Indhold

Dette afsnit handler om de afgiftsmæssige konsekvenser ved tinglysning af ændringer til tinglyste pantebrevsvilkår.

Afsnittet indeholder:

  • Generelt om vilkårsændringer
  • Skadesløsbreve.

Generelt om vilkårsændringer

De vilkår, som gælder for et allerede tinglyst pantebrev, kan ændres ved tinglysning af påtegning om vilkårsændring på pantebrevet.

Når der tinglyses ændringer i et allerede tinglyst pantebrev, og ændringerne ikkevedrører inddragelse af andet eller yderligere pant eller forhøjelse af det pantsikrede beløb, skal der betales en afgift på 1.400 kr. Se TAL § 5, stk. 6, 2. pkt., jf. § 7.

De vilkårsændringer, der er omfattet af § 5, stk. 6, 2. pkt., er fx debitorskifte, respektpåtegninger, relaksationer og ændringer i rente - og afdragsvilkår.

Ændres vilkårene i et pengeinstitutpantebrev, så pantebrevet fremover fx skal være et ejerpantebrev, er ændringen omfattet af TAL § 5 stk. 6, 2. pkt. og udløser derfor en afgift på 1.400 kr.

Efter tinglysningsmæssig praksis er det ikke muligt at skifte pantebrevsformular på et allerede tinglyst pantebrev. Det er derfor fx ikke muligt at tinglyse en vilkårsændring til et ejerpantebrev - der oprettes på pantebrevsformular A - for at omdanne ejerpantebrevet til et realkreditpantebrev, oprettet på pantebrevsformular B.

Ejerpantebreve og skadesløsbreve, der ved oprettelsen var omfattet af afgiftsfritagelsen i dagældende stempellov § 62, stk. 1, nr. 1, og nr. 12, er omfattet af overgangsbestemmelsen i TAL § 32, stk. 3, hvis de er

  • oprettet senest den 31. december 1999, og
  • afgiftsberigtiget korrekt efter stempelloven.

Disse dokumenter betragtes som korrekt afgiftsberigtiget efter tinglysningsafgiftsloven, og de vilkårsændringer, der senere foretages i disse dokumenter, er omfattet af TAL § 5, stk. 6, 2. pkt.

Skadesløsbreve

Et skadesløsbrev er et rammepant, hvilket vil sige, at der tinglyses et højeste pantsikret beløb til sikkerhed for et underliggende gældsforhold, hvis størrelse ikke fremgår af skadesløsbrevet. Skadesløsbreve tjener ofte til sikkerhed for ethvert mellemværende (enhver fordring) mellem kreditor og debitor.

Der kan tinglyses vilkårsændringer til et skadesløsbrev som ovenfor beskrevet.

Det vil sige, at et debitorskifte, der tinglyses på et skadesløsbrev, anses for omfattet af TAL § 5, stk. 6, 2. pkt. og udløser kun en afgift på 1.400 kr. Se TAL§ 7. 

Se også afsnit E.B.4.2.2.2 om skadesløsbreve til brug for tinglysning af virksomhedspant.