Regel
Børn, der ikke er fyldt 15 år ved indkomstårets begyndelse, er ikke omfattet af oplysningspligten i SKL § 2.
Dette gælder dog kun, hvis de ikke har haft skattepligtig indkomst, jf. KSL § 5 i indkomståret.
Se SKL § 3, stk. 1, nr. 1.
Efter KSL § 5 ansættes børn som hovedregel selvstændigt i skat. Børn skal derfor som hovedregel beskattes af deres indtægter. Det gælder uanset deres alder og uanset, om de er hjemmeboende eller ej. Afgørende for, om en indtægt eller ydelse skal beskattes hos forældrene eller hos barnet er, hvem af parterne der har et retligt krav på ydelsen. Når der er tale om en mindreårig person, er det som hovedregel forældrene, som det påhviler at give oplysningerne om barnets skattepligtige indkomst til Skatteforvaltningen. Se nærmere om børns beskatning i afsnit C.A.9 Beskatning af børn og C.B.2.15.1 Beskatning af rentenydelsesretter herunder båndlagte kapitaler.