksomheder bliver henført til den relevante koncernforbundne part på et ensartet grundlag, så der ikke efterfølgende er udgifter, der ændrer den endelige profitfordeling.

Det kan nogle gange være hensigtsmæssigt i stedet at foretage en opdeling af bruttoavancen og efter denne opdeling at fratrække de udgifter, som kan henføres til hver enkelt part udover de udgifter, der er medregnet ved beregningen af bruttoavancen. I sådanne tilfælde må det sikres, at udgifter, der kan henføres til hver enkelt part, stemmer overens med de funktioner, aktiver og risici, som de pågældende virksomheder har påtaget sig, og at fordelingen af bruttoavancen ligeledes stemmer overens med parternes funktioner, aktiver og risici.

Ad b) Residualanalysen

Under residualanalysen fordeles den samlede nettoavance ved de kontrollerede transaktioner mellem de forbundne parter i to faser:

• I første fase får hver af de forbundne parter et basisafkast for parternes bidrag til de kontrollerede transaktioner. Basisafkastet skal svare til, hvad en virksomhed inden for et lignende forretningsområde ville få for en sammenlignelig transaktion med tilsvarende funktioner, aktiver og risici. Basisafkastet findes ved at bruge en af de øvrige prisfastsættelsesmetoder.

• I anden fase vil eventuelt resterende avance eller tab blive fordelt på grundlag af en analyse af de involverede parters ikke 'rutinemæssige' bidrag. Det basisafkast, som blev fordelt i første fase, tager ikke højde for særligt værdiskabende aktiviteter, som parterne bidrager med, herunder bidrag ved af værdifulde immaterielle aktiver. Den resterende avance eller tab skal fordeles på baggrund af parternes relative bidrag hertil.

Eksempel

Dette eksempel viser, hvordan en avance kan fordeles.

1. Først opgøres den samlede avance ved de kontrollerede transaktioner (systemprofitten).
2. Derefter fordeles den andel af den opgjorte avance, der kan henføres til parternes rutinemæssige bidrag (basisaflønning).
3. Herefter fordeles den resterende avance (residual) til parternes ikke rutinemæssige bidrag. Denne fordeling tager ofte udgangspunkt i værdien af de immaterielle aktiver, som parterne bidrager med i forhold til de kontrollerede transaktioner.

Se også

Se også OECD's Transfer Pricing Guidelines (2010-udgaven) Annex II to Chapter II: Example to illustrate the application of the residual profit split method.

Anvendelse af Profit Split-metoden

I et kontrollerede miljø vil transaktionerne, og involverede parters bidrag i relation til transaktionerne, ofte være meget integreret, hvorved det kan være vanskeligt at adskille parternes relative værdiskabelse i relation til kunden.

Et eksempel kunne være salg af software-produkter, hvor installering, service og efterfølgende løbende support ofte er en helt integreret og nødvendig ydelse i relation til licensretten til softwaren. Licensen kan ikke sælges uden support og service, der på samme måde naturligvis ikke kan sælges uden licensen. Et andet eksempel kunne være salg af kompliceret produktionsudstyr, hvor det kræver en speciel uddannelse eller erfaring, at håndtere udstyret i forbindelse med installering, opdatering, reparationer eller lignende.       

Produkter og ydelser bliver typisk meget integreret, når der er tale om komplementære produkter og ydelser. Hvis et produkt slet ikke kan anvendes uden tilhørende andet produkt eller ydelse siges produkterne at være perfekte komplementærer.

En af de væsentligste fordele ved Profit Split-metoden er, at den netop kan anvendes til prisfastsættelse af sådanne integrerede produkter, processer o.lign.

Se også

Se også OECD's Transfer Pricing Guidelines (2010-udgaven) pkt. 2.109.

Profit Split-metoden er også velegnet som prisfastsættelsesmetode, hvis begge parter i transaktionen tilfører produktet unikke og værdifulde bidrag (funktioner, aktiver eller risici). Dette kunne eksempelvis være ved anvendelse af værdifulde immaterielle aktiver.

Når begge parter bidrager med unikke bidrag og immaterielle aktiver er det meget vanskeligt at finde sammenlignelige transaktioner, der kan anvendes til at armslængdeteste den ene af parternes bidrag. Dette gør sig tilsvarende gældende i forhold til meget integrerede produkter. Parternes andel af profitten fordeles på baggrund af værdien af parternes relative indsats og indskud.

Ved Profit Split-metoden skal der ikke nødvendigvis anvendes sammenlignelige data fra sammenlignelige transaktioner. Også af denne grund er Profit Split derfor ofte den mest velegnende metode ved integrerede produkter, og hvor begge parter tilfører unikke og værdifulde bidrag til transaktionen. 

Fordele og ulemper ved Profit Split-metoden

Fordele er:

• Profit Split-metoden er ikke i samme omfang afhængig af sammenlignelige transaktioner som de øvrige metoder og kan derfor også anvendes i de situationer, hvor der ikke kan identificeres sammenlignelige transaktioner mellem uafhængige parter.
• Metoden indebærer, at alle de forbundne parter, der indgår i de kontrollerede transaktioner, bliver vurderet.
• Metoden sikrer mod en urimelig forrykkelse af avancefordelingen, hvor den ene part i transaktionen ikke får nogen fortjeneste, og den anden part har en ekstrem høj avance på den kontrollerede transaktion.

Ulemper er:

• Profit Split-metoden er kun i begrænset omfang baseret på eksterne markedsdata og kan derfor være mere upræcis end de andre metoder.
• Uafhængige parter fastlægger som udgangspunkt ikke de interne afregningspriser efter Profit Split-metoden.
• Profit Split-metoden kan være svær at implementere.