Indhold

Dette afsnit beskriver reglerne for beskatning af udlodninger fra investeringsselskaber og investeringsforeninger.

Afsnittet indeholder:

  • Regel
  • Hvornår medregnes udlodninger for personer til den personlige indkomst, kapitalindkomsten eller aktieindkomsten?
  • Indeholdelse af udbytteskat
  • Oversigt over afgørelser, domme, kendelser, SKAT-meddelelser med videre.

 

Se også

  • C.D.1.1.10.1 om klassifikation af foreningerne
  • C.D.1.1.10 om den subjektive og objektive skattepligt for investeringsforeninger
  • C.D.1.1.10.2 om definition af investeringsselskaber
  • C.D.1.1.10.9 om betingelserne for, at en investeringsforening er udloddende, herunder de nærmere regler om minimumsudlodning. Se også LL § 16 C.

En investeringsforening er akkumulerende, hvis den ikke opfylder betingelserne for at være udloddende, og heller ikke er omfattet af reglerne om investeringsselskaber. Se ABL § 19 om investeringsselskaber, afsnit C.D.1.1.10.2 og C.D.1.1.10.8.

Regel

Udlodninger fra investeringsforeninger er skattepligtige både for personer og selskaber. Se LL § 16 A, stk. 1. Der gælder dog enkelte undtagelser, se nedenfor.

Den del af minimumsudlodningen efter LL § 16 C, der ikke udloddes, regnes også med til udbyttet. Se LL § 16 A, stk. 2, nr. 3.

Udlodninger fra en delvis kapitalnedsættelse i en investeringsforening er også omfattet af LL § 16 A.

x

For personer, der modtager udbytte fra selskaber, hvis aktier er omfattet af ABL § 19, og som er eller har været hjemmehørende i udlandet, kan SKAT i visse tilfælde efter ansøgning eftergive en del af skatten. Se LL § 33 G, stk. 1. Der kan dog ikke eftergives et større beløb end det beløb, hvormed summen af de beløb, som det udbyttegivende selskab har udredet i skat af den del af indkomsten, der ligger til grund for udbyttet, og det beløb, som skatteyderen har udredet i skat af den til udbyttet svarende del af indkomsten, overstiger summen af de beløb, der skulle have været betalt i skat af henholdsvis det udbyttegivende selskab og den skattepligtige person, hvis det udbyttegivende selskab skulle have været beskattet her i landet af den til grund for udbyttet liggende indkomst. Er der indgået en dobbeltbeskatningsoverenskomst med den fremmede stat, Færøerne eller Grønland, kan der dog ikke ved opgørelsen af det beløb, der kan eftergives, indregnes større skattebeløb end dem, som den fremmede stat, Færøerne eller Grønland efter overenskomsten har et ubetinget krav på at oppebære. Se LL § 33 G, stk. 2.x

For selskaber kan der under visse betingelser ske nedsættelse af det skattepligtige beløb af udbytte fra aktier og investeringsforeningsbeviser, der er udstedt af et investeringsselskab og derfor omfattet af ABL § 19, hvis investeringsforeningen er eller har været hjemmehørende i udlandet. Se SEL § 17, stk. 3, og xafsnit C.D.2.4.3.2 om skattefri udbytteindtægter og udbytte fra udlandet for selskaber xLV xSelskaber og aktionærer afsnit S.C.1.2.4.5. om selskabers skattepligt af udbytte fra investeringsforeninger, og afsnit S.E.2.2. om udbytte fra udlandet. x

Aktier og investeringsforeningsbeviser er kun omfattet af reglerne i aktieavancebeskatningsloven, hvis investeringsforeningen er et selvstændigt skattesubjekt. Er selskabet eller foreningen ikke et selvstændigt skattesubjekt, beskattes deltagerne af deres andel af indtægter og udgifter (fuld transparensbeskatning). 

Hvornår medregnes udlodninger for personer til den personlige indkomst, til kapitalindkomsten eller til aktieindkomsten?

Udbytte af investeringsforeningsbeviser, der er omfattet af ABL § 17 om næring, beskattes som personlig indkomst. Det gælder også, hvis investeringsforeningsbeviset er udstedt af et investeringsselskab og derfor ellers er omfattet af ABL § 19. Se PSL § 4, stk. 5.

Udbytte fra aktier og investeringsforeningsbeviser, der er udstedt af et investeringsselskab og derfor omfattet af ABL § 19, beskattes som kapitalindkomst. Se PSL § 4, stk. 1, nr. 4, og PSL § 4 a, stk. 2.

De årlige værdistigninger eller -fald på aktier og investeringsforeningsbeviser, der er udstedt af et investeringsselskab, skal medregnes i den skattepligtige indkomst efter lagerprincippet. Beskatningen sker som kapitalindkomst. Se ABL § 23, stk. 7, PSL § 4, stk. 1, nr. 5, PSL § 4 a, stk. 1, nr. 1, og stk. 2, samt afsnit C.B.4.3. Gevinst og tab på disse aktier og investeringsforeningsbeviser medregnes således i den skattepligtige indkomst, selv om aktierne eller investeringsforeningsbeviserne ikke sælges. 

Udbytte fra en akkumulerende investeringsforening, der ikke er et investeringsselskab, beskattes som kapitalindkomst. Se PSL § 4, stk. 1, nr. 4, og § 4 a, stk. 1, nr. 1. xFra den 1. januar 2013 beskattes de nævnte udbytter derimod som aktieindkomst. Se § 9, nr. 6, der ændrer PSL

§ 4 a, stk. 1 og 2, og § 15, stk. 2, i lov nr. 433 af 16. maj 2012.x

Udlodninger fra udloddende investeringsforeninger

For personer medregnes udbyttet enten til aktieindkomsten, til kapitalindkomsten, til den personlige indkomst, eller er skattefrit.

Baggrunden for reglerne er, at medlemmet af foreningen så vidt muligt skal beskattes af udlodninger fra foreningen, som om medlemmet havde foretaget de underliggende investeringer selv. Dette princip kaldes transparensprincippet. Det tilstræbes derfor, at afkast, der er skattefrit ved en direkte investering, også er skattefrit som udlodning fra foreningen. Den skattemæssige behandling af udlodninger fra udloddende investeringsforeninger afhænger derfor af den investering, som danner baggrund for udlodningen.

Transparensprincippet fraviges dog på enkelte punkter og er ikke i sig selv en beskatnings- eller fradragshjemmel, men kun et underliggende udgangspunkt for beskatning af udbytte.

Der kan derfor ikke med hjemmel i transparensprincippet modregnes kildeartsbegrænsede tab på aktier i udlodninger fra foreningen, selvom disse stammer fra gevinst på tilsvarende aktier. Selvom en person, der personligt havde foretaget investering i begge aktieposter, kunne modregne tab på den ene post i gevinst på den anden efter ABL § 13A, er der ikke hjemmel til at modregne et personligt tab i udlodning af foreningens gevinst. Også på andre punkter vil transparensprincippet kunne blive brudt.

Udloddende investeringsforeninger opgør via minimumsudlodningen de indtægter og gevinster, der ville være skattepligtige for personer ved direkte investering. Foreningerne kan også i vidt omfang foretage fradrag i udlodningen for de tab, der ville være fradragsberettigede hos personer ved direkte investering. Se LL § 16 C. På denne måde tilstræbes det, at medlemmet beskattes, som om investeringen var foretaget direkte, og at beskatningen sker med det fulde beløb (der sker ikke geninvestering af afkastet uden fornyet indskud i foreningen af beskattede midler). Endelig kommer beskatningen til at foregå løbende. Se afsnit C.D.1.1.10.9 om minimumsudlodningens indhold.

Reglerne om beskatning af udlodninger fra udloddende investeringsforeninger for personer udenfor næring sikrer en opdeling af udlodningerne i en skattefri del, en aktieindkomstbeskattet del og en kapitalindkomstbeskattet del. Opdelingen er foretaget efter transparensprincippet. Se LL § 16 A, stk. 1-5, PSL § 4, stk. 1, nr. 4 og 18, og PSL § 4 a, stk. 1, nr. 3. Reglerne PSL § 4 a, stk. 1, nr. 3, fastlægger, hvilken del af den skattepligtige udlodning, der skal medregnes som aktieindkomst og dermed også hvilken del, der medregnes som kapitalindkomst. Opgørelsen tager sit udgangspunkt i den del af udlodningerne, der er skattepligtig efter LL § 16 A. For næringsskattepligtige efter KGL § 13 vil det sige hele udlodningen (se nedenfor), mens en vis del af udlodningen for øvrige personer er skattefri. Se LL § 16 A, stk. 4-5.

Hvilken del af udlodningerne er skattefri?

Den skattefri del af udlodningen opgøres som hele udlodningen fratrukket den del af minimumsudlodningen, som består af indtægter, der hos personer ved en direkte investering bliver beskattet som kapitalindkomst eller som aktieindkomst. Se LL § 16 A, stk. 4, nr. 3, og stk. 5.

Den skattefri del af udlodningen udgøres af gevinst på blåstemplede obligationer, erhvervet før den 27. januar 2010, minus visse administrationsudgifter. Se LL § 16 A, stk. 5, og § 16 C, stk. 3, nr. 10, stk. 4, og stk. 5, nr. 4. Gevinst på blåstemplede obligationer, der er erhvervet før den 27. januar 2010, er normalt skattefri ved en direkte investering. Se KGL § 14, stk. 2, i den formulering, der var gældende før lov nr. 724 af 25. juni 2010, og overgangsreglen i § 20, stk. 2, i lov nr. 724 af 25. juni 2010.

Hvilken del af udlodningen er kapitalindkomst?

Den del af den skattepligtige del af udlodningen, der indgår i minimumsudlodningen ifølge LL § 16 C, stk. 3, nr. 1-5 samt 7-8, er kapitalindkomst. Se LL § 16 C, stk. 3, PSL § 4, stk. 1 nr. 4, og § 4 a, stk. 1 nr. 3.

I henhold til LL § 16 C drejer det sig om følgende beløb:

  • Indtjente renter og løbende ydelser (LL § 16 C, stk. 3, nr. 1)
  • Udbytter, der ved direkte investering ville være kapitalindkomst (LL § 16 C, stk. 3, nr. 2)
  • Gevinster på fordringer, der er skattepligtige efter kursgevinstloven (LL § 16 C, stk. 3, nr. 3 og 4)
  • Gevinst på gæld, omfattet af KGL § 6 (LL § 16 C, stk. 3, nr. 4)
  • Gevinst på finansielle kontrakter fratrukket tab på finansielle kontrakter (LL § 16 C, stk. 3, nr. 5) 
  • Gevinst på aktier og investeringsforeningsbeviser, der er udstedt af et investeringsselskab (LL § 16 C, stk. 3, nr. 7)
  • Gevinst på investeringsforeningsbeviser i udloddende obligationsbaserede investeringsforeninger (LL § 16 C, stk. 3, nr. 8)

Hvilken del af udlodningen er aktieindkomst?

Den resterende del af udlodningen, dvs. beløb, der medregnes efter minimumsudlodningen ifølge LL § 16 C, stk. 3, nr. 6 (gevinst fratrukket tab ved afståelse af aktier) + nr. 9 (aktieudbytte), samt beløb som foreningen vælger at udlodde, selvom disse ikke er omfattet af minimumsudlodningen (frivillige udlodninger), er herefter aktieindkomst. Se PSL § 4 a, stk. 1 nr. 3.

I henhold til LL § 16 C drejer det sig om følgende beløb:

  • Gevinst på aktier mv., fratrukket tab, bortset fra aktier, der er udstedt af et investeringsselskab (LL § 16 C, stk. 3, nr. 6) 
  • Udbytter, der ved direkte investering ville være aktieindkomst (LL § 16 C, stk. 3, nr. 9)
  • Frivillige udlodninger, dvs. udlodninger, som ikke er omfattet af minimumsudlodningen.

Fradrag i minimumsudlodningen

Der er også visse regler for fradrag i minimumsudlodningen. Det drejer sig om følgende:

  • Visse tab på aktier, der er udstedt af et investeringsselskab, visse tab på investeringsforeningsbeviser i udloddende obligationsbaserede investeringsforeninger, og visse tab på fordringer. Se LL § 16 C, stk. 4
  • Fradrag for foreningens administrationsomkostninger efter visse nærmere regler. Se LL § 16 C, stk. 5
  • Fremførsel af negative beløb efter nærmere regler. Se LL § 16 C, stk. 6.

Næring

For personer, der er næringsdrivende efter KGL § 13, opgøres aktie- og kapitalindkomst på samme måde som for øvrige personer. Dog er det hele minimumsudlodningen (inkl. gevinst på blåstemplede obligationer, der er erhvervet før den 27. januar 2010), der indgår i fordelingen mellem de to indkomstarter. Se LL § 16 A, stk. 4, nr. 3, og stk. 5. Det medfører, at visse indkomster, der ved en direkte investering blev beskattet som personlig indkomst, bliver beskattet som kapitalindkomst for denne personkreds. 

Indeholdelse af udbytteskat

Udloddende investeringsforeninger skal mindst indeholde udbytteskat i minimumsudlodningen. Se LL § 16 C, stk. 1, 2 og 15, og KSL § 65, stk. 3, 2. pkt.

Investeringsforeninger, der udelukkende investerer i fordringer, der er omfattet af kursgevinstloven, i aktier i det administrationsselskab, der forestår foreningens administration, og i afledte finansielle instrumenter, er dog undtaget fra pligten til at indeholde udbytteskat. Se KSL § 65, stk. 3, 3. pkt.

Der skal indeholdes en endelig udbytteskat på 15 pct. af udbytte, som danske selskaber betaler til selskaber eller investeringsforeninger, der er omfattet af ABL § 19, med mindre der er tale om udbytte i moder-/datterselskabsforhold. Se KSL § 65, stk. 3 og 8, og kildeskattebekendtgørelsen (bek. nr. 1306 af 15. december 2011 ) § 34. Det forudsættes, at selskabet eller investeringsforeningen enten er medtaget på den database, der er nævnt i kildeskattebekendtgørelsens § 34, eller at investeringsforeningen har afleveret en bekræftelse fra SKAT om at være omfattet af den nævnte bestemmelse. Se kildeskattebekendtgørelsens § 34.

Der skal dog ikke indeholdes udbytteskat i udlodninger fra udloddende investeringsforeninger eller investeringsselskaber til investeringsselskaber, der er omfattet af ABL § 19, hvis disse efter vedtægterne ikke kan investere i aktier eller andele i selskaber hjemmehørende her i landet, bortset fra aktier i det administrationsselskab, som forestår foreningens eller selskabets administration. Se KSL § 65, stk. 3 og 8.

Ovennævnte regler skal imødegå, at personer og selskaber i udlandet undgår beskatning af udbytte fra aktier i danske selskaber ved at placere aktierne i et investeringsselskab, akkumulere udbytterne skattefrit i investeringsselskabet og derefter sælge aktierne uden begrænset skattepligt.

Oversigt over afgørelser, domme, kendelser, SKAT-meddelelser med videre

Skemaet viser relevante afgørelser på området:

Afgørelse

samt evt. tilhørende SKAT-meddelelse

Afgørelsen i stikord

Yderligere kommentarer

Landsskatteretskendelser

SKM2009.452.LSR

Landsskatteretten har fastslået, at de danske regler om udbytteskat ikke kan anses for diskriminerende i relation til EU's regler om arbejdskraftens frie bevægelighed. Der var ikke grundlag for at antage, at den forskellige behandling af udbytter fra her i landet hjemmehørende selskaber til hhv. et udenlandsk investeringsinstitut og en dansk udloddende investeringsforening indebar en diskrimination af sammenlignelige situationer.

 

SKM2002.165.LSR

Landsskatteretten fastslog, at udlodninger fra en delvis kapitalnedsættelse i en investeringsforening er omfattet af LL § 16 A. Landsskatteretten tog også stilling til begrænsning for anvendelsen af transparensprincippet i et tilfælde, hvor en investeringsforening udelukkende investerede i obligationer.

 

SKAT

SKM2008.243.SR

Skatterådet har i et bindende svar bekræftet, at en bevisudstedende og udloddende investeringsforening, der har skiftet status fra en blandet afdeling til en udloddende obligationsafdeling, ikke længere skal indeholde udbytteskat ved udbetaling af udbytte.