Indhold

Dette afsnit handler om regelgrundlaget for eftergivelse af gæld til det offentlige.

Afsnittet indeholder

  • Regelgrundlag
  • Formål
  • Anvendelsesområde
  • Særlige regler om eftergivelse.

Regelgrundlag

De almindelige regler om eftergivelse af gæld til det offentlige findes i gældsinddrivelseslovens §§ 13-15.

Reglerne om eftergivelse er i vidt omfang parallelle med konkurslovens regler om gældssanering, som disse fremgik af konkursloven efter vedtagelsen af lovbekendtgørelse nr. 775 af 3. maj 2021, som ændret ved lov nr. 447 af 9. juni 2004lov nr. 1169 af 8. juni 2021 og lov nr. 893 af 21. juni 2022. Det bemærkes, at gældsaneringsreglerne i konkursloven undergik en større modernisering i 2022 og at tilsvarende ændringer ikke er sket i eftergivelsesreglerne i gældsinddrivelsesloven.► ◄

Restanceinddrivelsesmyndigheden vil ved fortolkning af eftergivelsesreglerne derfor inddrage fortolkningen af de tidligere gældende regler for gældssanering, hvor bestemmelserne var enslydende.

Gældsinddrivelseslovens bestemmelser om eftergivelse suppleres af gældsinddrivelsesbekendtgørelsens kapitel 8, der indeholder de nærmere regler om fastsættelse af afdragene og afdragsperiodens længde. Bemyndigelsen til udstedelsen af disse regler findes i gældsinddrivelseslovens § 14, stk. 2-3.

►Bemærk

Med lovforslag nr. 82 af 27. november 2025 om ændring af lov om inddrivelse af gæld til det offentlige er der indført regler om, at eftergivelse af gæld til det offentlige er betinget af, at skyldneren ikke begår kriminalitet efter at have fået eftergivelse.

Reglerne forventes at træde ii kraft den 3. februar 2026.

Dette afsnit, samt andre afsnit der bliver berørt af regelændringerne, bliver derfor først ajourført ved offentliggørelsen af version 2026-2 af Den juridiske vejledning i juli 2026.◄

Formål

Eftergivelse er en mulighed for at komme ud af en økonomisk håbløs situation. Får en skyldner eftergivet sin gæld til det offentlige, betyder det, at vedkommende enten ikke skal betale sin gæld til det offentlige, eller at det kun er en del af gælden, der skal betales.

Reglerne om eftergivelse skal medvirke til, at håbløst forgældede skyldnere får muligheden for at komme videre og opnå en varig forbedring af deres økonomiske forhold. Desuden skal reglerne sikre, at skyldneren får afbetalt så meget af gælden, som der realistisk er mulighed for.

Gældsinddrivelseslovens regler om eftergivelse omfatter både gæld til det offentlige, som inddrives af restanceinddrivelsesmyndigheden, og gæld til det offentlige, der vil kunne inddrives af restanceinddrivelsesmyndigheden, fx gæld der endnu er under opkrævning. Dette sikrer, at skyldner kan opnå en samlet ordning for al gæld, som denne har til det offentlige, uanset om gælden er overdraget til restanceinddrivelsesmyndigheden eller ej. ►Det hviler historisk på Konkursrådets betænkning nr. 1449/2004 om gældssanering og Justitsministeriets lovforslag nr. 10 om ændring af konkursloven mv. fremsat 23. februar 2005, som eftergivelsesreglerne er udformet i overensstemmelse med.◄

Anvendelsesområde

Gæld til det offentlige

Eftergivelsesreglerne i gældsinddrivelsesloven gælder kun for gæld til det offentlige, der inddrives eller vil kunne inddrives af restanceinddrivelsesmyndigheden. Se gældsinddrivelseslovens § 13, stk. 1.

Har skyldner både offentlig og privat gæld, og er den private gæld væsentlig, kan restanceinddrivelsesmyndigheden, efter en konkret vurdering, give afslag på eftergivelse. Se gældsinddrivelseslovens § 13, stk. 3.

I forbindelse hermed skal restanceinddrivelsesmyndigheden vejlede skyldner om mulighederne for at benytte konkurslovens regler om gældssanering. Se G.A.3.4.5 Gældssanering.

Hensigten er, at skifteretterne skal behandle sager, hvor skyldner har gæld til både private og offentlige fordringshavere, mens restanceinddrivelsesmyndigheden behandler sager om eftergivelse, når skyldner primært har gæld til det offentlige.

Restanceinddrivelsesmyndigheden kan dog, efter en konkret vurdering, vælge at eftergive skyldners gæld til det offentlige på trods af væsentlig gæld til private. Det kræver, at skyldner herved vil kunne opnå en varig forbedring af sine økonomiske forhold.

►Bemærk:

Hvis der foreligger sociale eller andre omstændigheder, der taler for eftergivelse efter gældsinddrivelseslovens § 13, stk. 6, kan skyldners gæld til private ikke i sig selv tale imod eftergivelse. Se mere herom i afsnit G.A.3.4.7.3.3 Sociale eller andre forhold der i særlig grad taler for eftergivelse.◄

Hvem kan få eftergivelse?

Ifølge gældsinddrivelseslovens § 13, stk. 5 gælder eftergivelsesreglerne som udgangspunkt kun for fysiske personer.

Juridiske personer (selskaber, foreninger, selvejende institutioner, fonde eller lignende) kan dog også opnå eftergivelse efter reglerne i gældsinddrivelseslovens § 13, stk. 6, når der er forhold, der i særlige grad taler for eftergivelse.

Interessentskaber (I/S), kommanditselskaber (K/S), partrederier og dødsboer kan ikke søge om eftergivelse.

Særlige regler om eftergivelse

Særlige regler for visse strafferetlige fordringer

Restanceinddrivelsesmyndigheden kan også eftergive idømte, vedtagne eller pådømte offerbidrag, samt bøde- og konfiskationsbeløb, bortset fra tvangsbøder. Dette følger af gældsinddrivelsesbekendtgørelsens §§ 35-36, som er udstedt med hjemmel i straffuldbyrdelseslovens § 91, stk. 3. Se mere om eftergivelse af disse gældstyper i G.A.3.4.7.3.4 Eftergivelse af gæld opstået ved strafbare forhold.

Den tidligere ordning for eftergivelse af gæld for socialt udsatte grupper

Tidligere fandtes der en særlig ordning, hvorefter eftergivelse kunne ske i medfør af lov om forsøg med eftergivelse af gæld til det offentlige for socialt udsatte grupper. Denne lov blev ophævet med virkning fra 1. juni 2018.

Socialt udsatte personer kan søge om eftergivelse efter de almindelige regler i gældsinddrivelseslovens §§ 13-15. Her vil særligt gældsinddrivelseslovens § 13, stk. 6 være relevant. Se mere om denne bestemmelse i G.A.3.4.7.3.3 Sociale eller andre forhold, der i særlig grad taler for eftergivelse.

For mere information vedrørende den tidligere forsøgsordning for socialt udsatte grupper se Den juridiske vejledning 2020-2 afsnit G.A.3.1.6.5.2 Eftergivelse efter den tidligere forsøgsordning for socialt udsatte grupper.

Ret og pligt-ordningen

Ret og pligt- ordningen er en særlig eftergivelsesordning, der indebærer, at skyldnere, der gør en indsats og tager initiativ til at forbedre deres økonomiske situation, vil kunne få eftergivet en del af deres gæld til det offentlige. Eftergivelse efter ret og pligt-ordningen indebærer bl.a. et krav om uddannelse eller arbejde indenfor en nærmere bestemt periode. Regelgrundlaget for ordningen findes i gældsinddrivelseslovens § 15 a.

Se mere herom i G.A.3.4.7.7 Ret og pligt-ordningen.