Indhold
Afsnittet beskriver reglerne for momsfritagelse af levering af varer fra told- og afgiftsfri butikker i særlige godkendte lufthavne (toldlufthavne), i fly og på skibe.
Afsnittet indeholder:
Lovgrundlag
ML § 34, stk. 5, har følgende ordlyd:
"§ 34. Følgende leverancer af varer og ydelser er fritaget for afgift:
...
Stk. 5. Skatteministeren kan i overensstemmelse med EU's regler bestemme, at levering fra told- og afgiftsfri butikker i toldlufthavne, i fly og på skibe er fritaget for afgift.
..."
Bestemmelsen har baggrund i momssystemdirektivets artikel 157 og 158, der har følgende ordlyd:
"Artikel 157
1. Medlemsstaterne kan fritage følgende transaktioner:
a) indførsel af varer, der er bestemt til at skulle henføres under en anden oplagsprocedure end toldoplag
b) levering af varer, der er bestemt til på deres område at skulle henføres under en anden oplagsprocedure end toldoplag.
2. Medlemsstaterne kan ikke tillade anvendelse af en anden oplagsprocedure end toldoplag for varer, der ikke er punktafgiftspligtige, når varerne er beregnet til levering i detailleddet.
Artikel 158
1. Uanset artikel 157, stk. 2, kan medlemsstaterne tillade en anden oplagsprocedure end toldoplag i følgende tilfælde:
a) når varer er bestemt til afgiftsfrie butikker med henblik på levering af varer til rejsende, som medbringer varerne som personlig bagage, og som begiver sig til et tredjelandsområde eller et tredjeland ad luft- eller søvejen, og hvor denne levering er fritaget i henhold til artikel 146, stk. 1, litra b)
b) når varer er bestemt til afgiftspligtige personer med henblik på levering til rejsende om bord på fly eller skibe under en rejse ad luft- eller søvejen, hvor ankomststedet ligger uden for Fællesskabet
c) når varer er bestemt til afgiftspligtige personer med henblik på momsfri levering i henhold til artikel 151.
2. Når medlemsstaterne anvender den i stk. 1, litra a), omhandlede fritagelse, træffer de de nødvendige foranstaltninger for at sikre en korrekt og enkel anvendelse af denne fritagelse og hindre enhver form for unddragelse, undgåelse og misbrug.
3. Ved anvendelsen af stk. 1, litra a), forstås ved »afgiftsfri butik« enhver forretning på en lufthavns eller havns område, der opfylder de krav, som de kompetente offentlige myndigheder stiller."
Se også
Se også:
Regel
Der er momsfritagelse for levering fra told- og afgiftsfri butikker i særlige godkendte lufthavne (toldlufthavne), i fly og på skibe ved afrejse til destinationer uden for EU.
Det er en betingelse for momsfritagelsen, at passageren kan vise gyldigt rejsehjemmel til fly m.v., der afgår til en lufthavn/havn i et land uden for EU (3.land). Det er endvidere en betingelse, at den rejsende medbringer de told- og afgiftspligtige varer i den rejsendes personlige bagage.
Det er kun varer, der er fritaget efter toldlovens regler, som er omfattet af bestemmelsen. Se D.A.10.1.3.3.
Se også
Se dog også afsnit D.A.10.1.4.2 om levering af ydelser, brændstof og forsyninger til luftfartøjer, som anvendes af flyselskaber, som mod betaling hovedsagelig flyver i udenrigstrafik.
Toldlovens regler gør det muligt for andre flyselskaber momsfrit at proviantere fly på afgange til 3. lande. Se Toldvejledningen, afsnit D.2.