Regel

Konventionens artikel 19 udgør det egentlige grundlag for anvendelse af voldgift som instrument ved bilæggelse af tvister. Udgangspunktet er dobbeltbeskatningsoverenskomsternes bestemmelser om fremgangsmåden ved indgåelse af gensidige aftaler, jf. også konventionens artikel 16. Efter disse bestemmelser skal de to landes kompetente myndigheder søge at nå til enighed, hvis en skattepligtig mener, at foranstaltninger truffet af den ene eller den anden kompetente myndighed medfører beskatning, som er i strid med den omfattede skatteaftale.

Imidlertid pålægger reglerne om indgåelse af gensidige aftaler i udgangspunktet alene de to landes kompetente myndigheder en forpligtelse til at søge at nå til enighed. Reglerne pålægger således kun de kompetente myndigheder en pligt til at sikre, at enighed faktisk opnås, og at dobbeltbeskatning på dette grundlag i tvivlstilfælde undgås, i det omfang reglerne om den gensidige aftaleprocedure tillige indeholder bestemmelser om voldgift.

For at en sag kan blive undergivet voldgift, skal en skattepligtig, jf. stk. 1, have indbragt sagen for en af de kompetente myndigheder med påstand om, at der er sket beskatning i strid med bestemmelserne i den omfattede skatteaftale. I et sådant tilfælde skal de to landes kompetente myndigheder søge at løse sagen ved gensidig aftale, således at beskatning i strid med den omfattede skatteaftale undgås. Hvis en sådan enighed ikke er opnået inden for en periode på to år, skal alle uløste spørgsmål undergives voldgift, hvis den skattepligtige skriftligt anmoder herom.

Fristen på to år regnes fra et starttidspunkt, som er afhængig af forskellige nærmere angivne omstændigheder. Det er dog muligt for de kompetente myndigheder inden udløbet af den nævnte to-årsfrist at aftale en anden tidsfrist. Voldgiftssagen skal behandles på den måde, som er foreskrevet i konventionens del VI og efter de regler og procedurer, som de kompetente myndigheder aftaler efter bestemmelserne i stk. 10.

Stk. 2 og 3 handler om tidsfrister. Når en kompetent myndighed har stillet den gensidige aftaleprocedure i bero, fordi en sag angående samme spørgsmål verserer ved en domstol eller et administrativt nævn, afbrydes den frist på to år, der er nævnt i stk. 1, indtil der er truffet en endelig afgørelse af domstolen eller det administrative nævn, eller den pågældende sag er stillet i bero eller trukket tilbage, jf. stk. 2. Det kommer således ikke den skattepligtige til skade for så vidt angår tidsfristerne, at en kompetent myndighed vælger at afvente afgørelsen af en lignende sag ved en domstol eller et administrativt nævn.

Fristen som nævnt i stk. 1 forlænges ligeledes, hvis en person, som er direkte berørt af sagen, ikke i rette tid tilvejebringer oplysninger af materiel karakter, som de kompetente myndigheder har anmodet om, jf. stk. 3.

Stk. 4 fastslår, at voldgiftskendelsen er endelig, og at den er bindende for de to landes kompetente myndigheder. Kendelsen skal gennemføres ved gensidig aftale.

Voldgiftskendelsen er dog ikke bindende for de kompetente myndigheder, hvis en person, som direkte er berørt af sagen, ikke inden for 60 dage accepterer den gensidige aftale, der skal gennemføre kendelsen. Accepteres den gensidige aftale ikke, kan sagen ikke gøres til genstand for yderligere behandling af de kompetente myndigheder.

Voldgiftskendelsen er heller ikke bindende for de kompetente myndigheder, hvis den i en endelig retsafgørelse i et af de to lande anses for at være ugyldig. I så fald anses voldgiftssagen for ikke at have fundet sted, idet reglerne om fortrolighed og om afholdelse af omkostninger dog skal respekteres. Det er i et sådant tilfælde muligt at indlede en ny voldgiftssag, medmindre de kompetente myndigheder træffer aftale om, at dette ikke skal tillades.

Endelig er voldgiftskendelsen heller ikke bindende for de kompetente myndigheder, hvis en person, som direkte er berørt, forfølger sagen ved domstole eller administrative nævn.

Stk. 5-9 fastsætter en række ganske detaljerede procedureregler om fremsendelse af meddelelser, anmodninger om supplerende oplysninger og om kommunikation og tidsfrister i forbindelse hermed og om fastsættelse af starttidspunktet for den to-årsfrist, der er nævnt i stk. 1.

Selvom konventionen som nævnt fastsætter detaljerede procedureregler, er det ikke tilstrækkeligt til, at en voldgiftssag vil kunne gennemføres i praksis. Landenes lovgivning og administrative praksis på dette område er ikke sammenfaldende, og der er behov for at kunne tilpasse anvendelsen af konventionen til de forhold, der måtte eksistere to berørte lande imellem.

Det fastsættes derfor i stk. 10, at de kompetente myndigheder ved gensidig aftale skal fastsætte nærmere regler for anvendelse af voldgiftsbestemmelserne. Der skal herunder fastsættes regler om, hvilke oplysninger der er nødvendige for, at en sag kan realitetsbehandles, mens de kompetente myndigheder derudover kan aftale det, de måtte finde fornødent, for at en sag skal kunne behandles. Aftalen mellem de kompetente myndigheder skal indgås, inden det første gang bliver muligt at anvende voldgift som instrument ved bilæggelsen af tvister mellem de to lande.

Det er efter stk. 11 muligt for en part at tage forbehold for den to-årsfrist, der er nævnt i stk. 1, og erstatte den med en tre-årsfrist. Fra et dansk synspunkt anses fristen på to år for at være passende. Samme frist findes i EU’s voldgiftsdirektiv. Danmark tager derfor ikke et sådant forbehold.

Endelig er det efter stk. 12 muligt for en part at forbeholde sig ret til, at en sag ikke skal undergives voldgift, hvis en afgørelse om det pågældende spørgsmål allerede er truffet af en domstol eller et administrativt nævn i et af de to lande. Ligeledes skal en verserende voldgiftssag afsluttes, hvis en afgørelse om spørgsmålet træffes af en domstol eller et administrativt nævn, inden voldgiftspanelet har afsagt sin kendelse.

De kompetente myndigheder i Danmark har ikke mulighed for at fravige afgørelser, der er truffet af en retsinstans. Når en sag er afgjort ved en retsinstans, vil dette ikke kunne ændres af et voldgiftspanel. Danmark tager forbehold som nævnt i konventionens artikel 19, stk. 12, litra a og b. Et forbehold efter de nævnte bestemmelser vil efter bestemmelsernes ordlyd omhandle såvel afgørelser truffet af en domstol som afgørelser truffet af et administrativt nævn. Det er ikke muligt at opsplitte forbeholdet, således at det kun omfatter den ene af de to typer sager. Dette betragtes ikke som en hindring for, at en afgørelse truffet af et administrativt nævn vil kunne undergives voldgift, når noget sådant er muligt efter national lovgivning.

Valg

Danmark tager ikke forbehold efter artikel 19, stk. 11. Der tages forbehold efter artikel 19, stk. 12, således at bestemmelserne i litra a og b finder anvendelse.