Når der foreligger økonomiske eller skattemæssige modstående
interesser, skal en indgået aftale mellem ikke-interesseforbundne parter som
hovedregel respekteres af ligningsmyndighederne, idet det må antages, at den
pris (størrelsen af det samlede vederlag) parterne har aftalt, er udtryk for
handelsværdien.
2 revisorer drev virksomhed i interessentskabsform, hvor det var forudsat, at den
ene deltager skulle trappe ned. Der var i kontrakten bestemmelser om deling af overskud
- delvis efter arbejdsindsats - og om opgørelse af goodwill. I forbindelse
med overdragelse af goodwill fra den interessent, der havde ydet den største
arbejdsindsats, til et ham tilhørende anpartsselskab, tiltrådte LSR den
af interessenterne foretagne skævdeling af goodwill. Der henvistes til, at
parterne havde modstående interesser, og at skævdelingen var hjemlet i
kontrakten, TOLD SKAT Nyt 1992.2.42 (TfS 1992,56).
Ifølge praksis har skattemyndighederne i et vist omfang mulighed for at korrigere
en aftale om værdiansættelse af goodwill, der er indgået mellem parter
med modstående interesser.
Aftale mellem parter med reelt modstående interesser blev i en sag tilsidesat,
idet beliggenhedsgoodwill i forbindelse med afståelse af for retningslokale
ikke kunne anerkendes, da virksomheden ikke var ophørt eller overdraget.
Forhøjelsen beroede på en retlig vurdering, hvorfor Skatteministeriet
ikke var bundet af fristen i den dagældende SSL § 15, stk. 5, jf. TOLD
SKAT Nyt 1993.5.192.VLD (TfS 1993,32).
TfS.1991.471.ØLD har fastslået, at skattemyndighederne kan korrigere den
aftalte fordeling af en købesum, når sådanne uafhængige parters
aftale helt konkret indeholder en urigtig fordeling af købesummen.
En restauratør havde drevet en bodega i lejede lokaler. Hun havde fri afståelsesret
og fremlejeret, og lejemålet var ifølge lejekontrakten uopsigeligt fra
udlejerens side. Den årlige leje udgjorde 80.940 kr. og blev pr. 5. maj 1981
forhøjet til 101.800 kr. På lejerens initiativ blev lejen pr. 1. april
1983 forhøjet til 120.000 kr. (pristalsreguleret). Samtidig blev uopsigelighedsperioden
forlænget til 1. april 1995. Med virkning fra 1. sept. 1983 blev bodegaen solgt
for 800.000 kr., fordelt ifølge aftalen med 50.000 kr. for løsøre
og 750.000 kr. for goodwill. Det var oplyst, at værdien af goodwill, da restauratøren
i 1978 erhvervede bodegaen, udgjorde 200.000 kr. Landsretten lagde til grund, at
der var tale om en aftale mellem uafhængige parter. Retten fandt dog, at uanset
aftalens ordlyd omfattede overdragelsen også lejemålet, herunder uopsigeligheden.
Det var derfor urigtigt at anse hele retten ifølge aftalen som goodwill, en
del heraf måtte være lejemålet som aktiv og en del af overdragelsessummen
vederlag for dette aktiv. Man fandt ikke grundlag for at tilsidesætte den skønsmæssige
ansættelse af goodwill, som blev ansat til 325.000 kr i Landsskatteretten.
Dommen er udtryk for, at skattemyndighederne kan korrigere en sådan aftale,
når det kan påvises, at der er sket åbenbare fejl eller sket overdragelse
af et aktiv, der ikke er ydet fuldt vederlag for. I Højesteret tog Skatteministeriet
bekræftende til genmæle. Retsforliget skyldtes den under sagen udmeldte
syns- og skønsforretning, hvorefter forskellen mellem syns- og skønsmandens
vurdering og det i kontrakten aftalte vederlag for goodwill alene udgjorde kr. 50.000.
Da der ikke forelå grundlag for at tilsidesætte skønsmandens vurdering,
fandt Skatteministeriet ikke anledning til at fastholde påstanden om omkvalificering
af det aftalte vederlag i den konkrete sag. Retsforliget er ikke udtryk for, at
Skatteministeriet i tilsvarende sager vil frafalde synspunktet om omkvalificering
af et vederlag aftalt mellem uafhængige parter, hvis der skønnes at være
grundlag herfor, TfS.1994, 755 & 757.
►I TfS 1999, 672 LSR blev et revisionsfirma overdraget til et andet revisionsfirma. Overdragelsessummen bestod af alene af betaling for goodwill på 210.000 kr. Herudover var det aftalt, at sælger, mod at modtage en overskudsafhængig provision de næste 2 år, skulle arbejde for, at klienterne ville vælge det købende selskab som fremtidig revisor. Skatteyder påstod fradrag for denne provision som en løbende ydelse. Landsskatteretten fandt, at provisionen skulle henføres til aftaletidspunktet og tillægges købesummen, som yderligere betaling for goodwill.
◄I
TfS 1998, 459 VLD, blev en aftalt erstatning for goodwill tilsidesat og anset for
at være yderligere erstatning for opgivelse af lejemål, selvom det var
ubestridt, at der var tale om en aftale indgået mellem parter med modsatrettede
skattemæssige interesser.
Jf. også TfS 1998, 731 HRD, hvor en aftalt goodwillværdi ligeledes blev
tilsidesat uanset, at retten fandt det ubestridt, at aftaleparterne ikke havde sammenfaldende
skattemæssige interesser. Såvel TfS 1998, 459 som TfS 1998, 731 er nærmere
omtalt under afsnit
E.I.4.2.2.2.1.