Regel

Er skyldneren under rekonstruktionsbehandling, udsættes afgørelsen om konkurs indtil rekonstruktionsbehandlingens ophør. En begæring om rekonstruktionsbehandling behandles før en begæring om konkurs. En konkursbegæring bortfalder, hvis der stadfæstes en rekonstruktion, der indeholder bestemmelse om tvangsakkord for skyldneren. 

Se KL § 24. 

Rekonstruktionsbehandling indledt

Er der indledt rekonstruktionsbehandling, udsættes afgørelsen om konkurs indtil rekonstruktionsbehandlingens ophør. En begæring om udsættelse kræves derfor ikke. 

Rekonstruktionsbehandling ikke indledt

Begæringen om rekonstruktion behandles som den første, hvis skifteretten både har en begæring om konkurs og en begæring om rekonstruktion til behandling. En skyldner, mod hvem der er indgivet en konkursbegæring, som skifteretten endnu ikke har taget stilling til, kan derfor afværge en konkurs ved at indgive begæring om rekonstruktionsbehandling. Denne begæring skal da behandles først. Konkursrekvirentens interesser tilgodeses af, at en rekonstruktionsbehandling enten vil føre til rekonstruktion eller konkurs. En begæring om rekonstruktionsbehandling kan formentlig fremsættes i skifteretsmødet, hvor konkursbegæringen behandles, når blot et konkursdekret endnu ikke er afsagt. 

Bortfald af konkursbegæringen

Konkursbegæringen bortfalder, hvis skifteretten stadfæster en rekonstruktion, der indeholder bestemmelse om tvangsakkord. Konkursbegæringen bortfalder først, når kærefristen for stadfæstelsen af rekonstruktionen er udløbet, uden at kære er sket.