Indhold
Dette afsnit beskriver reglerne for fradrag for indbetalinger til hjælpe- og understøttelsesfonde omfattet af LL § 14 F og PBL § 52.
Afsnittet indeholder:
- Hjælpe- og understøttelsesfonde med et egentligt pensionsformål efter PBL § 52
- Hjælpe- og understøttelsesfonde med andre end pensionslignende formål efter LL § 14 F
- Fælles betingelser for fradrag for bidrag til alle hjælpe- og understøttelsesfonde
- Oversigt over afgørelser, domme, kendelser, SKAT- meddelelser med videre.
Hjælpe- og understøttelsesfonde med et egentligt pensionsformål efter PBL § 52
Hvem kan foretage fradrag?
Fradraget foretages af arbejdsgiveren.
Betingelser for fradraget
Arbejdsgiverens fradrag er betinget af, at fonden alene har til formål at udbetale ydelser af pensionslignende karakter til
- personer, der tidligere har været ansat i arbejdsgiverens virksomhed, eller
- sådanne arbejdstageres efterladte ægtefælle, herunder fraskilte ægtefælle, efterladte samlevere eller efterlevende børn, herunder stedbørn, under 24 år, se PBL § 52, stk. 2,
og at
- fondens midler er anbragt i overensstemmelse med reglerne i kapitel 6 i lov om tilsyn med firmapensionskasser, se PBL § 52, stk. 3
- mindst et af fondsbestyrelsens medlemmer vælges af og blandt de ansatte, der kan nyde godt af fondens virke, se PBL § 52, stk. 4.
Fonden må ikke give tilsagn om støtte for mere end et år ad gangen.
Se også C.A.10.4.1.6.3 om fælles betingelser for fradrag for bidrag til alle hjælpe- og understøttelsesfonde.
Beskatning af udbetaling fra fonden
Udbetalinger fra fondene medregnes som personlig indkomst hos modtagerne. Se PSL § 3, jf. SL § 4.
Hjælpe- og understøttelsesfonde med andre end pensionslignende formål efter LL § 14 F
Fondens formål
En arbejdsgiver kan fratrække bidrag til hjælpe- og understøttelsesfonde, der har til formål at betrygge eller forbedre kårene for personer, der er eller har været ansat i arbejdsgiverens virksomhed, eller deres pårørende. Se LL § 14 F.
Fonden må ikke udbetale ydelser af pensionslignende karakter.
Der skal med andre ord være tale om fonde, der har andre sociale formål end pensionslignende formål som fx at yde hjælp til uddannelse, sygehjælp, ferieophold eller sport.
Fonden må ikke give tilsagn om støtte for mere end ét år ad gangen.
Betingelser for fradraget
Fradragsretten for fonde, der er omfattet af LL § 14 F, er betinget af,
- at formålet med fonden er at betrygge eller forbedre kårene for personer, der er eller har været ansat i arbejdsgiverens virksomhed, eller deres pårørende
- at fonden ikke udbetaler ydelser af pensionslignende karakter
- at fondsbestyrelsens medlemmer vælges af og blandt de ansatte, der kan nyde godt af fondens virke.
Når bidraget er en gældsforpligtelse
Bidrag til fonde, der er omfattet af LL § 14 F, kan ydes ved, at arbejdsgiveren påtager sig en gældsforpligtelse over for fonden. I de tilfælde giver SKAT kun fradrag for fordringens kursværdi ved stiftelsen. Kursfastsættelsen af sådanne fordringer sker efter en vurdering af samtlige vilkår for gældsforholdet. Fondene er underlagt de krav, som stilles i fondsloven, i det omfang, de er omfattet af fondsloven.
Reglerne i LL § 12 om fradragsret for løbende ydelser gælder ikke ydelser til sociale fonde efter LL § 14 F. For disse fonde gælder alene reglerne om fradrag i LL § 14 F.
Se også afsnit om fælles betingelser for fradrag for bidrag til alle hjælpe- og understøttelsesfonde nedenfor.
Beskatning af udbetaling fra fonden
Udbetalinger fra fonden medregnes som personlig indkomst hos modtagerne. Se PSL § 3, jf. SL § 4.
Fælles betingelser for fradrag for bidrag til alle hjælpe- og understøttelsesfonde
Fælles betingelser for fradrag
Der er ikke fradragsret for bidrag til fonde, som er godkendt efter § 21 i den tidligere gældende renteforsikringslov, eller til fonde, hvor bidrag har kunnet ydes med fradragsret efter de tidligere regler i LL § 14, stk. 2.
Der er dog fradragsret, hvis fondene i øvrigt opfylder betingelserne for fradragsret i enten LL § 14 F eller PBL § 52.
Koncernforbundne selskaber
En arbejdsgiver kan opnå fradragsret for bidrag til en fond, der er fælles for flere selskaber inden for samme koncern eller for sambeskattede virksomheder. Selskaber, der alene er koncernforbundne i kraft af reglen i KGL § 4, stk. 2, er dog ikke omfattet af denne bestemmelse. Se TfS 1994, 881 LSR, der omhandlede et interessentskab, der oprettede en medarbejderfond efter LL § 14 F, der var fælles for medarbejdere i både interessentskabet og i selskaber, hvor interessentskabet var hovedaktionær.
Fradrag som driftsudgift
Hvis en fond ikke opfylder betingelserne i PBL § 52 eller LL § 14 F, kan en arbejdsgivers bidrag til fonden være fradragsberettiget som en driftsudgift efter de almindelige betingelser i SL § 6, litra a. Se SKDM1976.139.
Andelsforeningers sociale fonde
Hvis en andelsforening, som nævnt i SEL § 1, stk. 1, nr. 3, har oprettet en social fond, der er skattemæssigt selvstændig i forhold til foreningen, kan foreningen ved at yde bidrag til fonden formindske formuen med deraf følgende nedsættelse af indkomstskatten.
Oversigt over afgørelser, domme, kendelser, SKAT- meddelelser med videre
Skemaet viser relevante afgørelser på området:
Afgørelse samt evt. tilhørende SKAT- meddelelse |
Afgørelsen i stikord |
Yderligere kommentarer |
Landsskatteretskendelser |
TfS 1994, 881 LSR |
Et interessentskab havde ikke opnået fradragsret for bidrag til en fond omfattet af LL § 14 F. Fonden var fælles for medarbejdere i både interessentskabet som i selskaber, hvor interessentskabet var hovedaktionær. Interessentskabet henviste til, at selskaberne ganske vist ikke faldt ind under koncerndefinitionen i ÅRL § 1, men at de faldt ind under koncerndefinitionen i KGL § 6 B. Landsskatteretten fandt ikke grundlag for at fravige det selskabsretlige koncernbegreb, fordi der ikke var holdepunkter for at anvende kursgevinstlovens koncernbegreb i andre tilfælde, end hvor det var hjemlet.
Ikke fradrag. |
|
SKAT |
SKDM1976.139 |
Skatteministeriet tiltrådte Statsskattedirektoratets indstilling om, at den manglende mulighed for godkendelse i henhold til PBL § 52 og LL 14 F af fonds, der oprettes fælles for alle virksomheder inden for et fag, ikke i sig selv kan være til hinder for, at arbejdsgiverbidrag til de omhandlede ordninger kan fratrækkes som en driftsudgift omfattet af SL 6 a, hvis betingelserne i øvrigt er opfyldt. |
|