| GB art. 178 og 179 Ved fortoldning af forsendelser indeholdende værditoldpligtige varer, hvis toldværdi overstiger 80.000 kr., skal der afgives en erklæring - toldværdideklaration - om handelsforholdet mellem køber og sælger, om købs- og leveringsbetingelser samt en angivelse af de beløb, der skal tages i betragtning ved ansættelsen af toldværdien.
Deklarationen afgives på en særlig blanket, benævnt toldværdideklaration - nr. 14.007. Blanketten, der er vist i toldvejledningens bilag 4, anskaffes af importøren og kan købes i boghandlen. Blanketten kan også udfyldes og udskrives via SKAT´s hjemmeside på adressen: www.skat.dk.
Toldværdideklarationen skal afgives, uanset om fortoldningen foretages på grundlag af en fortoldningsangivelse (enhedsdokumentet), eller om den foretages via en edb-løsning, fx on-line.
Foretages angivelsen via en edb-løsning, skal toldværdideklarationen dog ikke afgives til toldmyndighederne i forbindelse med fortoldningen, men opbevares hos importøren og kunne fremvises på forlangende.
Værdigrænsen på 80.000 kr. gælder pr. forsendelse, det vil sige, at der skal afgives en deklaration, hvis forsendelsens samlede værdi overstiger 80.000 kr., uanset om værdien pr. varekode eventuelt ikke overstiger grænsen. Hvis forsendelsen indeholder såvel værditoldpligtige varer som andre varer, er det værdien af de værditoldpligtige varer, der er afgørende.
Ved værditoldpligtige varer forstås varer, for hvilke tolden skal beregnes på grundlag af toldværdien, herunder også tilfælde, hvor en specifik toldsats er kombineret med en værditoldsats.
Leveres varer i delsendinger, skal der afgives toldværdideklaration, såfremt den samlede værdi er over 80.000 kr. Deklarationen afgives ved første indførsel.
Deklarationen skal ikke afgives, hvis varerne:
- er toldfri ifølge toldtariffen,
- kan opnå toldfrihed som følge af en toldpræference-, toldkontingent- eller importloftordning,
- kan indføres toldfrit ifølge en toldsuspension eller toldlempelsesordning. Dette gælder dog ikke værditoldpligtige varer, der indføres til aktiv forædling efter tilbagebetalingsordningen.
Deklarationen skal endvidere ikke afgives ved oplæggelse af varer på toldoplag eller på private lagre i Københavns Frihavn. Ligeledes skal deklarationen ikke afgives for varer, der værdiansættes på grundlag af de forenklede procedurer for letfordærvelige varer - frugter og grøntsager, eller i tilfælde, hvor indførslen ikke har erhvervsmæssig karakter.
Toldværdideklarationen skal underskrives af importøren eller af en person, herunder en speditør, som varemodtageren har bemyndiget til at underskrive. Det er en betingelse, at underskriveren er bosat i EU, og at den pågældende er i besiddelse af alle de nødvendige oplysninger.
For samlesendinger, se afsnit A.6.3.2.3, kan der afgives en samlet toldværdideklaration for hele sendingen underskrevet af speditøren. I køberfeltet - rubrik 2a - henvises til samlefakturaens oplysninger om købernes navne og adresser.
Har varerne været genstand for successive salg, se afsnit A.6.1, skal toldværdideklarationen afgives med navnene på de parter, der er køber og sælger i den handel, som er grundlaget for toldværdien.
GB art. 179, stk. 3 Importører, som til stadighed indfører varer fra samme leverandør på uændrede handelsvilkår, kan få tilladelse til at afgive en generel toldværdideklaration om handelsforholdet til den pågældende leverandør. Sådanne deklarationer har som hovedregel gyldighed i 3 år, men dog kun så længe handelsforholdene er uændrede. Skriftlig ansøgning om en sådan tilladelse sendes til told- og skatteforvaltningen. |