GB art. 145 Hvis et vareparti inden fortoldningen er blevet beskadiget, eller en del af partiet er gået tabt, kan der ved værdiansættelsen tages hensyn til værdiforringelsen.  
 
Er varerne indført i forbindelse med et salg, således at der foreligger en transaktionsværdi, kan denne transaktionsværdi reduceres med de af køberen modtagne kommercielle erstatningsbeløb. Der skal fremlægges kreditnota som dokumentation for erstatningsbeløbets størrelse.  
 
I tilfælde, hvor beskadigelsen af en varesending er opstået under transport, omladning, oplagring osv., f.eks. vand- eller røgskade, vil der som regel foreligge en skadesrapport udfærdiget af en forsikringsekspert  indeholdende en vurdering af skadens omfang udtrykt i procent. Sådanne vurderinger vil i almindelighed kunne tages i betragtning ved værdiansættelsen.
 
I andre tilfælde overtager forsikringsselskabet varerne mod fuld erstatning og videresælger dem undertiden til den oprindelige køber. I sådanne tilfælde er der tale om et nyt køb, hvorfor værdiansættelse kan ske på sædvanlig måde på grundlag af den af forsikringsselskabet udstedte faktura.   

For varer, der er omfattet af en garantiforpligtelse fra sælgerens side, og som var defekte på indførselstidspunktet, kan toldværdien nedsættes efter varernes overgang til fri omsætning. Nedsættelsen kan ske med det beløb, der godtgøres af sælgeren, fx svarende til omkostningerne til reparation af de indførte varer. Det er en betingelse, at garantiforpligtelsen er indgået før varernes indførsel, og at der ikke er taget hensyn til værdiforringelsen i købsaftalen. Nedsættelse af toldværdien kan kun ske inden for en tolvmåneders periode efter datoen for antagelsen af angivelsen til fri omsætning.