Indhold

Afsnittet handler om reglerne for kvoteomfattede centrale kraftvarmeværker og varmeværker.

Afsnittet indeholder:

  • Afgiftsgrundlaget
  • Opgørelse af brændværdi og energiindhold
  • Årlig regulering
  • Henvendelse til SKAT
  • Eksempler.

Afgiftsgrundlaget

Kvoteomfattede virksomheder skal efter kvotelovgivningen kende energiindholdet i det indfyrede brændsel.

Centrale kvoteomfattede værker skal opgøre den afgiftspligtige mængde, som det faktiske energiindhold i den indfyrede mængde afgiftspligtigt affald for anlægget.

Centrale værker er kraftværker og kraftvarmeværker omfattet af bilaget til kulafgiftsloven.

Når der produceres både varme og elektricitet, skal den del af energiindholdet i den indfyrede mængde afgiftspligtigt affald, som medgår til produktionen af elektricitet, dog ikke medregnes til den afgiftspligtige mængde.

Denne del beregnes efter fordelingsreglerne i KULAL § 7, stk. 1. Den producerede varme og elektricitet skal måles. Se afsnit E.A.4.4.10.2 om fordeling af brændsler mellem el- og varmeproduktion i kraftvarmeværker.  

Se KULAL § 5, stk. 5.

Opgørelse af brændværdi og energiindhold

Kvoteomfattede virksomheder skal efter CO2-kvoteordningen foretage en opgørelse af brændværdien og energiindholdet i afgiftspligtigt affald i de kvoteomfattede produktionsenheder.

Virksomheden (driftslederen) skal ifølge en overvågningsplan løbende overvåge CO2-udledningen. I overvågningsplanen er der bl.a. opstillet regler for opgørelse af forbruget af affald og brændværdien. Opgørelsen skal almindeligvis ske for hver affalds-/brændselskategori.

CO2-kvoteordningen er grundlæggende baseret på en årlig opgørelse, mens afgiftslovgivningen er baseret på, at den afgiftspligtige mængde skal opgøres hver kalendermåned.

Hvis brændværdien ifølge CO2-overvågningsplanen bestemmes og anvendes for et helt kalenderår, er det denne brændværdi, som skal lægges til grund for opgørelse af den afgiftspligtige mængde for tillægsafgiften for det samme kalenderår. Det samme gælder i øvrigt også for opgørelse af CO2-afgiften.

Hvis brændværdien bestemmes for en kortere periode end et kalenderår, anvendes de pågældende brændværdier for de samme perioder for opgørelse af tillægsafgiften (og CO2-afgiften).

Da der i et løbende kalenderår er en forskydning mellem tidspunktet for verifikation af brændværdien efter CO2-kvoteordningen, og den månedsvise opgørelse af den afgiftspligtige mængde, anvendes der en a conto brændværdi for at opgøre den afgiftspligtige mængde, indtil der foreligger en verificeret brændværdi for hele året.

Sidste års verificerede brændværdi anvendes som a conto brændværdi, indtil der foreligger en verificeret brændværdi for det pågældende kalenderår.

Hvis den kvoteomfattede virksomhed løbende, fx månedsvis, bestemmer brændværdien for det afgiftspligtige affald, kan denne brændværdi anvendes a conto.

Den afgiftspligtige mængde skal reguleres årligt på baggrund af den verificerede brændværdi.

Det forudsættes, at den kvoteomfattede virksomhed vejer mængden af indfyret afgiftspligtigt affald i den enkelte afgiftsperiode.

Årlig regulering

Der skal ske en årlig regulering af den afgiftspligtige mængde for tillægsafgiften (og for CO2-afgiften).

Det tillades efter omstændighederne, at regulering kan undlades, hvis der kun er tale om ubetydelige forskelle mellem på den ene side de indfyrede mængder og brændværdien, der har ligget til grund for afgiftsafregningen i løbet af kalenderåret, og på den anden side brændværdien og forbruget af afgiftspligtigt affald ifølge den verificerede CO2-udledning, der gælder for det samme kalenderår.

Henvendelse til SKAT

Da opgørelsen af CO2-udledningen grundlæggende baserer sig på individuelle overvågningsplaner tilpasset den enkelte virksomheds forhold, opfordres den kvoteomfattede affaldsforbrændingsvirksomhed til at kontakte en af SKATs punktafgiftsafdelinger med henblik på at aftale de nærmere retningslinjer for

  • opgørelse af den afgiftspligtige mængde for både tillægsafgiften og for CO2-afgiften
  • regulering af a conto opgørelser.

Eksempler

Nedenfor vises eksempler på beregning af afgiftsgrundlaget for tillægsafgiften for kvoteomfattede centrale værker. Formlerne til fordeling af brændsler ved kraftvarmeproduktion er nærmere beskrevet i afsnit E.A.4.4.10.

Eksempel 1

 

 

Brændsel

 :

Affald + Andre brændsler

Producerer

 :

Varme

Afgiftsgrundlag

 =

Energiindhold i indfyret mængde afgiftspligtigt affald 

Målinger

 :

Affald 100 GJ

Afgiftsgrundlag

 =

100 GJ

 

 

 

Eksempel 2

 

 

Brændsel

 :

Affald + Andre brændsler

Producerer

 :

Elektricitet + Varme

Målinger

 =

Affald 100 GJ, Andre brændsler 1.000 GJ, Produceret varme 500 GJ, Produceret elektricitet 250 GJ 

 

 

 

 

 

 V-formel 1,20

Produceret varme på affald

 =

Produceret varme * Affald/(Affald + Andre brændsler)

Produceret varme på affald

 =

500 GJ * 100 GJ/(100 + 1.000)GJ = 45 GJ

Afgiftsgrundlag efter V-formel 1,20

 =

45 GJ/1,20 = 38 GJ

Eller

 

 

 

 

 E-formel 0,67

Produceret elektricitet på affald

 = 

Produceret elektricitet * Affald/(Affald + Andre brændsler)

Produceret elektricitet på affald

 =

250 GJ *100 GJ/(100+1000)GJ = 23 GJ

Afgiftsgrundlag efter E-formel 0,67

 =

100 GJ - 23 GJ/0,67 = 66 GJ