| C-288/19, QM | Arbejdsgiver i Luxembourg stillede motorkøretøj til rådighed for medarbejdere med bopæl i Tyskland: Hvad angår spørgsmålet om, hvorvidt denne transaktion skal sidestilles med en tjenesteydelse mod vederlag i henhold til direktivets artikel 26, stk. 1, bemærkes, at denne bestemmelse sidestiller en transaktion med en tjenesteydelse mod vederlag i to tilfælde. Det første tilfælde, som er omhandlet i stk. 1, litra a), vedrører anvendelse af en vare, der indgår i en virksomheds aktiver, til privat brug for den afgiftspligtige person selv eller for hans personale eller i øvrigt til virksomheden uvedkommende formål, såfremt denne vare har givet ret til fuldt eller delvist fradrag af den indgående moms, og det andet tilfælde, som er omhandlet i stk. 1, litra b), vedrører vederlagsfri levering af ydelser, som af den afgiftspligtige person foretages til privat brug eller til brug for hans personale eller i øvrigt til virksomheden uvedkommende formål. Som generaladvokaten har anført i punkt 35 i forslaget til afgørelse, kan en tjenesteydelse, der består i anvendelse af et gode, der indgår i en virksomheds aktiver, til privat brug for den afgiftspligtige person selv eller for hans personale eller i øvrigt til virksomheden uvedkommende formål, og som ikke kan sidestilles med en ydelse mod vederlag på grundlag af artikel 26, stk. 1, litra a), i direktiv 2006/112, fordi det omhandlede gode ikke har givet ret til fradrag af den indgående moms, i modsætning til hvad der kræves i denne bestemmelse, ikke subsidiært sidestilles med en sådan ydelse på grundlag af dette direktivs artikel 26, stk. 1, litra b), idet den effektive virkning af denne betingelse om fradrag af indgående moms, der er fastsat i den første af disse to bestemmelser, ellers ville blive bragt i fare. I det foreliggende tilfælde fremgår det af de sagsakter, der er fremlagt for Domstolen, at QM var underlagt den forenklede afgiftsordning i Luxembourg, inden for rammerne af hvilken selskabet ikke for de i hovedsagen omhandlede år kunne gøre fradrag for indgående afgift på det køretøj, der blev stillet til rådighed for en medarbejder vederlagsfrit, gældende. Det fremgår imidlertid ikke udtrykkeligt af sagsakterne, om en sådan fradragsret ikke kunne være blevet indrømmet i Tyskland. Men domstolen kommer frem til, at beskatningsstedet for evt. momspligtig udtagning er i Luxembourg. | Om beskatningsstedet, se D.A.6.2.8.11. |
| SKM2021.404.ØLR | Landsretten fastslog, at en automobilforhandlers videresalg af indbyttede biler ikke var momsfritaget i medfør af ML § 13, stk. 2, 2. led. Virksomheden havde taget bilerne i bytte fra privatpersoner i forbindelse med salg af andre biler til disse. Bilerne havde inden videresalget midlertidigt været stillet til rådighed for virksomhedens medarbejdere som firmabiler som led i en naturalaflønningsordning. Landsretten fandt, at bilerne i hele virksomhedens ejerperiode reelt måtte anses for at have været til salg og indgik i virksomhedens varelager. Bilerne kunne derfor på intet tidspunkt anses for at være udtaget af virksomheden, hvorimod der som tjenesteydelse var udtaget det personalegode, at bilerne midlertidigt var stillet til rådighed for de enkelte medarbejderes private brug med en række begrænsninger, jf. ML § 5, stk. 2. Landsretten bemærkede, at bilerne måtte anses for købt og solgt som led i den almindelige bilforhandlervirksomhed. Som udgangspunkt var virksomheden derfor i medfør af bestemmelsen i ML § 42, stk. 6, berettiget til momsfradrag for samtlige de udgifter, som virksomheden afholdt til reservedele, ekstraudstyr og klargøring af bilerne. Landsretten bemærkede videre, at virksomheden ikke havde godtgjort, at nogen af de afholdte udgifter alene blev afholdt som led i, at bilerne også var stillet til rådighed som firmabiler. Da virksomheden derfor var berettiget til momsfradrag for sine udgifter til bilerne, og der således ikke havde været tale om dobbeltbeskatning, kunne den "blandede" anvendelse af bilerne, som blev etableret ved, at de enkelte biler midlertidigt blev stillet til rådighed for medarbejderne som firmabiler, ikke føre til, at salget af bilerne var fritaget for afgift i medfør af ML § 13, stk. 2, 2. led. Landsretten fandt endvidere, at den af virksomheden påberåbte praksis, herunder indholdet af SKATs juridiske vejledning, afsnit D.A.22.4.3 og D.A.22.12.2, ikke vedrørte situationer, der kunne sidestilles med omstændighederne i den foreliggende sag. Der forelå derfor ikke en klar og entydig praksis, der medførte, at Landsskatterettens afgørelse i den foreliggende sag måtte anses for en praksisændring. | |