| TK art. 30, stk. 2, litra a Toldværdien efter denne metode ansættes
som transaktionsværdien for tilsvarende varer. Varerne skal være
solgt med henblik på udførsel til EU og være udført
fra eksportlandet på samme eller næsten samme tidspunkt som de varer,
der skal værdiansættes.
GB art. 150 Ved tilsvarende varer forstås
varer, der er fremstillet i samme land, og som fremtræder ens i alle henseender,
herunder ens fysiske egenskaber, kvalitet og omdømme. Mindre forskelle i udseende tages ikke i betragtning.
Toldværdien ansættes ved at anvende en
transaktionsværdi for tilsvarende varer, der
er solgt i samme handelsled og i omtrent samme mængder som de varer, der skal
værdiansættes. Hvis det ikke er muligt, at konstatere en sådan transaktionsværdi, kan der anvendes en transaktionsværdi for tilsvarende varer, som er solgt i et andet handelsled og/eller i andre mængder. Der
skal da foretages en forholdsmæssig justering af værdien i op- respektive
nedadgående retning for forskellene i handelsled
og/eller varemængde. Importøren
skal kunne dokumentere forskelle og justeringer.
En betingelse for at justere for forskel i handelsled
og/eller varemængde er, at justering kun
foretages, når den kan dokumenteres at være rimelig og nøjagtig. Dokumentation
kan f.eks. være gældende prislister, hvor der er anført priser, som
refererer til forskellige handelsled og/eller til
forskellige varemængder.
Eksempel
Et vareparti, der skal værdiansættes, består af ti enheder.
De eneste indførte tilsvarende varer for hvilke, der er konstateret en transaktionsværdi,
vedrørte et salg på 500 enheder. Sælgeren ydede her kvantumsrabat,
hvilket kan ses af sælgers prisliste. Ved justering anvendes den pris, som
efter prislisten gælder for salg af ti enheder. Det er ikke en betingelse,
at sælger faktisk har haft salg af ti enheder, men toldcentret kan eventuelt
kræve dokumentation for, at prislisten faktisk anvendes og ikke kun er proforma.
Hvis der foreligger flere
forskellige, acceptable transaktionsværdier for tilsvarende
varer, kan den laveste værdi anvendes.
Er det ikke muligt at få oplysninger om transaktionsværdien
for tilsvarende varer, der er fremstillet
af den faktiske producent, kan transaktionsværdien af tilsvarende
varer, som er fremstillet af andre producenter, anvendes.
Eksempel
En importør har købt et vareparti til 90 kr. pr. enhed. Denne pris
kan ikke accepteres, fordi betingelserne for transaktionsværdien ikke er opfyldt.
Importøren henviser derefter til en import af tilsvarende varer, der er værdiansat
efter metoden med transaktionsværdien (se A.6.1)
til 98 kr. pr. enhed. Disse varer er indført kort tid før, og der er ingen
forskel på transportomkostningerne. Forudsat at varerne kan anses som tilsvarende
varer, vil toldværdien for varepartiet blive ansat til 98 kr. pr. enhed. |