Indhold

Der er ansat fogeder i domstolene (de judicielle fogeder) og fogeder hos RIM (pantefogeder). I dette afsnit beskrives, hvilke regler og hvilken kompetence, der gælder for fogederne.

Afsnittet indeholder:

• Den judicielle foged
• Restanceinddrivelsesmyndighedens pantefogeder
• Pantefogedens saglige kompetence
• Pantefogedens juridiske kompetence
• Stedlig kompetence
• Værnetingsregler - hvor kan udlæg foretages?
• Oversigt over afgørelser, domme, kendelser, SKAT-meddelelser med videre

Den judicielle foged

Der foretages forskellige typer af fogedforretninger i Fogedretten som fx

• Udlæg
• arrest
• fogedforbud
• bevissikring
• tilbagetagelse og
• udsættelse af lejemål.

Fogedretten har betydning for RIMs inddrivelse af krav på især 2 områder:

1. Det er fogedretten, der skal inddrive de kravstyper, som ikke har udpantningsret fx civilretlige krav. Dette betyder, at det er domstolene, der skal foretage udlægsforretningen, hvis et krav ikke har udpantningsret. Se bilag 1 til INDOG om krav, der har udpantningsret.
2. Fogedretten er klageinstans for udlæg, der er foretaget af RIMs pantefogeder, når skyldner fremsætter indsigelser. Se SKINDL § 6, stk. 1, og INDOG 17, stk. 2.

Kontorpersonalet ved fogedretterne kan bemyndiges til at foretage fogedforretninger. Se RPL § 19, stk. 3. Hvis fogeden er en kontorfoged, må der under fogedsagen ikke træffes afgørelse i tvister eller foregå bevisførelse.

Hvis en skyldner udebliver fra et møde i fogedretten, og pantefogden mener, at sagen bør behandles under en udkørende fogedforretning med henblik på at høre skyldnerens personlig forklaring og undersøge skyldnerens bolig for udlægsegnede effekter, skal fogedretten imødekomme en sådan begæring. Se UfR 2001, 2396 VLK.

Restanceinddrivelsesmyndighedens pantefogeder

Pantefogeden kan kun foretage inddrivelse af skatter og afgifter mv. samt andre offentlige krav, som er tillagt udpantningsret i lovgivningen. Udlæg kan foretages af ansatte, der er bemyndiget som pantefoged af RIM. Se SKINDL § 3, stk. 1.

Pantefogder er kun underlagt de administrative myndigheder i relation til selve ansættelsesforholdet.

Pantefogdernes juridiske beføjelser er fastsat i Skatteinddrivelsesloven og i Retsplejeloven. Indenfor de judicielle beføjelsers rammer kan RIM i cirkulærer og vejledninger regulere pantefogdernes administrative beføjelser, men de administrative myndigheder har ikke en egentlig instruktionsbeføjelse, hvad angår pantefogdens judicielle arbejde i forbindelse med udlægsforretninger. Dette er blandt andet kommet til udtryk i dommen UfR 1991,117 VLK, hvor Vestre Landsret fandt, at en fejl ikke var begået af distrikstoldkamret (nu skattecentret) som rekvirent, men af den daværende toldfoged (nu pantefoged).

Pantefogedens judicielle arbejde er heller ikke underlagt det administrative rekurssystem og falder derfor uden for Ombudsmandens kompetence.

Pantefogedens saglige kompetence

Den saglige kompetence beskriver pantefogedens kompetence i forhold til den stedlige fogedret, samt hvilke fordringer som pantefogeden kan foretage udlæg for.

Krav, der i lovgivningen er tillagt udpantningsret, kan umiddelbart inddrives ved udlæg. Se RPL § 478, stk. 2.

Pantefogeden kan derfor foretage udlæg for offentligretlige krav, hvis kravet i lovgivningen er tillagt udpantningsret. Se afsnit G.A.3.2.2.1.1 om kravstyper tillagt udpantningshjemmel.

Pantefogeden kan derimod aldrig foretage udlæg for krav af privatretlig karakter som fx erstatningskrav og sagsomkostninger tilkendt ved dom. Se afsnit G.A.3.2.2.1.1 om kravstyper tillagt udpantningshjemmel, der også omhandler krav, der ikke er tillagt udpantningsret.

For personskatterestancer kan pantefogeden under visse betingelser også foretage udlæg i ejendele, der tilhører ægtefællen eller børn. Dette gælder dog ikke udlæg hos en indeholdelsespligtig for beløb, som denne har været pligtig at indeholde. Se INDOG § 12.

Se også

Se også afsnit G.A.3.1.5 om ægtefællehæftelse.

Pantefogedens juridiske kompetence

Pantefogedens juridiske kompetence er noget snævrere end den judicielle fogeds. Begrundelsen er af retssikkerhedsmæssig karakter da:

• Pantefogeden og kreditor er repræsenteret i én og samme person. Pantefogeden skal derfor både påse, at skyldnerens rettigheder respekteres, og samtidig varetage kreditors interesse.
• Pantefogeden er ansat hos kreditor og skal som ansat adlyde ordrer fra sin arbejdsgiver i modsætning til den judicielle foged, som er uafhængig af sin arbejdsgiver (Justitsministeriet).

Pantefogedens kompetence er begrænset i forhold til den judicielle fogeds kompetence på følgende områder:

• Hvis skyldner kommer med indsigelser mod pantefogedens udlæg, skal sagen indbringes for fogedretten. Se SKINDL § 6.
• Selv om pantefogedens udlæg foretages efter RPL kapitel 45-47, må pantefogeden ikke:

• Træffe bestemmelse efter RPL § 497, stk. 2, om at skyldneren skal tages i forvaring med henblik på at fremtvinge oplysninger. Se SKINDL § 7, stk. 2.
• Undersøge skyldnerens person uden bemyndigelse fra fogedretten. Se SKINDL § 7, stk. 3.
• Afhøre tredjemænd som vidne, fx at indkalde en repræsentant fra banken til at afgive forklaring om skyldners engagement. Se UfR 1979,216 VLK. Ønsker pantefogeden en sådan vidneafhøring, skal afhøringen foretages af fogedretten.

Pantefogdens kompetence er udvidet i forhold til den judicielle fogeds kompetence på følgende måde:

• Pantefogden kan, uanset bestemmelsen i RPL § 494, stk. 3, begære en skyldner politifremstillet for at fremskaffe oplysninger til brug for lønindeholdelse. Se SKINDL § 7, stk. 1.
• Den såkaldte fredningsregel i RPL § 490 gælder ikke for udlæg, der foretages af pantefogder.

Stedlig kompetence

Stedlig kompetence er der hvor pantefogeden må foretage udlæg. Der gælder følgende hovedregel og undtagelse.

Hovedregel

Hovedreglen er, at en pantefoged foretager udlæg i egen skatteregions område. En påbegyndt udlægsforretning kan efter RPL § 491, stk. 3, kontinueres (fortsættes) i et andet område, hvis der er særlige forhold. Det kan fx være, hvis der er påviselig fare for, at skyldneren vil skjule eller afhænde aktiver, som befinder sig der, eller hvis en nøjagtig registrering af udlagte effekter gør det nødvendigt.

Undtagelse

En udlægsforretning kan, hvis særlige grunde taler for det, påbegyndes i et andet skatteregions område. Se RPL § 491, stk. 3.

Særligt vedrørende tilsigelse af skyldner

Pantefogeden kan tilsige en skyldner til en udlægsforretning, hvis denne foretages ved den skatteregion, hvor skyldneren har bopæl eller opholdssted, eller hvorfra han driver erhvervsmæssig virksomhed. Se SKINDL § 10, jf. § 5, stk. 2.

Bemærk

Tilsigelsesreglen i SKINDL § 10, der svarer til RPL § 494, er ingen værnetingsregel, da den kun bestemmer, hvornår den særlige underretning, som tilsigelsen er udtryk for, kan bruges.

Tilsigelse er forbundet med en adgang til politifremstilling af skyldneren, hvis skyldneren udebliver fra udlægsforretningen uden lovligt forfald. Tilsigelsesreglen sætter dermed en grænse for, hvor langt en skyldner kan pålægges at skulle rejse fra den retskreds, hvor skyldner sædvanligvis opholder sig, dvs. bopæl, opholdssted eller virksomhedsadresse. Grænsen går ved den tilstødende retskreds, men om udlægsforretningen lovligt kan gennemføres i denne retskreds afgøres af RPL § 487 (værnetingsreglerne).

Værnetingsregler - hvor kan udlæg foretages?

Værnetingsreglerne afgrænser det geografiske område, hvor en udlægsforretning kan foretages og bestemmes efter reglerne i RPL § 487. Se RPL §§ 235, 236, 238, 239 og 240.

Da den geografiske afgrænsning af skatteregionerne afviger fra den geografiske afgrænsning af retskredse som RPL § 487 henviser til, er der i forbindelse med vedtagelse af lov nr. 252 af 30. marts 2011 indsat en ny bestemmelse i skatteinddrivelsesloven, hvorefter RIMs lokale afdelinger d.v.s skatteregioner dækker, i stedet for retskredse. Se SKINDL § 5, stk. 2.

Tilsigelsesreglen i SKINDL § 10 er ikke ændret. Pantefogeden kan derfor kun tilsige skyldner til en udlægsforretning, hvis denne foretages i den retskreds, hvor skyldneren har bopæl eller opholdssted, eller hvorfra skyldneren driver erhvervsvirksomhed, eller i en tilstødende retskreds. Se nedenfor.

Principale værneting

RPL § 487, stk. 1, angiver 4 principale værneting, hvoraf kun 3 har betydning for pantefogden:

• Skyldnerens hjemting. Se RPL §§ 235, 236 og 238
• Skyldnerens forretningssted
• Hvor der findes pant for den fordring, for hvilken udlæg foretages.

De principale værneting er sideordnede. Dette medfører, at det er pantefogeden, der bestemmer, hvor udlægsforretningen foretages, hvis der er mere end 1 værneting, der kan bruges.

Subsidiære værneting

RPL § 487, stk. 2, angiver 2 sideordnede subsidiære værneting:

• Den retskreds (den skatteregion), hvor skyldneren opholder sig eller træffes
• Den eller de retskredse (skatteregioner), hvor skyldneren har aktiver.

Et subsidiært værneting kan kun bruges, hvis

• ingen af de principale værneting er anvendelige, eller
• et principalt værneting tidligere har været brugt, uden at RIM opnåede fuld dækning for sit krav.

Ekstraordinært værneting

Endelig kan udlægsforretningen foretages ved andre fogedretter end de nævnte, hvis muligheden for fuldbyrdelse ellers vil blive væsentligt forringet. Se RPL § 487, stk. 3.

Dette ekstraordinære værneting kan fx benyttes, hvis skyldneren er ved at forlade landet eller foretager handlinger, der vil lægge væsentlige hindringer i vejen for foretagelse af udlæg.

I praksis vil RPL § 487, stk. 3, navnlig være en hjemmel til at bruge de subsidiære værneting ekstraordinært.

Bemærk

Under udlægsforretningen kan pantefogeden foretage udlæg i aktiver, der befinder sig i en anden skatteregions områder, hvis aktiverne kan identificeres med tilstrækkelig tydelighed. Udlægsforretningen kan i øvrigt kontinueres (fortsættes) i en anden skatteregions område, hvis det vurderes at være nødvendigt af hensyn til registrering, vurdering eller rådighedsberøvelse af det udlagte. Se RPL § 491, stk. 3.

Oversigt over afgørelser, domme, kendelser, SKAT-meddelelser med videre

Nedenfor angives relevante afgørelser, der forholder sig til pantefogedens og den judicielle fogeds kompetence

Afgørelse samt evt. tilhørende SKAT-meddelelser	Afgørelsen i stikord	Yderligere kommentarer
Landsretten
UfR 2001, 2396 VLK	Efter at skyldner S var tilsagt til møde i fogedretten, men udeblevet, begærede kreditor K sagen behandlet under en udkørende fogedforretning. K oplyste på fogedrettens forespørgsel, at begrundelsen for begæringen var ønsket om at høre S' personlige forklaring og undersøge S' bolig for udlægsegnede effekter. Fogedretten afslog begæringen, da K ikke havde angivet konkrete grunde til, at sagen skulle foretages udkørende i stedet for at iværksætte politifremstilling. Landsretten ændrede afgørelsen og bestemte, at udlægsforretningen skulle fortsætte som udkørende fogedforretning, da der ikke forelå konkrete forhold, der gjorde, at begæringen ikke skulle efterkommes.
UfR 1991,117 VLK	Under en forgæves udlægsforretning foretaget af toldfogeden i 1983 havde skyldneren S fremsat indsigelse mod størrelsen af toldvæsenet T's krav, men denne indsigelse var ved en fejl ikke blevet indbragt for fogedretten. Denne fejl fandtes imidlertid ikke at være begået af T i dettes egenskab af rekvirent, men af toldfogeden. Der var derfor ikke grundlag for at antage, at T havde undladt uden ugrundet ophold at forfølge sit krav, se RPL § 527, og der var herefter ved udlægsforretningen sket afbrydelse af forældelsesfristen.	Afgørelsen er et eksempel på sondringen mellem pantefogedens judicielle og administrative arbejde.
UfR 1979,216/2 VLK	Bestemmelsen i RPL § 170, stk. 3, var ikke til hinder for, at en udlægssøgende kreditor, gennem vidneførsel af personale fra en nærmere angiven bankafdeling, der protesterede herimod med henvisning til princippet om »bankhemmeligheden«, søgte oplysning om skyldneren havde aktiver i afdelingen og i bekræftende fald disses art.