Indhold

Dette afsnit beskriver, hvilke virksomheder, der er omfattet af særordningen for rejsebureauer.

Afsnittet indeholder:

  • Begrebet "rejsebureau"
  • Oversigt over afgørelser, domme, kendelser, SKAT-meddelelser med videre.

Begrebet "rejsebureau"

Særordningen for rejsebureauer gælder for transaktioner udført af rejsebureauer, der handler i eget navn over for den rejsende, og som til rejsens gennemførelse anvender leveringer af varer og ydelser, der foretages af andre afgiftspligtige personer. Se ML § 67, stk. 1.

Rejsearrangører betragtes som rejsebureauer, når de anvender de særlige momsregler i særordningen for rejsebureauer. Se ML § 67, stk. 3.

Rejsebureauer i momslovens forstand er herefter:

  • rejsearrangører, der i eget navn sælger rejseydelser direkte til rejsende, og
  • formidlere, der i eget navn, men for en andens regning (rejsearrangørens), sælger rejseydelser, idet formidleren anses for selv at have købt og videresolgt rejsen.

Særordningen for rejsebureauer gælder også for en virksomhed, der ikke er et rejsebureau eller en person, der organiserer turistrejser i disse udtryks sædvanlige betydning. Ordningen gælder derfor også en virksomhed, som udfører de samme transaktioner i forbindelse med anden virksomhed, eller som udfører transaktioner, der er sammenlignelige med dem, som et rejsebureau eller en person, der organiserer turistrejser, udfører. Se EF-domstolens domme i de forenede sager C-308/96 og C-94/97, Howden Court Hotel, samt sag C-200/04, Ist.

Særordningen for rejsebureauer gælder ikke rejsebureauer, der

  • udelukkende fungerer som formidlere
  • er omfattet af ML § 27, stk. 3, nr. 3 om udlæg. Se ML § 67, stk. 2.

I denne situation indkøber rejsebureauet nemlig ikke varer og ydelser, der direkte kommer den rejsende til gode, og videresælger dem heller ikke til den rejsende.

Rejsebureauet handler i andens navn, når bureauet i den rejsendes navn og for dennes regning eksempelvis bestiller flybilletter og/eller hotel. Rejsebureauet har ikke nogen selvstændig prissætning af ydelserne overfor den rejsende, og bureauet kan bestille hotelværelser på et hvilket som helst hotel ved anvendelse af hotellets bookingsystem.

Det samme gælder formidling af salg af flybilletter, hvor bureauet udsteder billetter i flyselskabernes navn. Bureauet modtager provision fra flyselskabet og opkræver gebyr fra den rejsende for sine formidlingsydelser. Se SKM2005.363.LSR.

Kravet om, at rejsearrangøren skal handle i eget navn over for den rejsende, indebærer derfor, at virksomheder, som i almindelig sprogbrug betegnes som "rejsebureauer", ofte skal anvende momslovens almindelige regler.

Se også

Se også:

  • Afsnit D.A.8.1.1.3.3 om udlæg, dvs. beløb, som en sælger modtager fra køber som godtgørelse af omkostninger, som sælger har afholdt i købers navn og for dennes regning, jf. ML § 27, stk. 3, nr. 3.
  • Afsnit D.A.17.4 om ydelser, der er omfattet af særordningen for rejsebureauer.

Oversigt over afgørelser, domme, kendelser, SKAT-meddelelser med videre

Skemaet viser relevante afgørelser på området:

Afgørelse samt evt. tilhørende SKAT-meddelelse

Afgørelsen i stikord

Yderligere kommentarer

EU-domme

De forenede sager C-308/96 og C-94/97, Howden Court Hotel

Sagerne vedrørte et hotel, som tilbød gæster ophold, hvor der i prisen udover selve opholdet indgik transport til hotellet med busser samt udflugt med bus under opholdet.

Domstolen slog fast, at salg af et hotelophold med tilknyttede transportydelser er omfattet af særreglen om rejsebureauydelser. Momsen skulle derfor opgøres på basis af fortjenstmargin.

Særreglen gjaldt dog kun de dele af den samlede ydelse, som var indkøbt hos tredjemand, dvs. transportydelserne, men ikke opholdet.

Domstolen udtalte, at de grunde, der ligger bag den særordning, som gælder for rejsebureauer og for personer, der organiserer turistrejser, også gør sig gældende i det tilfælde, hvor den erhvervsdrivende ikke er et rejsebureau eller en person, der organiserer turistrejser, i disse udtryks sædvanlige betydning, men udfører de samme transaktioner i forbindelse med anden virksomhed, som fx hotelvirksomhed.

Sag C-200/04, Internationale Sprach- und Studienreisen GmbH (ISt)

Sagen vedrørte et erhvervsdrivende selskab, der tilbød ydelser, som fx high school-programmer og collegeprogrammer, som bestod i organisering af sprogrejser og studier i udlandet.

Selskabet leverede i eget navn mod betaling af en pakkepris sine kunder et ophold i udlandet på tre til ti måneder og anvendte i den forbindelse ydelser, der blev præsteret af andre afgiftspligtige personer.

Domstolen fandt, at ISt i forbindelse med sin virksomhed vedrørende high school-programmerne og collegeprogrammerne udførte transaktioner, der er identiske med eller i det mindste sammenlignelige med dem, som et rejsebureau eller en person, der organiserer turistrejser, udfører.

Dommen fastslog, at selskabets virksomhed var omfattet af særreglen om rejsebureauer.

Formålet med en rejse og længden af opholdet på bestemmelsesstedet er uden betydning for anvendelsen af særordningen for rejsebureauer.

Landsskatteretskendelser

SKM2005.363.LSR

Ved formidling af salg af flybilletter handlede et erhvervsrejsebureau i en andens navn og for en andens regning. Selskabets aktivitet med formidling af flybilletter var derfor momspligtig.

Der var tale om formidling, da det var flyselskaberne, der bar risikoen for flytransporten. Der var lagt vægt på den aftale, som var indgået mellem selskabet og IATA, samt til de forpligtelser, som var pålagt flyselskaberne i henhold til Warszawa-konventionen.

Erhvervsrejsebureauet handlede derudover i flyselskabets navn. Der var lagt særlig vægt på, at bureauet både oplyste på fakturaerne, at det optrådte som agent for flyselskaberne, og at det var flyselskaberne, som var ansvarlige for gennemførelsen af flytransporten, samt at kunderne fik oplyst navnet på flyselskabet samtidig med udsendelsen af fakturaen. Der var endvidere lagt vægt på, (a) at betalingen til erhvervsrejsebureauet bestod i en formidlingsprovision, mens selve billetprisen tilfaldt flyselskabet, og (b) at kundens betaling for flybilletten ofte gik uden om selskabet og direkte til flyselskaberne, der herefter afregnede formidlingsprovisionen til selskabet.

Endelig blev der lagt vægt på, at erhvervsrejsebureauet ikke havde egne standardbestemmelser for flytransporten, som kunden skulle tiltræde i forbindelse med købet af flybilletten. Det blev derfor ikke tillagt afgørende betydning, at bureauet også forestod sagsbehandlingen af nogle af de reklamationer, som vedrørte flyselskaberne. Det var endvidere ikke tillagt betydning, at selve faktureringen af flybilletten ikke var sket i flyselskabets navn.

Da erhvervsrejsebureauet ved formidling af salg af flybilletter derfor handlede for fremmed regning og i en andens navn, kunne bureauet ikke anses for selv at have modtaget og leveret flytransporten (idet ML § 4, stk. 4 kun omfatter formidlere, der handler i eget navn, men for en andens regning). Endvidere var erhvervsrejsebureauets formidling af salg af flybilletter ikke momsfritaget efter ML § 13, stk. 1, nr. 16 (nu ophævet), idet denne bestemmelse kun omfatter rejsebureauvirksomhed i eget navn.

Landsskatteretten bemærkede, at der kun var taget stilling til erhvervsrejsebureauets aktivitet med formidling af salg af flybilletter, og at der derfor ikke var taget stilling til fx selskabets bureaus salg af en rejsebureauydelse, hvori der kan indgå en flytransport.

 

TfS2000, 155

  • Et bureau, der arrangerede "kør-selv-ferier" m.v., blev anset for momsfri rejsebureauvirksomhed.
  • Bureauet tilbød sine kunder, hvad der i bureauets katalog var betegnet som "Gør det selv ferie - kør-selv eller flyv", herunder indkvartering i store dele af Europa hovedsageligt i feriehuse/-lejligheder eller hoteller, men også i luksustelte, teltbungalower/trigano, flodbåde, mobilhomes og caravanes.
  • Landsskatteretten fastslog, at rejsebureaudefinitionen i ML § 13, stk. 1, nr. 16 skulle forstås i overensstemmelse med bemyndigelsesbestemmelsen i momssystemdirektivets artikel 371, dvs. at rejsebureauvirksomhed, der var omfattet af rejsebureaudefinitionen i direktivets artikel 306 - 310, var momsfritaget efter momsloven.
  • Landsskatteretten fandt også, at bureauet opfyldte de to betingelser, der er angivet i momssystemdirektivets artikel 306 - 310, nemlig
  • at selskabet skulle handle i eget navn over for den rejsende, og
  • at selskabet til rejsens gennemførelse skulle anvende leveringer af ydelser, der var præsteret af andre afgiftspligtige personer.

Afgørelsen vedrører den nu ophævede ML § 13, stk. 1, nr. 16 om rejsebureauvirksomhed.

Landsskatteretten bemærkede, at det forhold, at bureauets kunder i de fleste tilfælde af den flerhed af tilbud, som bureauet tilbød i kataloget, kun tog imod tilbuddet om leje af feriebolig, ikke i sig selv kunne være til hinder for at anse bureauet for et rejsebureau.

Rejsebureaudefinitionen kan ikke begrænses til udelukkende at omfatte salg af pakkerejser mv. Afgørende er karakteren af ydelserne, samt den måde og form under hvilken ydelserne tilbydes.