Indhold
Dette afsnit beskriver krav til konjunkturudligningskontoen og hvilke regnskabskrav der er for, at den selvstændige kan bruge konjunkturudligningsordningen.
Afsnittet indeholder:
- Regel
- Konjunkturudligningskontoen
- Hævning
- Regnskabskrav.
Regel
Reglerne om en bunden konto for henlæggelse til konjunkturudligning står i VSL § 22 b, stk. 3 og 4.
Konjunkturudligningskontoen
Beløbet skal sættes ind på kontoen efter henlæggelsesåret udløb, men inden fristen for indgivelse af oplysningsskemaet for henlæggelsesåret udløber.
Det skal være på en konto her i landet enten
- i et pengeinstitut, som Finanstilsynet har givet tilladelse til at drive pengeinstitutvirksomhed, eller
- i et udenlandsk kreditinstitut, der efter tilladelse i et land inden for EU eller et land, som EU har indgået en samarbejdsaftale med, har en filial her i landet.
Se Lov om finansiel virksomhed om de nærmere regler for disse pengeinstitutter.
Kontoen skal hedde "Konjunkturudligningskonto" og have følgende oplysninger om den selvstændige:
- Navn
- Adresse
- Personnummer
- Virksomhedens regnskabsår
- Henlæggelsesåret.
Bemærk
Kontoen skal være en kontantforrentet indlånskonto og kan ikke være en gevinstopsparingskonto.
Kontohaveren (den selvstændigt erhvervsdrivende) kan ikke råde fuldt ud over de beløb, der er indskudt på en konjunkturudligningskonto i et pengeinstitut. Det betyder, at fx overdragelse og pantsætning af henlæggelserne på kontoen ikke er tilladt. Henlæggelserne kan heller ikke kreditorforfølges. Se VSL § 22 b, stk. 9.
Renter, der tilskrives konjunkturudligningskontoen, skal hæves fra kontoen, før henlæggelserne kan hæves. Renterne kan hæves efter de regler, som det enkelte pengeinstitut har fastsat. Se VSL § 22 b, stk. 10. Renterne er skattepligtige.
En selvstændig kan godt overføre en konjunkturudligningskonto fra et pengeinstitut til et andet uden skattemæssige konsekvenser.
Hævning
En hævning af indskud på en konjunkturudligningskonto kan ske med virkning for et bestemt indkomstår, hvis beløbet hæves fra kontoen, inden fristen for indgivelse af oplysningsskemaet for indkomståret udløber.
Beløbet kan hæves, når henlæggelsesåret er udløbet. Der kan tidligst udbetales beløb fra kontoen, når der er gået 3 måneder fra det tidspunkt, hvor den selvstændige henlagde det.
Regnskabskrav
Den selvstændiges regnskaber skal udarbejdes, så de indeholder de posteringer, der er nødvendige for, at Skattestyrelsen kan kontrollere henlæggelser og hævede indskud. Se VSL § 22 b, stk. 11.
Der er ikke krav om, at økonomien skal være adskilt regnskabsmæssigt i en virksomhedsøkonomi og en privatøkonomi.
Der er udstedt en BEK nr. 1021 af 4. oktober 2005 om konjunkturudligningsordningen i kapitalafkastordningen og udligningsordningen for forfattere og skabende kunstnere.
I bekendtgørelsen er der bl.a. beskrevet følgende regler:
- Konjunkturudligningskontoen må kun omfatte indskud efter VSL § 22 b. Indskud fra forskellige henlæggelsesår kan stå på samme konto, hvis det er klart, hvilket henlæggelsesår indskuddene stammer fra.
- Pengeinstituttet, hvor kontoen er oprettet, skal senest den 15. oktober indberette de beløb til Skattestyrelsen, som er indskudt og hævet på konjunkturudligningskontoen før den 1. oktober. Det gælder dog kun beløb, der ikke er indberettet tidligere.
Indberetningerne om indskud og hævninger skal ske samtidigt, og de skal indeholde oplysninger fra hver konto om:
- Kontonummeret
- Kontohaverens CPR-nummer
- Indskudsdatoer og hævedatoer
- Størrelsen af hvert enkelt beløb
- Kontoens betegnelse, som skal være "Konjunkturudligningskonto".
Indberetningerne sker elektronisk, og de må ikke indeholde oplysninger om rentetilskrivninger og renter, der er hævet efter VSL § 22 b, stk. 10.