Dato for udgivelse
27 mar 2014 10:29
Dato for afsagt dom/kendelse/afgørelse/styresignal
15 jan 2014 10:16
SKM-nummer
SKM2014.217.ØLR
Myndighed
Østre Landsret
Sagsnummer
17. afdeling, B-14-14
Dokument type
Kendelse
Overordnede emner
Inddrivelse
Overemner-emner
Betalingsstandsning og konkurs
Emneord
Krav, nægtelse, dekret, udlæg, ejendomsvurdering, fordring
Resumé

Sagen handlede om, hvorvidt betingelserne for afsigelse af konkursdekret mod en personlig skyldner, der drev landbrugsvirksomhed, var opfyldt, herunder spørgsmålet om, hvorvidt konkursfordringen nød betryggende sikkerhed i skyldners faste ejendom, jf. konkurslovens § 20, stk. 1, nr. 1, jf. stk. 2.

Forud for konkursbegæringens indgivelse havde SKAT foretaget to udlæg i skyldners faste ejendom. Der var tinglyst pant og udlæg i ejendommen for i alt kr. 6.456.453, og SKATs udlæg havde henholdsvis 19. og 22. prioritet (sidste prioritet) i prioritetsrækken af de tinglyste rettigheder. Den offentlige ejendomsvurdering var kr. 7.350.000. Den sidste krone af de af SKAT foretagne udlæg lå således inden for ca. 88 % af den offentlige ejendomsvurdering.

Skifteretten lagde fejlagtigt til grund, at den offentlige ejendomsvurdering var kr. 9.212.700, hvorfor skifteretten fandt, at SKAT havde betryggende sikkerhed for sit krav gennem de foretagne udlæg. Skifteretten fandt herefter ud fra en samlet vurdering, at konkursbegæringen skulle nægtes fremme, jf. konkurslovens § 20, stk. 1, nr. 1. SKAT kærede denne kendelse.

Østre Landsret fandt, at SKAT ikke havde betryggende sikkerhed for sin fordring. Landsretten afsagde herefter kendelse om hjemvisning af konkurssagen til fornyet behandling ved skifteretten til fremme af SKATs konkursbegæring.

Reference(r)

Konkursloven § 20, stk. 1

Henvisning

Den juridiske vejledning 2014-1 G.A.3.4.4.3.1.1.

Østre Landsrets kendelse af 15. januar 2014, 17. afdeling nr. B-14-14

Parter

SKAT
(Kammeradvokaten v/adv. Finn Mejnertsen)

mod

A
(Advokat Palle Andersen)

Afsagt af landsdommerne 

Hans Chr. Thomsen, Thomas Lohse og Sune Dalgaard-Nielsen (kst.), førstnævnte som rettens formand

..........................................        

Skifterettens kendelse af 18. december 2013, nr. SKS 53-430/2013

Ingen indkaldt eller mødt.

Der fremlagdes:

4)

Brev modtaget den 13. december 2013 fra advokat Palle Andersen med bilag A-E.

 

5)

E-mail modtaget den 17. december 2013 fra advokat Palle Andersen med bilag D.

 

6)

Tingbogsattest udskrevet den 18. december 2013.

Der blev afsagt

Kendelse 

Det fremgår af tingbogsattesten for ejendommen ...1, at den offentlige vurdering for ejendommen er 9.212.700 kr.

Det fremgår endvidere af tingbogsattesten, at der er pant og udlæg i ejendommen, inklusiv udlæg af 11. juni 2013 fra SKAT på 141.786 kr., på i alt 6.452.748 kr.

Ud fra en samlet vurdering af de fremlagte akter og skyldners forklaring, herunder navnlig at SKAT i det væsentligste har sikkerhed for det skyldige beløb indenfor 70 pct. af den offentlige ejendomsvurdering, nægtes konkursbegæringen fremme, jf. konkurslovens § 20, stk. 1, nr. 1.

Derfor bestemmes

Konkursbegæringen nægtes fremme.

................................................

Østre Landsrets kendelse af 15. januar 2014, 17. afdeling nr. B-14-14

Ingen var mødt eller indkaldt.

Der fremlagdes kæreskrift af 20. december 2013 med bilag 1-3, hvorved SKAT har kæret Skifterettens kendelse af 18. december 2013 (SKS 53-430/2013) om, at konkursbegæringen nægtes fremme, skifterettens fremsendelsesbrev af 27. december 2013 og udskrift af retsbogen indeholdende den kærede afgørelse.

Der fremlagdes endvidere supplerende processkrift af 6. januar 2014 med bilag 4 fra SKAT.

Indkærede har ikke udtalt sig vedrørende kæren.

Supplerende oplysninger

Skifteretten har ved sagens fremsendelse oplyst, at det er en fejl, når den offentlige ejendomsvurdering i skifterettens kendelse er sat til 9.212.700 kr.

Den offentlige ejendomsvurdering er 7.350.000 kr.

De modtagne bilag var til stede.

Påstande

SKAT har nedlagt påstand om, at konkurssagen mod A hjemvises til fornyet behandling ved Skifteretten til fremme af SKATs konkursbegæring af 16. september 2013.

Landsrettens begrundelse og afgørelse

Efter votering afsagdes

kendelse:

Det lægges til grund, at der er tinglyst pant og udlæg i ejendommen for 6.456.543 kr., og at de af SKAT foretagne udlæg har henholdsvis 19. og 22. prioritet (sidste prioritet) i prioritetsrækken af tinglyste rettigheder, samt at ejendommens offentlige ejendomsværdi er 7.350.000 kr.

Under disse omstændigheder finder landsretten ikke, at SKATs fordring er sikret ved betryggende pant i ejendommen.

Herefter og da A har erkendt, at der består et krav, som ikke kan betales, og da kravet trods adskillige udsættelser i skifteretten fortsat ikke er betalt, samt henset til at SKAT har den fornødne retlige interesse, er betingelserne for afsigelse af konkursdekret opfyldt, jf. konkurslovens § 17, stk. 1.

Landsretten tager derfor SKATs påstand til følge.

T h i  b e s t e m m e s

Skifterettens kendelse ændres, således at konkurssagen mod A hjemvises til fornyet behandling ved Skifteretten til fremme af SKATs konkursbegæring af 16. september 2013.

Ingen af parterne skal betale kæremålsomkostninger til den anden part.