Offentliggjort i redigeret form.
Spørgsmål
- Kan Skatterådet bekræfte, at Spørger ikke bliver fuldt skattepligtig efter kildeskattelovens § 1, stk.1, nr. 1?
- Kan Skatterådet bekræfte, at Spørgers domicilland er Tyskland efter dobbeltbeskatningsoverenskomstens artikel 4, stk. 2 mellem Danmark og Tyskland?
Svar
- Nej
- Nej
Beskrivelse af de faktiske forhold
Spørger er tysk statsborger, og han bor i Tyskland. Spørger har adresse i en tysk by i delstaten Bayern, der ligger i den sydlige del af Tyskland. I byen ejer Spørger et hus, hvor han bor sammen med sin hustru og deres fælles børn. Ligesom Spørger er Spørgers hustru og tre børn tyske statsborgere, og de bor ligeledes i Tyskland. Spørgers hustru arbejder i Tyskland, og deres børn går i skole i Tyskland. Spørger og dennes familie har altid boet i Tyskland.
Spørger er selvstændig og eneejer af det tyske anpartsselskab G1 GmbH og selskabet har hjemsted i byen i Bayern.
Spørger ønsker - navnlig som følge af sin livslange passion for sejlads - at flytte centrum for sine livsinteresser til Danmark, bare ikke endnu. Indledningsvis vil han således alene gøre følgende:
- Stifte sit selskab i Danmark (som også vil have omsætning i Danmark, se nærmere nedenfor) og
- Finde et sted at bo, når han ikke er hos sin familie i Tyskland samt arbejder for sit tyske selskab.
Spørgers familie kan ikke flytte til Danmark nu, navnlig fordi Spørgers børn fortsat går i skole og gymnasium i Tyskland, og det derfor vil være en for stor omvæltning for familiens børn at flytte til Danmark nu. Dertil kommer, at det er for langt for Spørger at pendle fra Bayern til Danmark hver dag. Derfor vil Spørger inden for den nærmeste fremtid finde en lejlighed, som han kan opholde sig i, når han arbejder i Danmark. Spørger vil maksimalt arbejde i fem hverdage om ugen i Danmark, og derefter som udgangspunkt tage hjem til sin familie i Tyskland i weekenden.
Det er oplyst, at Spørger flytter til Danmark, så snart han finder en bolig her. Han har påbegyndt boligsøgningen og forventer at finde en bolig inden for de kommende måneder.
Hvis Spørgers tyske familie kommer til Danmark, vil det alene være for at holde ferie med Spørger. Spørger vil fortsat have adresse i Tyskland.
Det selskab, som spørger har oprettet i Danmark (G2 ApS), blev stiftet i 2018, og det har indtil videre alene en C/O-postadresse i Danmark. Selskabet har til formål at udvikle og levere ydelser inden for software og andre IT-løsninger.
Det tyske selskab, som spørger allerede har drevet i mange år, arbejder med det samme. Spørger har af den grund etableret det danske selskab, som spørger er eneejer og direktør af.
Det danske selskab adskiller sig fra det tyske selskab ved, at selskabet varetager al IT-rådgivning. Det danske selskabs største kunde er pt. G3 ApS i Danmark. Indtil spørger har fundet lejede lokaler i Danmark, vil spørger midlertidigt varetage den daglige drift af selskabet i byen i Tyskland.
Der vil blive udbetalt løn fra det danske selskab, og dette vil selvsagt blive beskattet i Danmark som lønindkomst fra selskabet etableret i Danmark for arbejde fuldført i Danmark.
Alle spørgers lån er optaget og vil i givet fald blive optaget i tyske pengeinstitutter.
Formålet med dette bindende svar er navnlig at sikre, at der ikke sker en dobbeltbeskatning af spørgers indkomst.
Oplysninger om Spørgers forventede arbejds- og opholdsmønster
Spørger har bopæl hos sin familie i Bayern i Tyskland. Da Spørger ikke kan pendle fra det sydlige Tyskland til Danmark hver dag, forventer Spørger at arbejde i Danmark alle hverdagens fem dage, med undtagelse af ferie og helligdage, for derefter at tage hjem til sin familie i Tyskland i weekenden.
Spørger forventer, at hans familie indimellem vil komme til Danmark, således at familien kan holde ferie af mindre varighed i Danmark. På den baggrund er det Spørgers bedste skøn, at han i alt vil opholde sig i Danmark i omkring 240 dage om året.
Oplysninger om det forventede arbejds- og opholdsmønster for Spørgers familie
Spørgers ægtefælle arbejder i Tyskland og deres fælles børn går i skole henholdsvis gymnasium i Tyskland. Det vil de fortsætte med at gøre, navnlig fordi det vil være en for stor omvæltning for børnene at flytte dem til Danmark nu. Familien vil fortsat opholde sig i Tyskland.
Hvis Spørgers familie kommer til Danmark, vil det alene være for at holde ferie med ham. Spørger forventer, at hans ægtefælles og børns ophold i Danmark vil være under 100 dage om året.
Oplysninger om økonomi i relation til selskabet G1 GmbH
G1 GmbH forventer at få en omsætning på ca. EUR 80.000 - 120.000 (ca. 0,6 - 0,9 mio. kr.) i år 2019 og 2020.
Spørger forventer ikke at modtage indkomst fra selskabet i hverken 2019 og 2020.
Oplysninger om økonomi i relation til G2 ApS
Spørger forventer, at selskabets omsætning vil være 1,5 mio. kr. i 2019 og tilsvarende i 2020.
Han forventer, at hans personlige indkomst vil være 540.000 kr. i 2019 og tilsvarende i 2020.
Spørgers opfattelse og begrundelse
Spørgsmål 1
Retsgrundlaget om fuld skattepligt efter kildeskattelovens artikel 1, stk. 1, nr. 1.
Personer, der har bopæl i Danmark, bliver fuldt skattepligtige, jf. kildeskattelovens § 1, stk. 1, nr. 1. Bestemmelsen er sålydende:
"§1 Pligt til at svare indkomstskat til staten i overensstemmelse med reglerne i denne lov påhviler:
1. personer, der har bopæl her i landet, "
Af Den juridiske vejledning C.F.1.2.1. fremgår det, at bopælskriteriet er en konkret vurdering, men at kriteriet i praksis navnlig afhænger af, om personen har rådighed over en helårsbolig. En sådan rådighed over en helårsbolig vil som udgangspunkt være en nødvendig samt tilstrækkelig betingelse for at statuere bopæl, jf. Skatterådets udtalelse i SKM 2016.557.SR.
Spørger, spørgers selskab eller andre personer tilknyttet til spørger har p.t. ikke rådighed over en helårsbolig, adgang til boligfaciliteter, eller et værelse i Danmark. Spørger har dog planer om at leje en helårsbolig, som spørger kan opholde sig i, når han arbejder i Danmark.
Skattestyrelsen bedes på den baggrund lægge følgende til grund for sin besvarelse:
- at spørger vil få rådighed over en helårsbolig i Danmark, men
- at spørger vil opholde sig i weekenderne i Tyskland, og
- at spørgers familie alene vil bruge boligen til ferieformål.
Når spørger har fundet en bolig, kommer spørger til at opholde sig i Danmark i op til fem hverdage i ugen. Weekenderne vil spørger tilbringe hos sin familie i Tyskland, og spørger vil derfor regelmæssigt opholde sig i hjemmet i Tyskland.
Det er spørgers opfattelse, at han (endnu) ikke har til hensigt at tage bopæl i Danmark, idet selskabet og den kommende lejlighed netop bare er første skridt, da så længe hans hustru og tre børn bliver i Tyskland, og han derfor rejser ned til dem i weekenden, ønsker han ikke Danmark som endeligt hjemsted.
Inden for en periode på 12 måneder vil spørgers fysiske tilstedeværelse i Danmark overstige 180 dage, men spørger er af den opfattelse, at hans situation er sammenlignelig med TfS 1986,313.
Spørgsmål 2
Retsgrundlag om domicilland efter dobbeltbeskatningsoverenskomstens artikel 4, stk. 2 mellem Danmark og Tyskland
Kommer Skattestyrelsen frem til det resultat, at spørger er fuldt skattepligtig i Danmark efter kildeskattelovens § 1, stk. 1 nr. 1 eller nr. 2, er det spørgers opfattelse, at spørger er dobbeltdomicileret i henhold til artikel 4, stk. 1, i dobbeltbeskatningsoverenskomsten mellem Danmark og Tyskland, og at Tyskland skal anses som domicilland.
Spørgsmål om domicilland
Dobbeltbeskatningsoverenskomstens artikel 4, stk. 2, har følgende ordlyd:
"2. I tilfælde, hvor en fysisk person efter bestemmelserne i stykke 1 er hjemmehørende i begge de kontraherende stater, bestemmes hans status efter følgende regler:
- han skal anses for at være hjemmehørende i den stat, i hvilken han har en fast bolig til sin rådighed; hvis han har en fast bolig til sin rådighed i begge stater, skal han anses for at være hjemmehørende i den stat, med hvilken han har de stærkeste personlige og økonomiske forbindelser (midtpunkt for sine livsinteresser);
- hvis det ikke kan afgøres, i hvilken af staterne han har midtpunktet for sine livsinteresser, eller hvis han ikke har en fast bolig til sin rådighed i nogen af staterne, skal han anses for at være hjemmehørende i den stat, hvori han sædvanligvis har ophold;
- hvis han sædvanligvis har ophold i begge stater, eller hvis han ikke har sådant ophold i nogen af dem, skal han anses for at være hjemmehørende i den stat, i hvilken han er statsborger;
- er han statsborger i begge stater, eller er han ikke statsborger i nogen af dem, skal de kompetente myndigheder i de kontraherende stater afgøre spørgsmålet ved gensidig aftale."
Efter artikel 4, stk. 2, litra a, 1. led, er det afgørende moment, hvor en person er hjemmehørende, i hvilken stat personen har bolig. Da spørger inden for den nærmeste fremtid vil erhverve en bolig i Danmark, vil spørger have en bolig til rådighed i både Tyskland og Danmark. Spørgsmålet om, hvor spørger er hjemhørende, skal derfor afgøres efter artikel 4, stk. 2, litra a, 2. led.
Artikel 4, stk. 2, 2. led fastslår, at en person er hjemhørende i den stat, hvor personen har de stærkeste personlige og økonomiske forbindelser (midtpunkt for personens livsinteresser).
Hvad angår de personlige forbindelser er spørger og spørgers familie tyske statsborgere, og de har altid boet i Tyskland.
Spørgers hustru og børn henholdsvis arbejder og går i skole i Tyskland, og de bliver boende i familiens hus i Tyskland, ligesom spørger fortsat vil have adresse dér.
Eftersom spørger ikke kan pendle fra Bayern til Danmark hver dag, har spørger tænkt sig at købe en lejlighed i Danmark. Spørger vil dog tage hjem til sin familie i weekenden. Spørger vil således alene opholde sig i Danmark for at arbejde i hverdagens fem almindelige arbejdsdage, eller såfremt familien skulle holde ferie i Danmark. Spørger har ingen social tilknytning til Danmark, hele sin sociale tilknytning er til Tyskland, og det er spørgers klare opfattelse, at spørgers største personlige tilknytning er Tyskland.
For så vidt angår spørgers økonomiske tilknytning har spørger altid arbejdet i Tyskland og ejer fortsat selskabet i Tyskland.
Af hensyn til spørgers danske kunder, har spørger oprettet et dansk selskab med dansk hjemsted. Selskabet leverer IT-rådgivning, hvilket spørger p.t. leverer fra Bayern (Tyskland) indtil spørger har fundet en lejlighed i Danmark. Selskabet er et supplement til spørgers tyske selskab med tysk hjemsted. Herudover har spørger alene oprettet en dansk konto til sit danske selskab for at kunne håndtere sædvanlige og nødvendige betalinger i Danmark - dvs. til og fra det offentlige og danske kunder. Alle spørgers andre lån og øvrige bankforhold er i tyske pengeinstitutter.
Ud fra en helhedsbetragtning er det derfor spørgers klare opfattelse, at spørgsmål 2 skal besvares bekræftende.
Skattestyrelsens indstilling og begrundelse
Spørgsmål 1
Det ønskes bekræftet, at Spørger ikke bliver fuldt skattepligtig efter kildeskattelovens § 1, stk. 1, nr. 1.
Begrundelse
Ifølge kildeskattelovens § 1, stk. 1, nr. 1, foreligger der fuld skattepligt for personer, der har bopæl her i landet.
I praksis vil statuering af bopæl i henhold til kildeskattelovens bestemmelser være afhængig af, om den pågældende person har rådighed over en helårsbolig her i landet. Udgangspunktet er, at en sådan rådighed vil være en nødvendig og samtidig tilstrækkelig betingelse til at statuere bopæl.
Spørger får efter det oplyste rådighed over en helårsbolig her i landet, som kan udgøre en bopæl for Spørger.
Fuld skattepligt indtræder dog ikke ubetinget ved enhver erhvervelse af bopæl her i landet, idet kildeskattelovens § 7, stk. 1, fastslår, at personer, der erhverver bopæl her i landet uden samtidig at have ophold her, først bliver fuldt skattepligtige, når de tager ophold her i landet. Som sådant ophold anses ikke kortvarige ophold på grund af ferie eller lignende.
Ifølge praksis anses et uafbrudt ophold her i landet af en varighed på mere end 3 måneder, eller samlede ophold på i alt mere end 180 dage inden for et tidsrum af 12 måneder, ikke for kortvarigt ophold på grund af ferie eller lignende. Ved beregning af opholdets længde her i landet medregnes rejsedage ("brudte døgn") som hele dage.
Det er oplyst, at Spørger forventer at arbejde i Danmark alle hverdagens fem dage med undtagelse af ferie og helligdage, for derefter at tage hjem til familien i Tyskland i weekenden.
Da arbejdet her i landet ikke er udtryk for enkeltstående og sporadiske indtægtsgivende aktiviteter indtræder den fulde danske skattepligt for Spørger ifølge kildeskattelovens § 1, stk. 1, nr. 1, jf. § 7, stk. 1 i forbindelse med det første ophold her i landet efter erhvervelse af helårsboligen her.
Afgørelsen i TfS 1986, 313 LSR vedrører opholdsreglen i kildeskattelovens §1, stk. 1, nr. 2 (dengang nr. 3) og har alene betydning for vurdering af indtræden af fuld dansk skattepligt efter denne regel, dvs. i tilfælde hvor personer, der uden at have bopæl her i landet opholder sig her i et tidsrum af mindst 6 måneder, heri medregnet kortvarige ophold i udlandet på grund af ferie eller lignende.
Da Spørger vil få rådighed over en helårsbolig i Danmark, som vil udgøre Spørgers bopæl her i landet får afgørelsen derfor ikke betydning for Spørgers situation.
Indstilling
Skattestyrelsen indstiller, at spørgsmål 1 besvares med "Nej".
Spørgsmål 2
Det ønskes bekræftet, at Spørgers domicilland er Tyskland efter dobbeltbeskatningsoverenskomstens artikel 4, stk. 2 mellem Danmark og Tyskland.
Begrundelse
Dette spørgsmål vedrører en fortolkning af artikel 4 i en dobbeltbeskatningsoverenskomst. Begrundelsen indeholder Skattestyrelsens og dermed alene Danmarks vurdering af spørgers skattemæssige hjemsted. Såfremt Tyskland ikke er enig i vurderingen, er det efter dobbeltbeskatningsoverenskomstens artikel 4 de kompetente myndigheder i henholdsvis Danmark og Tyskland, der skal forhandle om dette.
Vurdering af skattemæssigt hjemsted efter artikel 4 i dobbeltbeskatningsoverenskomsten mellem Danmark og Tyskland forudsætter, at spørger er omfattet af fuld skattepligt både til Danmark og Tyskland efter begge landes interne regler.
Spørgsmålet besvares baseret på, at Spørger bliver fuldt skattepligtig i Danmark ifølge kildeskattelovens § 1, stk. 1, nr.1, og § 7, stk.1, jf. svar på spørgsmål 1. Det er oplyst, at Spørger og hans familie på nuværende tidspunkt har fast bolig til rådighed i Tyskland, og det lægges til grund, at Spørger er fuldt skattepligtig i Tyskland.
Ifølge dobbeltbeskatningsoverenskomsten mellem Danmark og Tyskland, artikel 4, stk. 1, betyder udtrykket "en person, der er hjemmehørende i en kontraherende stat", enhver person, som i henhold til lovgivningen i denne stat er skattepligtig der på grund af hjemsted, bopæl, ledelsens sæde eller ethvert andet lignende kriterium. Dette udtryk omfatter dog ikke en person, hvis skattepligt i denne stat er begrænset til indkomst fra kilder i denne stat eller der beroende formue.
Ifølge dobbeltbeskatningsoverenskomsten mellem Danmark og Tyskland, artikel 4, stk. 1, er spørger hjemmehørende i begge stater.
Efter dobbeltbeskatningsoverenskomsten mellem Danmark og Tyskland, artikel 4, stk. 2, følger det, at hvor en fysisk person må anses for hjemmehørende i begge stater, skal vedkommende anses for hjemmehørende i den stat, hvor vedkommende enten,
- har fast bopæl til sin rådighed,
- har de stærkeste personlige og økonomiske forbindelser (midtpunkt for sine livsinteresser),
- sædvanligvis opholder sig,
- er statsborger.
Der er tale om en prioriteret orden.
Da spørger, efter forudsætningerne, vil have en helårsbolig til rådighed i begge stater, skal han anses for at være hjemmehørende i den stat, hvor han har midtpunkt for sine livsinteresser.
Det følger af kommentarerne til OECD modellen, artikel 4, at når en fysisk person har en fast bolig i begge kontraherende stater, er det nødvendigt at se på de faktiske forhold for at fastslå, med hvilken af de to stater han har de stærkeste personlige og økonomiske forbindelser. Der skal således tages hensyn til hans familie og sociale forhold, hans beskæftigelse, hans politiske, kulturelle eller andre aktiviteter, hans forretningssted, det sted hvorfra han administrerer sine aktiver osv. Omstændighederne skal bedømmes som et hele, men det er ikke desto mindre åbenbart, at overvejelser grundet på den fysiske persons egne handlinger skal ofres særlig opmærksomhed.
Artikel 4, stk. 2, litra a), i den dansk-tyske dobbeltbeskatningsoverenskomst fortolkes i overensstemmelse med OECD modellen.
Spørger har efter det oplyste personlige og økonomiske interesser i både Tyskland og Danmark.
For så vidt angår Spørgers personlige og økonomiske interesser i Tyskland vil Spørgers ægtefælle og parrets børn fortsat være bosat i Tyskland, hvor ægtefællen arbejder og hvor børnene går i skole og gymnasium. Spørgers økonomiske interesser består i et selskab, som fortsat har en vis mindre aktivitet, men hvor Spørger ikke personligt forventer at modtage indtægter hverken i 2019 eller 2020.
For så vidt angår Spørgers personlige og økonomiske interesser i Danmark vil Spørgers ægtefælle og parrets børn hvert år opholde sig i Danmark på ferie i et vist omfang. Dog vil familiens ophold i Danmark have et mindre omfang end deres ophold i Tyskland. Spørgers økonomiske interesser består i et nystiftet selskab, som fremover vil have en større aktivitet end det tyske selskab, og hvor Spørger personligt forventer at modtage indtægter i 2019 og 2020 på 540.000 kr. per år.
I Skatterådets afgørelser vedrørende spørgsmålet om skattemæssigt hjemsted i SKM2016.496.SR, SKM2018.564.SR, SKM2019.64.SR samt SKM2019.79.SR kunne det ikke afgøres, i hvilken stat Spørger havde midtpunkt for sine livsinteresser. Dette var begrundet i, at Spørger i disse sager i det væsentlige havde sine personlige interesser i én stat og sine økonomiske interesser i en anden stat. Spørger skulle derfor i disse sager anses for at være hjemmehørende i den stat, hvor han eller hun sædvanligvis havde ophold.
Det er tilsvarende Skattestyrelsens opfattelse, at det ikke kan afgøres, i hvilken stat Spørger i denne sag har midtpunkt for sine livsinteresser.
Spørger skal derfor efter Skattestyrelsens opfattelse anses for at være hjemmehørende i den stat, hvor han sædvanligvis opholder sig.
Det er oplyst, at Spørger forventer at opholder sig i Danmark i 240 dage om året. Det betyder, at Spørger sædvanligvis vil opholde sig i Danmark.
På den baggrund er det Skattestyrelsens opfattelse, at Spørger må anses for skattemæssigt hjemmehørende i Danmark jf. Artikel 4, stk. 2, litra b), i den dansk-tyske dobbeltbeskatningsoverenskomst, idet Spørger sædvanligvis opholder sig i Danmark.
Indstilling
Skattestyrelsen indstiller, at spørgsmål 2 besvares med "Nej".
Skatterådets afgørelse og begrundelse
Skatterådet tiltræder Skattestyrelsens indstilling og begrundelse.
Lovgrundlag, forarbejder og praksis
Spørgsmål 1
Lovgrundlag
Uddrag af LBK nr 117 af 29/01/2016 - kildeskatteloven
Skattepligten
§ 1. Pligt til at svare indkomstskat til staten i overensstemmelse med reglerne i denne lov påhviler:
1) personer, der har bopæl her i landet,
2) personer, der uden at have bopæl her i landet opholder sig her i et tidsrum af mindst 6 måneder, heri medregnet kortvarige ophold i udlandet på grund af ferie eller lignende,
(…)
Praksis
Uddrag af Den juridiske vejledning 2019-1, afsnit C.F.1.2.1 og afsnit C.F.1.2.2
Regel
Personer er fuldt skattepligtige, når de har bopæl her i landet. Se KSL § 1, stk. 1, nr. 1.
Bopæl
Ved afgørelsen af, om betingelsen om bopæl er opfyldt, lægges der vægt på, om personen ved at etablere husstand, leje sig bolig eller ved andre foranstaltninger har tilkendegivet, at vedkommende har til hensigt at have hjemsted her i landet.
Så det er både
- de faktiske boligforhold og
- den/de subjektive hensigter,
der har betydning for, om personen er fuldt skattepligtig her i landet efter KSL § 1, stk. 1, nr. 1.
Helårsbolig
I praksis vil skattepligten efter bopælskriteriet være afhængig af, om personen har rådighed over en helårsbolig her i landet. Udgangspunktet er, at en sådan rådighed vil være en nødvendig og samtidig en tilstrækkelig betingelse for at statuere bopæl. Se fx SKM2016.557.SR.
Selv om der er givet dispensation fra bopælspligten, anses personen stadig for at have bolig til rådighed i Danmark. Se fx SKM2006.212.SR og SKM2015.756.SR.
Det er de faktiske boligforhold, der er afgørende. Andre mere formelle kriterier, fx
- til- og framelding til folkeregisteret,
- en postadresse eller
- en ansøgning om opholdstilladelse
spiller ikke nogen selvstændig rolle. Se fx LSRM 1981, 99 og skd.1983.65.170.ØLD.
(...)
Bopæl kan efter omstændighederne også statueres i forbindelse med
- Hotellejlighed og hotelværelse. Se SKM2011.368.SR
- Adgang til boligfaciliteter en del af året. Se TfS 1988, 411 LSR
- Adgang til at bo i selskabets lokaler. Se TfS 1993, 92 VLD
- Vekslende boligmuligheder. Se TfS 1991, 308 ØLD
- Værelse hos forældre. Se SKM2008.432.ØLD.
Bopæl forudsætter, at personen under en eller anden form - helt eller delvis - har rådighed over en bolig her i landet.
Erhverv alene kan ikke begrunde skattepligt efter bopælsbestemmelsen, se fx SKM 2017.691.SR (om fraflytning).
Se også
Se også afsnit
- C.F.1.2.2 Sommerhus og erhverv (om indtræden af skattepligt)
- C.F.1.2.3 Særligt om sommerhuse (om ophør af skattepligt).
Subjektive momenter
Hvis en person erhverver sig en bopæl i Danmark, anses de subjektive betingelser for opfyldt, når den pågældende tager ophold her i landet. Se KSL § 7, stk. 1. Se afsnit C.F.1.2.2.
De konkrete omstændigheder kan ved fraflytning af Danmark være af en sådan art, at afgørelsen af, om bopælen skal anses for bevaret, må foretages ud fra en samlet vurdering, hvor også personens subjektive hensigter indgår i bedømmelsen.
Mere sekundære momenter, der afspejler en tilknytning til Danmark, fx ejerskab til en her i landet indregistreret bil, medlemskab af foreninger og lignende, tillægges ikke selvstændig betydning, men kan indgå i en samlet bedømmelse. Se SKM2016.231.SR, hvor et udenlandsk registreret køretøj, der står i Danmark, ikke får betydning for, om en person har bopæl i Danmark.
Bopæl forudsætter, at skatteyderen under en eller anden form - helt eller delvis - har rådighed over en bolig her i landet.
Se SKM2013.543.ØLR, hvor hovedbygningen på en landbrugsejendom var uegnet som helårsbolig, og hvor retten efter en samlet vurdering ikke fandt, at personen havde til hensigt til at have hjemsted her i landet.
Skatteyders forklaring om, at denne havde til hensigt at bosætte sig permanent i udlandet, blev konkret ikke tillagt betydning i SKM2015.750.LSR.
Se også
Se også SKM2015.393.SR, hvor det lægges til grund, at det efter omstændighederne er uden betydning, at en person vælger en anden overnatningsmulighed i forbindelse med arbejde her i landet, når den pågældende først har erhvervet bopæl her i landet.
Indtræden og udtræden af skattepligt
For personer, der bor i udlandet, og som erhverver bolig i Danmark, indtræder skattepligten først, når den pågældende tager ophold her i landet. Se KSL § 7, stk. 1.
Se også
Se også afsnit
- C.F.1.2.2 om indtræden af skattepligt ved tilflytning
- C.F.1.2.3 om ophør af skattepligt ved fraflytning.
Rådighed
Rådighed over helårsbolig forudsætter en rådighed af en vis tidsmæssig udstrækning.
Er en persons rådighed ganske kortvarig, fx under 1-2 måneder, vil den pågældende efter omstændighederne ikke anses for at have erhvervet bopæl her i landet. Afgørelsen heraf vil bero på en vurdering af de konkrete omstændigheder.
(…)
Regel
For en person, der erhverver bopæl her i landet uden samtidig at tage ophold her, indtræder den fulde skattepligt først, når den pågældende tager ophold her i landet. Kortvarigt ophold her i landet på grund af ferie eller lignende, anses ikke for ophold i Danmark. Se KSL § 7, stk. 1.
Det er denne regel, der afgør spørgsmålet om skattepligtens indtræden, når en person råder over en helårsbolig. Skattepligten indtræder således ikke kun fordi, den pågældende fx har de stærkeste personlige relationer til Danmark.
Efter bestemmelsen indtræder skattepligten ved en kombination af bopæl og ophold her i landet. I praksis er erhvervelse af bopæl som udgangspunkt ensbetydende med, at den pågældende eller dennes ægtefælle har købt eller lejet sig en bolig her i landet. Men den pågældende kan også have erhvervet bopæl her i landet ved at bo hos forældre mv.
Bopæl erhverves ved køb eller leje af helårsbolig, men som udgangspunkt ikke ved køb eller leje af et sommerhus. Hvis personen eller dennes ægtefælle benytter sommerhuset som helårsbolig, behandles sommerhuset på samme måde som en helårsbolig. Se SKM2015.313.SR og SKM2015.290.SR. Det samme gælder benyttelsen af andre boligformer. Om bopæl, se nærmere afsnit C.F.1.2.1.
Det forekommer, at en person, der er fuldt skattepligtig i udlandet, ønsker at blive anset for fuldt skattepligtig i Danmark. En skatteyder kan ikke vælge at blive omfattet af reglerne om fuld skattepligt, hvis betingelserne herfor ikke er opfyldt. Dette kan ofte få konsekvenser for opgørelsen af den skattepligtige indkomst. Se SKM2002.230.VLR, SKM2009.482.VLR og SKM2013.543.ØLR.
Absolutte grænser for opholdets længde
Skattepligten indtræder ikke ved et kortvarigt ophold på grund af ferie eller lignende.
Efter praksis anses et uafbrudt ophold her i landet af en varighed på mere end 3 måneder, eller samlede ophold på i alt mere end 180 dage inden for et tidsrum på 12 måneder, ikke for "kortvarigt ophold på grund af ferie eller lignende". Se skd.1972.21.139.
Overstiger opholdets længde disse grænser, indtræder skattepligten på det tidspunkt, hvor personen tager ophold her. Se KSL § 7, stk. 1.
Ved beregning af opholdets varighed her i landet medregnes rejsedage ("brudte døgn") som hele dage.
Ophold under de 3 måneder, eller 180 dage, udløser efter praksis ikke skattepligt for personer, medmindre de udøver erhvervsmæssig aktiviteter her i landet. Se nedenfor.
Dette lægges til grund, hvor der er tale om personer, der anses for bosiddende i et andet land på grund af bopæl, familie, arbejde eller statsborgerskab. Her vil opholdene i Danmark naturligt have karakter af "ferie eller lignende". Se SKM2017.121.BR, hvor retten bemærkede, at sagsøgeren ikke havde dokumenteret, at han havde bopæl i og var skattepligtig til Spanien eller noget andet land.
Bemærk
Skattepligten kan indtræde i særlige situationer, trods ophold under de nævnte grænser, nemlig når den pågældende ikke har bopæl i eller anden fast tilknytning til et andet land, og derfor opholder sig her i landet i det omfang den erhvervsmæssige beskæftigelse (fx som pilot, sømand, sælger, kunstner mv.) levner praktisk mulighed for det. På den måde er der ikke tale om ferieophold eller lignende i Danmark.
(…)
Erhvervsmæssig beskæftigelse
Der skal foretages en konkret vurdering af, om opholdet har det fornødne præg af ferie eller lignende.
Hvis personen varetager et indtægtsgivende erhverv under opholdet her i landet indtræder skattepligten som udgangspunkt, fordi et sådant ophold ikke er et "kortvarigt ophold på grund af ferie eller lignende".
Det gælder uanset om den pågældende udøver sit erhverv som fx lønmodtager, selvstændig erhvervsdrivende eller bestyrelsesmedlem.
I praksis er skattepligten indtrådt ved:
- 4 ugers arbejde i sommerferieperioden hos en dansk arbejdsgiver. Se SKM2002.252.LR.
- Første tjenesterejse i Danmark i forbindelse med en række planlagte/forventede tjenesterejser. Se SKM2006.41.SR.
- Deltagelse i 4 årlige bestyrelsesmøder i et selskab. Se SKM2009.813.LSR.
- Galleri fra sommerbolig. Se SKM2006.212.SR.
- 80 årlige erhvervsbetingede overnatninger. Se TfS 1992, 198 LR.
Skattepligten indtræder på det tidspunkt, hvor den pågældende påbegynder sit arbejde. Se SKM2007.353.SR og SKM2006.41.SR.
Som udgangspunkt er enhver form for arbejde uforeneligt med "ferie eller lignende", men når arbejdet her i landet er udtryk for enkeltstående og sporadiske indtægtsindtægtsgivende aktiviteter, medfører de ikke, at den fulde skattepligt indtræder, trods rådighed over en bolig her.
Eksempel
- En model udførte 7 dagslange fotosessions inden for en 12 måneders periode. Se SKM2012.732.ØLR og Skatteministeriets kommentar SKM2013.316.DEP.
- En operasangers afholdelse af et enkeltstående arrangement. Se TfS 1997, 590 LSR.
- 14 dages forberedelse af undervisning af undervisningsmateriale mv. til brug for undervisning i Schweiz. Se SKM2002.252.LR.
- En musikers få koncerter og vedligeholdelse af musikalske færdigheder. Se SKM2014.717.LSR.
- Udtagelse til landskampe og landsholdssamlinger. Se SKM2015.61.SR.
- Medhjælp (ulønnet) på søns minkfarm i nogle uger om året. Se TfS 1990, 163 LSR.
Enkeltstående arbejde
Egentligt arbejde under opholdet accepteres kun i ganske begrænset omfang. Som følge af Østre Landsrets dom SKM2012.732.ØLR accepteres det, at en person, der har bopæl her i landet, udfører egentligt arbejde her i landet i maksimalt 10 dage inden for en 12 måneders periode. Overstiger arbejdets omfang denne grænse, indtræder skattepligten som hovedregel.
Bemærk
Under helt særlige omstændigheder kan arbejdsopgaver udført her i landet bevare deres enkeltstående karakter, selv om de tidsmæssigt udstrækker sig ud over 10 dage inden for en periode på 12 måneder. Dette vil forudsætte, at vedkommende normalt ikke udfører arbejde her i landet, at det er ekstraordinært, at arbejdet er udført her i landet, og at arbejdet ikke har nogen særlig tilknytning til Danmark.
Eksempel
I SKM2002.252.LR indtræder skattepligten ikke for en person, der anvender 14 dage af sin sommerferie til forberedelse af undervisningsmateriale mv. til brug for undervisning i Schweiz . Forberedelsen ansås at udgøre en så lille del af personens hovedbeskæftigelse, som var undervisning i Schweiz, at det ikke havde den fornødne karakter af regelmæssig, løbende personlig varetagelse af indtægtsgivende erhverv.
Eksempel
I SKM2015.61.SR påtænkte en person, der boede i x-land og spillede håndbold for en klub der, at blive medejer af en bolig i Danmark sammen med sin kæreste. Den fulde skattepligt ville ikke indtræde, hvis personen modtog landsholdspenge i forbindelse med landsholdssamlinger og landskampe her i landet. Da landsholdet stillede indkvartering til rådighed til rådig for personen, ville denne ikke opholde sig i boligen i de perioder, hvor kampene og den tilknyttede træning ville finde sted. Under hensyn til de helt særlige omstændigheder havde de enkelte seancer på landsholdet karakter af enkeltstående arrangementer, selvom antallet af arbejdsdage således kunne overstige 10 dage. Der blev også henset til, at personen normalt udførte sit arbejde i udlandet, og at det i sin natur var ekstraordinært at blive udtaget til at spille og træne på landsholdet, og at landsholdet spillede sine kampe i både ind- og udland.
Længden af den enkelte arbejdsdag er uden betydning, når blot arbejdet har karakter af egentlig erhvervsudøvelse. En person kan fx ikke i samme periode arbejde 14 halve dage, uden at skattepligten indtræder.
Enkeltstående møder tæller for en arbejdsdag, uanset mødets varighed.
Skattepligten indtræder dog, hvis aktiviteterne over en længere periode er udtryk for et fast mønster. Det gælder fx, når arbejdet sker som led i en jævnligt tilbagevendende varetagelse af arbejdsopgaver for en dansk arbejdsgiver eller en udenlandsk arbejdsgiver med løbende arbejdsmæssige aktiviteter i Danmark.
Egentlige hverv eller ansættelsesforhold, fx som bestyrelsesmedlem eller som ansat i udenlandsk virksomhed med danske kunder, hvor personen skal varetage kundekontakten med de danske kunder, indebærer et fast mønster, og kan ikke anses for et enkeltstående arbejde.
Se også SKM2009.813.LSR, SKM2006.41.SR og SKM2015.656.SR.
I SKM2009.813.LSR, ville en person under de konkrete omstændigheder blive anset for fuldt skattepligtig, hvis han lejede en lejlighed i Danmark og deltog i 4 bestyrelsesmøder i et selskab, som et af ham helejet holdingselskab var medejer af. Deltagelsen i bestyrelsesmøderne ansås for løbende personlig varetagelse af indtægtsgivende erhverv.
I SKM2006.41.SR blev en person, der havde bopæl til rådighed i Danmark, anset for fuldt skattepligtig fra det tidspunkt, hvor han foretog sin første tjenesterejse til Danmark i forbindelse med en række planlagte/forventede tjenesterejser, idet han på dette tidspunkt havde taget ophold i Danmark.
Bemærk
Grænsen for egentligt arbejde på 10 dage inden for en 12 måneders periode gælder ikke, hvis den pågældende persons arbejde - i forhold til dennes øvrige arbejdssituation - specifikt eller i særlig grad retter sig mod Danmark.
Eksempel
En operasangerindes enkeltstående koncertarrangementer her i landet retter sig ikke specifikt mod Danmark, hvis den pågældende er fast engageret i et andet land eller i øvrigt har koncertarrangementer i mange lande.
Arbejdet skal direkte eller indirekte have økonomisk betydning for den pågældende. Hvis det pågældende arbejde er uegennyttigt, ulønnet eller på anden måde helt uden økonomisk betydning for den pågældende person, vil arbejdet ikke føre til indtræden af skattepligt efter KSL § 7, stk. 1.
Eksempel
Hvis den pågældende under sit ophold her i landet fx udfører ulønnet arbejde for en almen velgørende forening, fx deltager i en indsamling, vil dette ikke i sig selv føre til indtræden af skattepligt.
Se også
Se også TfS 1990, 163 LSR, hvor en far var ulønnet medhjælp på søns minkfarm i nogle uger om året.
Besvarelse af e-mails og lignende
Skattepligten indtræder ikke, hvis personen under sin ferie eller i forbindelse med weekender kun besvarer sporadiske telefonopkald, e-mails og SMS, der vedrører arbejde, hvis formålet med opholdet her i landet i øvrigt er ferie eller lignende, herunder samvær med ægtefælle og børn.
Omvendt må de arbejdsrelaterede aktiviteter ikke have karakter af løbende, regelmæssig varetagelse af et indtægtsgivende erhverv. Skattepligten indtræder, hvis den pågældende indretter sig efter at skulle arbejde under længere ophold, fordi længden af opholdet sammenholdt med den arbejdsmæssige aktivitet fører til, at opholdet her i landet ikke længere kan anses for et kortvarigt ophold på grund af ferie eller lignende. Se SKM2015.329.SR, SKM2015.273.SR, SKM2015.756.SR og SKM2017.180.LSR.
Se også
Se også SKM2014.158.LSR, hvor skattepligten ikke ville genindtræde for en person, der var flyttet til Kina, hvis den pågældende som direktionsmedlem og chief operating manager og general manager for et udenlandsk selskab deltog i bestyrelsesmøde i et dansk selskab af en dags varighed under sit ophold i Danmark.
Hvis opholdets længde overstiger, hvad der normalt anses for ferie, og den pågældende samtidig under sit ophold står til rådighed for sit arbejde, og som følge heraf udfører arbejdsrelaterede opgaver, kan opholdet ikke længere anses for et kortvarigt ophold på grund af ferie eller lignende. De almindeligt gældende grænser for ophold her i landet gælder ikke, når den pågældende kombinerer opholdet med udøvelse af erhverv. Det gælder også, selvom arbejdet forsøges begrænset til det mest nødvendige.
Se også
Se også SKM2014.717.LSR, hvor Skatteforvaltningen ikke havde godtgjort, at en musikers kortvarige ophold i Danmark ikke havde karakter af ferie eller lignende. Musikerens få koncerter mv. samt hans nødvendige vedligeholdelse af sine musikalske færdigheder under opholdet her i landet kunne ikke anses for regelmæssig varetagelse af løbende, indtægtsgivende arbejde.
Eksempel
Skatterådet fandt, at skattepligten indtrådte, selvom den pågældende i videst muligt omfang begrænsede sit arbejde under sit ophold her i landet. Det fremgik af sagen, at det væsentligste formål med opholdet i Danmark var ferie eller lignende, herunder samvær med ægtefælle og børn mv., men det kunne ikke afvises, at personen under sine ophold kunne blive nødt til at svare på telefoner, svare på e-mails mv.
Skatterådet kom frem til, at skattepligten ville indtræde, fordi den pågældende spurgte til en meget lang periode (op til 3 måneder uafbrudt eller 180 dage sammenlagt). Kombinationen af opholdets længde og karakter førte til, at opholdet konkret ikke kunne anses for et kortvarigt ophold på grund af ferie eller lignende. Landsskatteretten stadfæstede Skatterådets afgørelse. Se SKM2012.311.LSR.
Spørgsmål 2
Lovgrundlag
Uddrag af bekendtgørelse nr. 158 af 6. december 1996 vedr. overenskomst mellem Kongeriget Danmark og Forbundsrepublikken Tyskland til undgåelse af dobbeltbeskatning for så vidt angår indkomst- og formueskatter og for så vidt angår skatter i boer, af arv og af gave samt vedrørende bistand i skattesager.
Artikel 4
Skattemæssigt hjemsted
1. I denne overenskomst betyder udtrykk
et »en person, der er hjemmehørende i en kontraherende stat«
- a) for så vidt angår indkomst- og formueskatter, en person, som i henhold til lovgivningen i denne stat er skattepligtig der på grund af hjemsted, bopæl, ledelsens sæde eller ethvert andet lignende kriterium. Dette udtryk omfatter dog ikke en person, hvis skattepligt i denne stat er begrænset til indkomst fra kilder i denne stat eller der beroende formue;
- b) for så vidt angår skatter i boer, af arv eller af gave, en person, som i henhold til lovgivningen i denne stat er skattepligtig der med hensyn til et bo eller en gave på grund af hjemsted, bopæl, ledelsens sæde eller ethvert andet lignende kriterium. Dette udtryk omfatter dog ikke en person, hvis bo eller hvis gave er skattepligtig i denne stat udelukkende på grund af formuegoder, som befinder sig der.
2. I tilfælde, hvor en fysisk person efter bestemmelserne i stykke 1 er hjemmehørende i begge de kontraherende stater, bestemmes hans status efter følgende regler:
- a) han skal anses for at være hjemmehørende i den stat, i hvilken han har en fast bolig til sin rådighed; hvis han har en fast bolig til sin rådighed i begge stater, skal han anses for at være hjemmehørende i den stat, med hvilken han har de stærkeste personlige og økonomiske forbindelser (midtpunkt for sine livsinteresser);
- b) hvis det ikke kan afgøres, i hvilken stat han har midtpunkt for sine livsinteresser, eller hvis han ikke har en fast bolig til sin rådighed i nogen af staterne, skal han anses for at være hjemmehørende i den stat, i hvilken han sædvanligvis har ophold;
- c) hvis han sædvanligvis har ophold i begge stater, eller hvis han ikke har sådant ophold i nogen af dem, skal han anses for at være hjemmehørende i den stat, i hvilken han er statsborger;
- d) hvis han er statsborger i begge stater, eller hvis han ikke er statsborger i nogen af dem, skal de kompetente myndigheder i de kontraherende stater afgøre spørgsmålet ved gensidig aftale.
(…)
Forarbejder
Uddrag af forslag til lov om indgåelse af dobbeltbeskatningsoverenskomst mellem Danmark og Tyskland - L260 af 25. april 1996. Bemærkninger vedr. artikel 4.
Artikel 4. Skattemæssigt hjemsted
Bestemmelsen definerer begrebet »hjemmehørende«. Da beskatningsretten til de forskellige typer indkomst i kapitel II og III knyttes enten til den stat, hvor indkomstmodtageren er hjemmehørende (bopælsstaten) eller til den stat, hvorfra indkomsten stammer (kildestaten), er det af afgørende betydning, at det kan afgøres, i hvilken stat indkomstmodtageren er hjemmehørende, dvs. hans bopælsstat.
Praksis
Uddrag af Den juridiske vejledning 2019-1, afsnit C.F.8.2.2.4.1.2
Dobbeltdomicil
En fysisk person kan godt være fuldt skattepligtig til, og dermed hjemmehørende, i to (eller flere) lande på én gang. Dette kaldes dobbeltdomicil. Modeloverenskomsten er imidlertid opbygget sådan, at kun ét af landene kan være bopælsland i overenskomstens forstand. Det andet land skal være kildeland i overenskomstens forstand. Se afsnit C.F.8.2.2.4.1.1.
Hjemmehørende efter modeloverenskomsten
Modeloverenskomsten indeholder regler, der skal gøre det muligt at afgøre, hvor en fysisk person med dobbeltdomicil skal anses for hjemmehørende i overenskomstens forstand. Se modeloverenskomstens artikel 4, stk. 2.
Modeloverenskomstens regelsæt består af fire regler:
- Regel nr. 1: Fast bolig til rådighed, og hvis der er fast bolig i begge lande, hvor den pågældende har stærkeste personlige og økonomiske forbindelser (centrum for livsinteresser)
- Regel nr. 2: Sædvanligt ophold
- Regel nr. 3: Statsborgerskab
- Regel nr. 4: Gensidig aftale mellem de kompetente myndigheder.
Reglerne anvendes sådan, at alle sager forsøges først afgjort efter regel nr. 1.
Hvis det ikke kan afgøres, hvor den pågældende er hjemmehørende ud fra fast bolig og centrum for livsinteresser (regel nr. 1), skal det vurderes, hvor den pågældende sædvanligvis opholder sig (regel nr. 2).
Kan det ikke ud fra dette afgøres, hvor den pågældende er hjemmehørende, træffes afgørelsen på baggrund af statsborgerskab (regel nr. 3).
Er den pågældende statsborger i begge eller ingen af de pågældende lande træffes afgørelsen efter gensidig aftale mellem de kompetente myndigheder (regel nr. 4).
Se også
Regel nr. 1: Fast bolig til rådighed og centrum for livsinteresser
En fysisk person med dobbeltdomicil anses i modeloverenskomstens forstand for hjemmehørende i det land, hvor han eller hun har en fast bolig til rådighed. Se modeloverenskomstens artikel 4, stk. 2, litra a, 1. led.
En fysisk person med dobbeltdomicil, der har en fast bolig til rådighed i begge lande, anses i modeloverenskomstens forstand for hjemmehørende i det land, hvor han eller hun har de stærkeste personlige og økonomiske forbindelser. Dette kaldes også centrum for livsinteresser.
I den forbindelse lægges der vægt på:
- hvor personen har sin familie (og øvrige sociale tilknytning)
- hvor personen har sin politiske, kulturelle tilknytning eller andre aktiviteter
- hvor personen har sit forretningssted, det sted hvorfra personen administrere sine aktiviteter osv.
Omstændighederne skal bedømmes ud fra en helhed. Den omstændighed, at personen bibeholder sin bolig i det land, hvor han altid har boet, hvor han har arbejdet, og hvor han har sin familie og ejendele, kan sammen med andre elementer skabe en formodning for, at han har bevaret midtpunkt for sine livsinteresser i dette land.
Se modeloverenskomstens artikel 4, stk. 2, litra a, 2. led.
Eksempel 1
En skatteyder, der emigrerede fra Danmark til Storbritannien blev anset for at have bevaret bopælsmulighed i Danmark, hvorfor den fulde skattepligt ansås for opretholdt. Skatteyderen havde efter udrejsen udelukkende erhvervsmæssige interesser i Danmark. Efter en samlet bedømmelse af skatteyders tilknytning i begge lande blev denne efter den dansk/engelske DBO, artikel 4, stk. 2, litra a, anset for hjemmehørende her i landet, så beskatningsretten tilkom Danmark. Se TfS 1996, 51 HRD.
Eksempel 2
En person, der drev IT virksomhed, meldte i 1991 flytning til Belgien i forbindelse med indgåelse af en tidsbegrænset kontrakt med Kommissionen. Han boede frem til sommeren 1993 i to forskellige lejligheder i Belgien og derefter hos en ven og på et pensionat. Personens ægtefælle og parrets mindreårige barn blev boende i Danmark, men opholdt sig i Belgien i en periode på ca. et år fra 1992-1993, umiddelbart efter, at personen havde fået en blodprop i hjertet, og derefter var sygemeldt i en periode. IT-virksomheden blev fortsat drevet fra bopælen i Danmark, og indtægterne herfra oversteg gennem hele perioden indtægterne fra Kommissionen. Personen blev anset for at have de stærkeste personlige og økonomiske interesser i Danmark og var efter DBO'ens artikel 4, stk. 2, hjemmehørende i Danmark i den pågældende periode. Se SKM2007.501.HR.
Eksempel 3
En person boede i Storbritannien, men arbejdede i Danmark som direktør. Han ville leje en lejlighed i Danmark og ville i den forbindelse blive fuldt skattepligtig her til landet. Familien ville fortsat bo i boligen i Storbritannien, og personen ville opholde sig i Storbritannien det meste af tiden. Personen havde efter det oplyste alene sit hus i Storbritannien, men ingen indtægtsgivende aktivitet herfra.
Personens personlige interesser talte for, at spørger skulle anses for at have midtpunkt for sine livsinteresser i Storbritannien. De økonomiske interesser talte derimod for, at spørger skulle anses for at have midtpunkt for sine livsinteresser i Danmark, hvor han er ansat som direktør. Lønnen for varetagelse af dette arbejde udgjorde personens primære indtægt.
Skatterådet fandt derfor, at det ikke kunne afgøres, i hvilken af staterne personen havde midtpunkt for sine livsinteresser. Skatterådet kunne således ikke bekræfte, at personen under de beskrevne vilkår fortsat ville blive anset for at være hjemmehørende i Storbritannien på grund af midtpunktet for sine livsinteresser. Personen skulle derfor anses for at være hjemmehørende i den stat, hvor han sædvanligvis havde ophold, hvilket var Storbritannien. Se SKM2018.564.SR.
(…)
Regel nr. 2: Sædvanligt ophold
Hvis det ikke kan afgøres, i hvilket af de to lande personen har centrum for sine livsinteresser, anses han eller hun i overenskomstens forstand kun for hjemmehørende i det land, hvor han eller hun sædvanligvis opholder sig. Se modeloverenskomstens artikel 4, stk. 2, litra b.
Bemærk
Denne regel gælder, hvis
- personen har en fast bolig til rådighed i begge lande, eller
- personen ikke har en fast bolig til rådighed i nogen af landene
- og det ikke kan afgøres, hvor personen har centrum for livsinteresser.
Længden af den periode der skal vurderes for at fastslå, hvor personen sædvanligvis opholder sig er ikke angivet i reglen. Vurderingen må dække en tilstrækkelig lang periode til, at det er muligt at bedømme opholdenes frekvens, varighed og regelmæssighed som del af personens fastlagte livsvaner, dvs. ophold der ikke blot er forbigående. Se punkt 19 og 19.1 i kommentaren til modeloverenskomstens artikel 4.
Eksempel
Hvis det ikke efter regel nr. 1 kan afgøres, hvor den pågældende skal anses for at høre hjemme i forhold til DBO'en, er det relevant at optælle opholdsdage over en længere periode, eventuelt antal overnatninger i de relevante lande. Hvis det ud fra dette opholdsmønster kan udledes, at den pågældende overvejende har ophold i det ene land, anses denne for hjemmehørende i det pågældende land. Se SKM2007.135.ØLR.
Se også
Se også SKM2006.41.SR.
Bemærk
Når det skal vurderes, om en person har sit sædvanlige ophold i én eller begge stater, er den relevante periode ikke altid den periode, hvor der er dobbeltdomicil, specielt ikke i tilfælde hvor perioden med dobbeltdomicil er meget kort. Se punkt 19.1 i kommentaren til modeloverenskomstens artikel 4.