Indhold
Dette afsnit beskriver regler om indkomstopgørelsen for den længstlevende ægtefælle, når selvstændig virksomhed indgår i det uskiftede bo.
Afsnittet indeholder:
- Personer omfattet af reglen
- Regel
- Forskudsregistrering som medarbejdende ægtefælle
- Regler for dødsfald før 1. juli 2008.
Personer omfattet af reglen
Reglen omfatter den længstlevende ægtefælle, når den længstlevende ægtefælle skal beskattes efter skattereglerne om uskiftet bo mv. Se afsnit C.E.4.1.
Regel
Indkomst i mellemperioden fra en erhvervsvirksomhed skal medregnes ved indkomstopgørelsen hos den ægtefælle, der har drevet eller i overvejende grad har drevet virksomheden. Det
gælder uanset hvem af ægtefællerne, der er ejer af virksomheden. Se DBSL § 60, stk. 2, 1. pkt.
Når afdøde har drevet en virksomhed ved udgangen af året før dødsåret, skal indkomst fra virksomheden i dødsåret opgøres for begge ægtefæller
under ét for hele dødsåret. Indkomsten for hele dødsåret fordeles forholdsmæssigt mellem ægtefællerne. Fordelingen af indkomsten mellem ægtefællerne
sker i forhold til de perioder, ægtefællerne hver især har drevet virksomheden. Se. § 60, stk. 2, 2. pkt.
Se også
Se afsnit C.E.12.2 om
dødsboer, der udleveres til ægtefællen efter reglerne om uskiftet bo, når afdøde har brugt reglerne om
- virksomhedsordning i virksomhedsskattelovens afsnit I eller
- konjunkturudligningshenlæggelse i afsnit II i virksomhedsskatteloven
i indkomståret før dødsåret.
Skattemæssige afskrivninger
Skattemæssige afskrivninger på aktiver, der bruges i en af ægtefællernes erhvervsvirksomhed, kan trækkes fra hos den ægtefælle, der skal medregne virksomhedens
resultat i sin indkomstopgørelse. Se KSL § 26 A, stk. 1, 2. pkt.
Det betyder, at fradrag for afskrivning indgår i beskatningen af virksomhedens indkomst, når reglerne om uskiftet bo mv. skal bruges.
Når afdøde har drevet en virksomhed ved udgangen af året før dødsåret, og det årlige resultat skal fordeles forholdsmæssigt mellem ægtefællerne
efter de perioder, som ægtefællerne hver især har drevet virksomheden, skal skattemæssige afskrivninger være trukket fra i virksomhedens årlige resultat, før den
forholdsmæssige fordeling sker.
Se også
Se LV Erhvervsdrivende afsnit C.C.2.4 E.C om de generelle regler om skattemæssige afskrivninger.
Forskudsregistrering som medarbejdende ægtefælle
Reglerne om overførsel af beløb som medarbejdende ægtefælle fra den ægtefælle, der i overvejende grad har drevet virksomheden, til en medarbejdende
ægtefælle er betinget af, at ægtefællerne er samlevende ved indkomstårets udløb. Se KSL § 25 A, stk. 3.
Når ægtefællerne var forskudsregistreret med brug af reglerne om medarbejdende ægtefælle for dødsåret, kan der overføres et beløb fra den
ægtefælle, der i overvejende grad har drevet virksomheden, til den anden ægtefælle. Se DBSL § 60, stk. 2, 3. pkt.
Beløbet, der kan overføres, udgør 1/12 af det forskudsregistrerede årlige beløb for hver begyndt måned fra begyndelsen af dødsåret til og med den
måned, hvori dødsfaldet er sket. Er dødsfaldet fx sket den 5. oktober, overføres et beløb svarende til 10/12 af det forskudsregistrerede beløb. Se DBSL § 60, stk.
2, 3. og 4. pkt.
Regler for dødsfald før 1. juli 2008
Dette skema viser, hvilke regler der er anderledes, når dødsfaldet er sket før 1. juli 2008:
Hvis dødsfaldet er sket ...
|
Så er...
|
før 1. juli 2008
|
der ikke mulighed for at bruge reglen om medarbejdende ægtefælle for dødsåret, da reglen først er indført med virkning for dødsfald 1. juli 2008 og
senere.
|