Parter

A

(V/Adv. Gitte Skouby)

Mod

Skatteministeriet

(Kammeradvokaten v/Adv. Johan Unna)

Afsagt af byretsdommer

Lone Molsted

Sagens baggrund og parternes påstande

Under denne sag, der er anlagt den 24. november 2015, har sagsøger, A, nedlagt følgende påstande,

Principalt:

1. Sagsøgers skattepligtige indkomst (kapitalindkomst) for 2009 nedsættes med kr. 2.421.010.
2. Frifindelse for sagsøgtes subsidiære påstand.

Subsidiært:

Sagen hjemvises til fornyet administrativ behandling for opgørelse af hvilken del af den modtagne erstatning på kr. 5,4 mio., der efter rettens anvisning må anses for en skattepligtig renteindtægt henholdsvis skattepligtig indtægt eller erstatning herfor.

Sagsøgte, Skatteministeriet, har principalt påstået frifindelse, subsidiært at sagsøger skal anerkende, at hans skattepligtige indkomst for indkomståret 2009 nedsættes med 2.421.010 kr., medens hans skattepligtige indkomst for indkomståret 2010 forhøjes med 2.421.010 kr.

Dommen indeholder ikke en fuldstændig sagsfremstilling, jf. retsplejelovens § 218 a.

Oplysningerne i sagen

Landsskatteretten traf den 25. september 2015 følgende afgørelse:

"...

Klagepunkt	SKATs afgørelse	Klagerens opfattelse	Landsskatterettens afgørelse
Renteindtægter vedrørende erstatning	2.421.010 kr.	0 kr.	2.421.010 kr.

Møde mv.

Klagerens repræsentant har haft lejlighed til at udtale sig over for Landsskatteretten på et retsmøde.

Faktiske oplysninger

Klageren solgte i 2006 ved betinget købsaftale en ejerlejlighed beliggende Y1-adresse, Y2-by, for 8.500.000 kr. Handlen blev hævet.

Klageren anlagde først sag ved Byretten og efterfølgende ved Østre Landsret. Der blev afsagt endelig dom i sagen den 9. januar 2009. Af Østre Landsrets dom fremgår:

"...

De indstævnte, SK og SJ, tilpligtes at anerkende,

1)   at de ikke har været berettiget til at træde tilbage fra aftalen om de indstævntes køb af appellantens ejerlejlighed, ejerlejlighed nr. 10, matr.nr. ...11, beliggende Y1-adresse, Y2-by,

2)   at appellanten har været berettiget til at hæve den i påstand 1 nævnte aftale om de indstævntes køb af ejerlejlighed nr. 10, matr.nr. ...11, beliggende Y1-adresse, Y2-by, som følge af de indstævntes væsentlige misligholdelse.

3)   at være pligtige til at betale erstatning i form af positiv opfyldelsesinteresse i anledning af deres væsentlige misligholdelse af den af appellanten ophævede aftale om de indstævntes køb af ejerlejlighed nr. 10, matr. nr. ...11, beliggende Y1-adresse, Y2-by.

..."

Efter at ejerlejligheden ved slutseddel af 7. maj 2010 blev gensolgt for 6.600.000 kr., er der opgjort et erstatningsbeløb, og parterne har indgået forlig i sagen. Der blev ikke udarbejdet et endeligt forligsdokument, men der er henvist til en mail af 10. maj 2010 kl. 14:11 fra klagerens advokat, IE, til modpartens advokat, NM, hvor der tilbydes et forlig på 5.500.000 kr.

Der hersker dog uenighed om det endelige forligs størrelse. Klagerens repræsentant har i klageskrivelsen oplyst, at forligsbeløbet udgør 5.200.000 kr. Efterfølgende har han oplyst, at forligsbeløbet udgør i alt 5.400.000 kr., svarende til en bankoverførsel på 5.200.000 kr. plus et deponeret beløb hos ejendomsmægleren i 2006 på 200.000 kr. Som dokumentation for påstanden om det deponerede beløb er indsendt kopi af en faktura fra ejendomsmægler IJ, hvoraf det fremgår, at der er sket modregning i hans faktura med 200.000 kr. vedrørende 1. del af udbetalingen.

Revisionsfirmaet G1 har i modpartens sag oplyst over for SKAT, at forligsbeløbet udgør i alt 5.500.000 kr. Beløbet er betalt ved en bankoverførsel på 5.200.000 kr. plus et deponeret beløb hos ejendomsmægleren i 2006 på 300.000 kr.

Revisionsfirmaet G1 skrev til SKAT den 30. august 2011:

"...

Tak for mail af d.d.

Vedlagt genfremsendes kopi af dokumentation for betaling af kr. 5.200.000,00 den 16. juni 2010 (som det også fremgår af vor følgeskrivelse, dateret 28. juli 2011).

Kopi af forliget er dateret pr. mail-korrespondance, 10. maj 2010 14:11 mellem advokat IE og advokat NM.

I forligsteksten er forliget aftalt mod betaling af kr. 5.500.000,00 til fuld og endelig afgørelse. Inden betaling finder sted bliver parterne opmærksomme på, at SJ og hustru i forbindelse med underskrivelse af købsaftalen i 2006 havde deponeret kr. 300.000 hos ejendomsmægleren. De kr. 5.5 mio er således reduceret med den deponerede udbetaling kr. 300.000 og forligsbeløbet er ændret til kr. 5.2 mio.

Ovenstående kan vi bede advokat IE om at bekræfte, såfremt der er behov herfor.

..."

Samme revisionsfirma skrev til SKAT den 28. juli 2011:

"...

Vedlagt overbringes kopi af Østre Landsrets dom, dateret 9. januar 2009, der bl.a. dokumenterer vore klienters pligt til at betale erstatning i form af positiv opfyldelsesinteresse i anledning af væsentlig misligholdelse af den ophævede aftale om køb af ejerlejlighed nr. 10, matr. Nr. ...11, beliggende Y1-adresse, Y2-by.

Sagen bliver efterfølgende forligt mod betaling af kr. 5,2 mio. Heri indgår et rentebeløb på kr. 2.421.009,58.

Der vedlægges dokumentation for betaling af kr. 5.200.000,00 den 16. juni 2010."

Af mailkorrespondancen af 10. maj 2010 fra klagerens advokat IE til modpartens advokat, NM, fremgår:

"Jeg har nu drøftet din henvendelse med min klient, der samtidigt kunne meddele, at han nu har fået solgt lejligheden for en købesum på kr. 6,7 mio.

Jeg har tidligere sendt en erstatningsopgørelse ført frem til 1.7.2009, som viste et erstatningskrav på 3.321.520 kr. - vel at mærke under forudsætning af et dækningssalg til kr.  8.850.000.

Allerede som følge af prisfaldet skal erstatningsopgørelsen således forhøjes med 2.150.000 kr. til foreløbigt 5.471.520 kr. Hertil kommer så yderligere liggeomkostninger og renter. På den anden side er der ved salget i denne omgang et lavere mæglerhonorar end medregnet (men yderligere annonceudgifter). Dette medfører en reduktion i størrelsesorden 100.000 kr. men det er klart, at yderligere renter og liggeomkostninger vil medføre et betydeligt større tillæg end dette fradrag.

Min klient har bemyndiget mig til at tilbyde sagen forligt med betaling af 5,5 mio kr. til fuld og endelig afgørelse inden 14 dage fra d.d.

Bankgarantien frigives naturligvis straks efter sådan betaling.

..."

Modpartens revisor har til SKAT udleveret en erstatningsopgørelse, der viser et erstatningsberettiget tab på 5.571.520,13 kr. inklusive beregnede renter på 2.421.009,58 kr. Rentebeløbet er beregnet for perioden 1. december 2006 til 1. juli 2009 og er beregnet på grundlag af den oprindeligt aftalte købesum på 8.500.000 kr. x udlånsrente + tillæg 7,0 %.

Der er en difference på 100.000 kr. mellem beløbet på 5.471.520 kr. i mailen af 10. maj 2010 og erstatningsopgørelsen. Det skyldes, at det i mailen er angivet, at lejligheden er solgt for 6,7 mio kr., mens det korrekte beløb er 6.600.000 kr.

SKATs afgørelse

SKAT har forhøjet klagerens indkomst med 2.421.010 kr. Som begrundelse for afgørelsen har SKAT anført:

"...

Renteindtægter er skattepligtige og skal medregnes ved indkomstopgørelsen. Reglerne om indtægt af kapital findes i SL § 4, litra e.

Da renterne er opgjort på tidspunktet for dommens afsigelse, skal renteindtægterne medregnes på dette tidspunkt.

Definitionen på renter er, at det er et sædvanligt periodisk vederlag til kreditor beregnet som en bestemt procentdel af den til enhver tid værende restgæld for at stille kapital til disposition.

Kapitalen og rentekravet er, efter SKATs opfattelse, derfor først opgjort på tidspunktet for dommens afsigelse den 9. januar 2009, herunder under skyldig hensyntagen til det efterfølgende indgåede forlig om den samlede erstatnings endelige opgørelse.

Der er herved henset til, at renteindtægter som hovedregel først skal medregnes ved indkomstopgørelsen for det indkomstår, i hvilket de forfalder, jf. TfS 1997,11 LSR.

Forfaldstiden er som udgangspunkt det betalingstidspunkt, der er aftalt i gældsforholdet. Se skatteministeriets cirkulære nr. 72 af 17. april 1996, pkt. 8.1.1. Der henvises tillige til Ligningslovens § 5, stk. 1.

Der kan ikke foretages periodisering af renter forud for det faktiske retserhvervelsestidspunkt, se SKM2005.221.HR.

Renteindtægter beskattes som hovedregel som kapitalindkomst, jf. PSL § 4, stk. 1, nr. 1.

SKAT modtog fra din revisor, ved skrivelse af 16. april 2012, indsigelse til forslaget af 29. februar 2012. I samme skrivelse anførte din revisor, at man ønskede et møde med SKAT, såfremt SKAT ville fastholde ansættelsesændringen i forslaget af 29. februar 2012.

Da SKAT agtede at fastholde forslaget, blev der afholdt møde i SKAT den 14. juni 2012.

Under henvisning til det på mødet den 14. juni 2012 passerede, herunder den af SKAT på mødet udleverede afgørelse (SKM2011.651.SR), samt det den 20. juni 2012 pr. mail yderligere fremsendte materiale til din revisor (Svar på spørgsmål 33 af 13. oktober 2004 til Folketingets Skatteudvalg og udskrift af Højesteretsdom (SKM2005.221.HR)), fastholder SKAT ansættelsesændringen.

Der er endvidere herved henset til, at de domme/afgørelser, som din revisor i indsigelsen af 16. april 2012, henviser til (LSRM.1980.200 og TfS.1986.235), ikke af SKAT ses at omfatte beskatning af egentlige procesrenter ved positiv opfyldelsesinteresse, da der i den førstnævnte afgørelse var tale om en erstatning for ikke opfyldelse og dermed som et tab vedrørende formuen. Den anden afgørelse omhandler erstatning til dækning af de af sælger betalte prioritetsrenter indtil lejligheden blev solgt til en ny køber og beløbet måtte derfor anses for et formuetab, der var indkomstopgørelsen uvedkommende.

I dit konkrete tilfælde er du, ved Østre Landsrets dom af 9. januar 2009, tilkendt en erstatning i form af positiv opfyldelsesinteresse i anledning af de oprindelige køberes væsentlige misligholdelse af den ophævede aftale om de indstævntes køb af ejendommen beliggende Y1-adresse, Y2-by. Erstatningen størrelse kunne opgøres, når dækningssalget var gennemført. Ejendommen blev solgt med overtagelse den 1. juli 2009.

Ved denne positive opfyldelsesinteresse blev du tilkendt erstatning af differencen mellem købesummen og prisen ved dækningssalget opgjort til 1.900.000, renter af købesummen (procesrenter) med 2.421.010 samt omkostninger ved bl.a. udgifter til elevatoretablering, omkostninger ved dækningssalget og liggeomkostninger på i alt 1.250.510, eller i  alt 5.571.520. Den samlede erstatning er efterfølgende ved et forlig reduceret til, jf. det af din revisor anførte, ca. 5.200.000. Reduktionen af erstatningssummen på derved 371.520 er ikke nærmere specificeret, men det kan ud fra renteberegningen af procesrenterne konkluderes, at reduktionen ikke vedrører procesrenten, da procesrenten, opgjort til 2.421.010, er beregnet med 11 % p.a. af den oprindelige købesum på 8.500.000 (uden renters rente) fra den aftalte overtagelsesdag i 2006 og indtil ultimo juni 2009, som er dagen før datoen for overtagelsesdagen ved dækningssalget.

SKAT er på denne baggrund ikke enig med din revisor, der anser procesrenten som dækning af et formuetab. SKAT anser procesrenterne som en del af den positive opfyldelsesinteresse, idet procesrenten dækker det rentetab, der er lidt, hvis handlen var gennemført som  aftalt.

SKAT anser, at det er med rette, jf. SKATs ovenstående begrundelser og henvisninger, specielt til SKM2011.651.SR, at procesrenterne skal medregnes ved din indkomstopgørelse."

SKATs udtalelse til klageskrivelsen:

"...

Under skyldig hensyntagen til begrundelserne i SKATs afgørelse af 2. juli 2012, herunder SKM2011.651.SR (procesrenter er skattepligtige) vurderer og indstiller SKAT principielt, at procesrenten på 2.421.009,58 er skattepligtigt og, at beløbet skal medregnes i året i hvilket der erhverves ret dertil, hvilket vil sige i 2009, uagtet at endelig afgørelse om erstatningens endelige størrelse først er afgjort ved et forlig i 2010.

Subsidiært er det SKATs påstand, at procesrenten, uagtet klagers ændrede opgørelsesmetode, ikke kan nedsættes, og SKAT indstiller at procesrenten fastholdes til 2.421.009,58, da procesrenten er beregnet med udgangspunkt  i den oprindelige købesum på 8.500.000, der ikke ses ændret.

Mere subsidiært, hvis Skatteankenævnet, mod forventning, ikke mener, at beløbet kan henføres til retserhvervelsesåret 2009, at da er hele procesrenten på 2.421.009,58 stadig skattepligtigt, og skal medregnes i indkomstopgørelsen for 2010.

..."

Klagerens opfattelse

Det er repræsentantens påstand, at klageren for indkomståret 2009 ikke skal forhøjes, idet erstatningsbeløbet dækker et formuetab og ikke renter for at stille kapital til rådighed.

Subsidiært er det repræsentantens påstand, at forhøjelsen er foretaget med et for højt beløb, idet den foreløbige erstatningsopgørelse efterfølgende blev forhandlet ned fra 5.571.520 kr. til 5.200.000 kr. Rentebeløbet skal derfor tilsvarende nedreguleres.

Mere subsidiært påstås det, at klageren først har erhvervet endelig ret til beløbet i 2010, hvor erstatningsbeløbet blev forligt og betalt. Beløbet kan derfor først beskattes i 2010.

Det er til støtte for påstanden anført:

"...

SKAT´s afgørelse

SKAT har truffet afgørelse om, at en del af en erstatningssum som A modtog i form af positiv opfyldelsesinteresse i forbindelse med et misligholdt ejendomssalg, skal anses som en skattepligtig procesrente.

Endvidere har SKAT fastlagt beskatningstidspunktet til 2009, hvor Østre Landsret afsagde dom om, at A var berettiget til en erstatning i form af positiv opfyldelsesinteresse.

Baggrund

A er ved dom afsagt af Østre Landsret den 9. januar 2009 (kopi vedlagt) blevet tilkendt en erstatning i form af positiv opfyldelsesinteresse i anledning af købers (SK og SJ) væsentlige misligholdelse af den af A ophævede aftale vedrørende køb af lejlighed beliggende Y1-adresse, Y2-by. Kopi af Østre Landsrets dom vedlægges.

Efterfølgende dommens afsigelse gennemgik parterne et længere forhandlingsforløb for at få fastsat erstatningsbeløbet. Ifølge den for SKAT forelagte foreløbige opgørelse er erstatningen fastsat til 5.571.520 kr. Først i juni 2010 blev erstatningen forligt til et beløb på 5,2 mio. kr., og A modtog hurtigt herefter beløbet.

Vores vurdering af primær påstand

Definitionen på renter er, som anført af SKAT, at det er et sædvanligt periodisk vederlag til kreditor - beregnet som en bestemt procentdel af den til enhver tid værende restgæld - for at stille kapital til disposition.

I den konkrete situation er A, ved dom afsagt af Østre Landsret den 9. januar 2009, blevet tilkendt en erstatning i form af positiv opfyldelsesinteresse.

Grundtanken bag positiv opfyldelsesinteresse er, at A som sælger af lejligheden skal stilles som om aftalen rent faktisk var gennemført. Med andre ord skal A ikke lide under, at køber ikke har opfyldt sine forpligtelser. Af samme årsag vil der normalt være mulighed for at få dækket eventuelle tabte videresalgsavancer mv. fra modparten.

Problemstillingen er behandlet i flere offentliggjorte afgørelser.

I LSR af 11/4 1980 (LSRM 1980, 200) havde en skatteyder ved slutseddel af 29/8 1977 købt en ejendom med overtagelse den 1/10 s.å., men allerede den 3/10 havde det vist sig, at skatteyderen ikke kunne præstere den kontante udbetaling på 45.000 kr. Det blev aftalt mellem parterne, at sælgeren hævede handelen, dog således, at skatteyderen havde mulighed for at overtage ejendommen på de oprindeligt aftalte vilkår, såfremt han præsterede den kontante udbetaling, inden handel var indgået med tredjemand. Ejendommen blev solgt til tredjemand ved slutseddel af 25/10 1977 med overtagelse den 1/12, hvorefter skatteyderen havde måttet betale erstatning til sælgeren, blandt andet for rentetab med et beløb på ca. 9.000 kr. for perioden 1/10 til 1/12 1977. Skatteyderen anså sig for berettiget til at fratrække ovennævnte beløb som renteudgift ved opgørelsen af sin skattepligtige indkomst, men Landsskatteren mente ikke, at det pågældende beløb kunne anses for renter af en skatteyderen påhvilende gæld, men at beløbet måtte betragtes som erstatning for ikke opfyldelse og dermed som et tab vedrørende formuen.

I LSR af 4/2 1986 (TfS 1986, 235) blev en skatteyder, der havde annulleret en aftale om køb af en ejerlejlighed ved retsforlig pålagt en erstatning, der bl.a. skulle dække de af sælger betalte prioritetsrenter for tiden indtil lejligheden blev solgt til en ny køber. Det beløb, skatteyderen havde betalt til dækning af de af sælger betalte prioritetsrenter, var ikke renter af gæld, som påhvilede skatteyderen, men erstatning for misligholdelse, og måtte derfor anses for et formuetab, der var indkomstopgørelsen uvedkommende.

Nærværende problemstilling er helt identisk med problemstillingen i afgørelsen refereret i LSRM 1980, 200, hvor Landsskatteretten kom frem til, at erstatningsyder ikke kunne få fradrag for renteudgifter, idet beløbet måtte betragtes som et tab vedrørende formuen.

I nærværende situation medførte kendelsen (LSRM 1980, 200), at erstatningsyder ikke har fradrag for et rentebeløb, og at erstatningsmodtageren A ud fra en symmetribetragtning ikke skal beskattes af en renteindtægt.

Erstatningsbeløbet blev som nævnt ikke fastsat af Østre Landsret. Landsretten fastlagde blot princippet for erstatningsudmålingen - nemlig positiv opfyldelsesinteresse. Herefter har parterne været gennem et langvarigt forhandlingsforløb for at finde frem til det endelige beløb.

Begrebet positiv opfyldelsesinteresse indeholder ikke nødvendigvis en rente, og den for SKAT forelagte foreløbige erstatningsopgørelse var blot et forsøg på at nå frem til en samlet erstatning, som begge parter er tilfredse med. Dette understreges også af det forhold, at der ikke findes nogen konkrete beregninger for den endelige erstatningsopgørelse. Forliget på 5,2 mio. kr. er udtryk for det beløb parterne samlet kunne blive enige om.

Det forhold at en del af erstatningsbeløbet i et udkast til erstatningsfastsættelsen benævnes renter og beregnes som sådan, er uden betydning for den skattemæssige kvalifikation af beløbet.

Subsidiær påstand - forhøjelsen er foretaget med et for højt beløb

Såfremt Ankenævnet fastholder, at der er tale om en skattepligtig rente, er det vores subsidiære påstand, at forhøjelsen er foretaget med et for højt beløb, idet beløbet, ifølge den foreløbige erstatningsopgørelse, som er forelagt skat, efterfølgende blev forhandlet ned fra 5.571.520 kr. til 5.200.000 kr. Rentebeløbet skal derfor tilsvarende nedreguleres.

A's advokat IE udarbejdede to erstatningsopgørelser. I den ene krævede A renter af købesummen fra overtagelsesdagen til 1. juli 2009 (dengang en måneds tid ude i fremtiden). Ifølge den anden opgørelse blev der kun beregnet renter frem til A ophævede købet i oktober 2006.

Advokaten var meget usikker på, om A kunne kræve renter længere end til ophævelsen, da sælger ikke længere har krav på købesummen, når handlen er ophævet.

Erstatningsopgørelsen blev af andre grunde forældet og kravet blev større, da salgssummen ved dækningssalg blev betydeligt lavere.

Med den store usikkerhed om den sidste million kr. af rentekravet blev sagen i juni 2010 forligt med et rundet beløb, der var gunstigt for A i lyset af den nævnte usikkerhed. De øvrige dele af kravet var reelt ikke til diskussion. Det var mindre pris ved dækningssalg og en række fuldt dokumenterede udgifter i liggeperioden.

Hele nedslaget ved forliget bør på denne baggrund henføres til renterne, hvorfor rentebeløbet kan opgøres til 2.421.010 - (5.571.520 kr. - 5.200.000 kr.) = 2.049.490 kr.

Mere subsidiær påstand - beskatningstidspunkt

Regler og praksis:

Det fremgår af afsnit C,A.11.1.3.1 i SKAT's juridiske vejledning, at renteindtægter som hovedregel skal medregnes i den skattepligtige indkomst i det indkomstår, hvori renten forfalder til betaling (forfaldsprincippet).

I samme afsnit er givet et eksempel:

Påløbne renter af et erstatningsbeløb blev anset for forfaldne på tidspunktet for den endelige retserhvervelse af såvel erstatningen som rentekravet.

Rentebeløbet skulle beskattes på forfaldstidspunktet efter SL § 4 og princippet i LL § 5, stk. 1. Da der havde været tvist om eksistensen af erstatningskravet, var der ikke hjemmel til at periodisere renteindtægten (nu LL § 5, stk. 6) Se TfS 1997,11 SR.

Afgørelsen i TfS1977, 11 LSR vedrørte A, der var blevet født på hospital den 20. april 1987 og som på grund af en lægefejl var svært hjerneskadet og 100 % invalid. A klagede for indkomståret 1992 over, at han var anset for skattepligtig af renter af en tilkendt erstatning på 1.150.000 kr. Det fremgik, at hospitalet allerede den 17. juli 1991 erkendte, at der var sket en erstatningsansvarspådragende behandling af klageren. Det blev imidlertid først anerkendt en endelig erstatning ved skrivelse af 8. januar 1992.

Erstatningsbeløbet var blevet udbetalt den 23. januar 1992 med tillæg af renter på 739.747 kr. beregnet fra fødselstidspunktet, hvorfor klageren nedlagde påstand om, at kun en mindre del af rentebeløbet kunne henføres til beskatning i 1992. LSR lagde til grund, at der havde været tvist om erstatningen og at klageren først havde erhvervet endelig ret til såvel erstatningen som rentekravet i 1992, hvor det fremsatte erstatningskrav var blevet accepteret. Da renter skulle beskattes på forfaldstidspunktet, var hele rentekravet skattepligtig indkomst i 1992. Ansættelsen blev herefter stadfæstet.

I SKM2009.122.SR fandt Skatterådet, at en andelsforenings udbetaling af bonus og forrentning af indskudskapital (reelt udbytte) først skulle beskattes hos modtagerne i det år, hvor størrelsen blev vedtaget på generalforsamlingen. Beskatning af avance ved salg af indskud til anden andelshaver skulle ske i det år, hvor der blev indgået aftale om videresalg.

Vores vurdering

Efterfølgende dommens afsigelse i 2009 gennemgik parterne, som beskrevet ovenfor, et længere forhandlingsforløb for at få fastsat erstatningsbeløbet. Først i juni 2010 blev parterne enige om et beløb på 5,2 mio. kr., og A modtog hurtigt herefter beløbet.

Advokaten var som nævnt meget usikker på, om A kunne kræve renter længere end til ophævelsen, da sælger ikke længere havde krav på købesummen, når handlen er ophævet. Der var derfor usikkerhed om rentebeløbet indtil forliget blev indgået.

Efter vores vurdering kan der ikke herske tvivl om, at A først har erhvervet endelig ret til erstatningen, herunder rentekravet, i 2010, idet der reelt har hersket tvivl om opgørelsen af erstatningen, indtil forliget blev indgået i juni 2010.

..."

Landsskatterettens afgørelse

Renteindtægter er skattepligtige jf. statsskattelovens § 4, stk. 1, litra e. Definitionen på renter er, at det er et sædvanligt periodisk vederlag til kreditor, beregnet som en bestemt procentdel af den til enhver tid værende restgæld, for at stille kapital til disposition.

Klageren blev ved dom af 9. januar 2009 fra Østre Landsret tilkendt erstatning i form af positiv opfyldelsesinteresse, dvs. at klageren blev stillet som om, at aftalen efter sit indhold blev gennemført.

Landsskatteretten finder ud fra det oplyste, at det må lægges til grund, at parterne ved det indgåede forlig aftalte, at en del af beløbet skulle udgøre renter. Der er herved lagt vægt på korrespondancen mellem parterne, og erstatningsbeløbets størrelse og udmåling. Da klageren således må anses for at have erhvervet renteindtægter, er klageren er skattepligtig af renteindtægterne i henhold til statsskattelovens § 4, stk. 1, litra e,

Retten lægger ud fra oplysningerne i sagen til grund, at rentebeløbet udgør 2.421.010 kr., idet det tillige bemærkes, at beløbets størrelse ikke ses at være omtvistet.

Retten finder endvidere, at klageren skal beskattes af rentebeløbet på det tidspunkt, hvor klageren erhvervede ret til erstatning efter princippet om positiv opfyldelsesinteresse. Klageren erhvervede ret til erstatningen i 2009, idet Østre Landsret den 9. januar 2009 afsagde endelig dom i sagen. Det forhold, at beløbet ikke endeligt blev opgjort i 2009 og at forliget blev indgået i 2010, kan ikke ændre på retserhvervelsestidspunktet.

Den påklagede afgørelse stadfæstes derfor.

..."

Parternes synspunkter

Sagsøger har i påstandsdokument af 20. september 2016 anført følgende:

Anbringender 

SKAT har forhøjet sagsøgers skattepligtige indkomst i 2009 med 2.421.010 kr. og har fundet, at beløbet udgør en renteindtægt, beregnet af købesummen i en ophævet ejendomshandel. Dette har Landsskatteretten stadfæstet i afgørelse af 25. september 2015, jf. bilag 1, E s. 80.

Sagsøger blev ved Landsrettens dom af 9. januar 2009, bilag 4, E s. 60 tilkendt erstatning i form af positiv opfyldelsesinteresse i anledning af, at køberne uberettiget havde ophævet aftalen om at købe sagsøgers hidtidige bolig, ejerlejligheden Y1-adresse, Y2-by.

Ejerlejligheden blev solgt til en anden køber ved slutseddel af 7. maj 2010, jf. Landsskatterettens afgørelse af 25. april 2015, bilag 1, E 73, 2. afsnit. Herefter forhandlede parterne erstatningens størrelse, og sagen sluttes forligsmæssigt med, at sagsøger modtager en samlet erstatning på 5,4 mio. kr. den 15. juni 2010.

SKAT og Landsskatteretten har lagt til grund, at erstatningen bortset fra det omtvistede beløb udgør erstatning for formuetab i form af tab ved videresalg af ejerlejligheden, liggeomkostninger og øvrige private udgifter afholdt af sagsøger, og dermed er skattefri, jf. E 75 sidste afsnit.

Hovedspørgsmålet i sagen er, om det omtvistede beløb udgør erstatning for renteindtægter beregnet af købesummen i den ophævede ejendomshandel, som SKAT og Landsskatteretten har antaget, men sagsøger bestrider.

Herudover skal retten, hvis en del af erstatningen er skattepligtig, tage stilling til, om beskatning skal ske i 2009 eller 2010, samt jf. den subsidiære påstand, hvorledes et skattepligtigt beløb skal opgøres.

Ad Principal påstand

Til støtte for påstandens pkt. 1 og 2 gør sagsøger gældende,

at den modtagne erstatning er et engangsbeløb, og i ht. fast praksis beskattes som det tab, beløbet udgør erstatning for,

at den modtagne erstatning er skattefri, jf. statsskatteloven § 5 og ejendomsavancebeskatningsloven §§ 2 og 8 (M 5,6 og 9), idet den dækker tab ved dækningssalg af ejerlejligheden og andet formuetab i form af omkostninger afholdt af sagsøger frem til ny købers overtagelse, jf. at sagsøger har krav på positiv opfyldelsesinteresse iht. Landsrettens dom af 9. januar 2009,

at sagsøger ikke har krævet naturalopfyldelse ved købernes misligholdelse, hvorfor han ikke har krav på betaling købesummen og heller ikke har krav på renter af denne,

at opfyldelsesinteresse ikke omfatter krav på renter af erstatningen, og sagsøger ikke har haft krav på renter af erstatningskravet efter renteloven, da erstatning er modtaget umiddelbart efter tidspunktet for parternes forlig om erstatningsbeløbet i maj 2010, jf. Renteloven § 3 stk. 3.

Sagsøger gør overordnet gældende, at den del af den modtagne erstatning, som skattemyndighederne har anset for at være skattepligtige renteindtægter, ligesom den øvrige del af beløbet udgør erstatning for et skattefrit formuetab, henholdsvis erstatning for private udgifter.

Den erstatning for positiv opfyldelsesinteresse, som sagsøger har modtaget skal beskattes som de tab beløbet vedrører, jf. Aage Michelsen m.fl. Lærebog om indkomstskat 14. udg., M 147-148 samt Juridisk Vejledning (JV) C,C.2.1.6. M 70-71.

Der er enighed om, at den modtagne erstatning er opgjort som et éngangsbeløb, samt at erstatningsbeløbet er sket på grundlag af sagsøgers tilbud om forlig d. 10. maj 2010, jf. bilag 1 s. 3, E 66 og 74, og endeligt aftalt til 5,4 mio. kr., bekræftet ved modpartens kontante indbetaling til sagsøger på 5,2 mio. kr., jf. E 67, bilag 7, og herudover med et hos mægler deponeret beløb kr. 200.000, E 63, bilag 8.

Der er ligeledes enighed om, at i det omfang erstatningen dækker tab ved dækningssalg og de af sagsøger afholdte udgifter (bl.a. elevatorrenovering, omkostninger ved dækningssalg og liggeomkostninger) frem til dato for dækningssalg er den modtagne erstatning skattefri, jf. E 75, sidste afsnit, Landsskatterettens afgørelse med referat af SKATs afgørelse.

Forhøjelsen af sagsøgers skattepligtige indkomst skyldes, at det omtvistede beløb er anset for erstatning for en renteindtægt opgjort som en rente af den i ejendomshandlen oprindeligt aftalte købesum beregnet for perioden fra aftalt overtagelsesdag den 1. december 2006 til ultimo juni 2009, som SKAT fejlagtigt har som dato for dækningssalget, jf. E 76Ø.

Renten er således i det hele beregnet for en periode, efter at handlen er ophævet. Da sagsøger ikke har krævet naturalopfyldelse, jf. at han har ændret sin påstand ved Landsretten, er sagsøgers krav på betaling af købesummen bortfaldet, og han har følgelig heller ikke kunnet kræve forrentning af denne. Dermed kan ingen del af den modtagne erstatning udgøre kompensation for en renteindtægt, jf. M 63, JV C.A.11.1.1. samt E 80, Landsskatterettens kendelse, hvor renteindtægter defineres som et sædvanligt periodisk vederlag til kreditor, beregnet som en bestemt procentdel af den til enhver tid værende restgæld, for at stille kapital til disposition.

SKAT har anført, at beløbet udgør procesrenter, hvilket sagsøger bestrider, da erstatning for naturalopfyldelse ikke omfatter procesrenter. Endvidere har sagsøger efter renteloven ikke har krav på forrentning af sit erstatningskrav, jf. M 14, Renteloven § 3 stk. 3, idet sagsøger har modtaget beløbet umiddelbart efter, at kravets størrelse er fastlagt ved parternes forlig, jf. mailkorrespondance af 10. maj 2010, refereret i Landsskatterettens afgørelse, E 66 (uddrag) og E 73-74, ligesom Landsskatteretten i sin afgørelse har lagt til grund, at beløbet først blev endeligt opgjort ved forliget i 2010, E 80.

Efter indledningsvis at angive definitionen på renteindtægter, som det omtvistede beløb ikke er omfattet af, lægger Landsskatteretten i sin afgørelse til grund, at parterne ved det indgåede forlig har aftalt, at det omtvistede beløb udgør renter, jf. tillige svarskrift, E 11.

Sagsøger bestrider, at forligsparterne kan aftale en skattemæssig kvalificering af erstatningsbeløbet som renter, når de faktiske omstændigheder strider mod en sådan kvalifikation, jf. eksempelvis LSRM 1980, 200 hvor Landsskatteretten fastslog, at det af skatteyder betalte beløb ikke udgjorde renter af en gæld, der påhvilede ham. Tilsvarende kan det ikke lægges til grund, at sagsøger har modtaget erstatning for en renteindtægt, når det fremgår af de faktiske forhold, at det omtvistede beløb ikke udgør et periodisk vederlag for sagsøgers krav på betaling af købesum eller erstatning herfor.

Sagsøger gør videre gældende, 

at erstatningen er fastsat ved forlig mellem to uafhængige parter med modsatrettede interesser i erstatningens størrelse og eventuelle fordeling,

at den modtagne erstatning mellem parterne er aftalt som et rundt beløb, dvs. uden detaljeret opgørelse af faktiske tab og omkostninger og fordeling på enkeltposter.

Forligsparterne har aftalt erstatningsbeløbet til en kontant indbetaling til sagsøger af 5,2 mio. kr. og dermed som et rundt beløb til fuld og endelig afgørelse af parternes mellemværende, jf. mailkorrespondance refereret i Landsskatterettens afgørelse, E 66 og 74. Parterne har således ikke foretaget en endelig opgørelse af de faktisk afholdte udgifter eller opgjort faktisk tab ved dækningssalg efter ejendomsavancebeskatningsloven, ligesom den af sagsøger til køberne fremsendte opgørelse, E 64, bilag 6 ikke tilsigter at være en endelig opgørelse af faktisk tab. Bl.a. er opgørelsen ikke ajourført med liggeomkostninger mv. Herved har forligsparterne samtidig tilkendegivet at være enige om, at hele beløbet er den skattepligtige indkomst uvedkommende.

Når forligets parter er uafhængige og har modsatrettede interesser i en eventuel fordeling af erstatningsbeløbet på enkeltposter er der fast praksis for, at skattemyndighederne lægger parternes aftale til grund for den skattemæssige behandling af beløbet. Her til kommer, at en skattemæssig korrektion vil indebære en forskydning af de økonomiske konsekvenser af aftalen, som parterne har forudsat ved aftalens indgåelse og markeret gennem aftalen om blot at opgøre erstatningen som et rundt beløb. Begge parter har ført forligsforhandlingerne gennem deres advokater, og det må lægges til grund at disse har varetaget deres respektive klienters interesser ved fastsættelse af erstatningsbeløbet som et rundt beløb.

Sagsøgte har gjort gældende, at sagsøger må have modtaget en skattepligtig indtægt fordi det modtagne erstatningsbeløb er større end differencen mellem den oprindeligt fastsatte købesum og den pris, som sagsøger har opnået ved dækningssalg.

Heroverfor gør sagsøger gældende, at det under de foreliggende omstændigheder er sagsøgte, der har bevisbyrden for, at en del af erstatningen udgør et indkomstskattepligtigt beløb, og hvorledes et sådant beløb kan opgøres, idet erstatningsbeløb ved opgørelse af fortjeneste ved afståelse af fast ejendom såvel skattepligtig som skattefri udgør afståelsessum, jf. Ejendomsavancebeskatningsloven § 2, M 2, og idet en sådan fortjeneste er skattefri iht. lovens § 8, M 9, ligesom den øvrige del af erstatningen er kompensation for private udgifter, som sagsøger ligeledes kan modtage skattefrit.

Endelig bevirker de foreliggende omstændigheder, at det har formodningen imod sig, at en del af erstatningsbeløbet er udbetalt til sagsøger pr. kulance. Det må lægges til grund, at sagsøgers købere kun har betalt et beløb til dækning af opfyldelsesinteresse, jf. Landsrettens dom.

Sagsøgte har ikke påvist, at en del af den modtagne erstatning er kompensation for en skattepligtig renteindtægt eller udgør en skattepligtig indtægt.

Derimod har sagsøger påvist, at erstatningen i det hele er dækning for formuetab og private udgifter, hvorfor den er skattefri, jf. M 73, JV pkt. C.,.2.1.6., idet sagsøgte i øvrigt har anerkendt, at erstatningen er skattefri.

Sagsøger gør til pkt. 1 gældende,

at han først erhverver ret til erstatningsbeløbet i indkomståret 2010, således at en eventuel beskatning af en del af den modtagne erstatning tidligst kan ske i dette indkomstår.

Erstatningens størrelse har først kunnet fastsættes efter dækningssalget den 7. maj 2010, og erstatningsbeløbet er endeligt aftalt ved forliget mellem parterne den 10. maj 2010, hvilket Landsskatteretten også har lagt til grund i afgørelsen, E 80.

Sagsøger har derfor først på dette tidspunkt erhvervet endelig ret til erstatningen, jf. M 95-96 JV C,C.2.5.3.2.9. og M 47, U 2001.299H, hvor retserhvervelse skete ikke ved tilsagn om erstatning efter fastsatte retningslinjer eller da grundlaget for en erstatningsberegning var afklaret, men først det følgende år ved modpartens accept af erstatningstilbuddet og dermed af erstatningsbeløbet.

Ad sagsøgers subsidiære påstand

Måtte Retten finde, at en del af det udbetalte beløb er skattepligtigt, bør sagen hjemvises til fornyet behandling ved skatteforvaltningen for opgørelse af beløbet, da parterne ikke i forliget har forholdt sig til størrelsen af tab henholdsvis afholdte udgifter, jf. forlig om indbetaling af 5,2 mio. kr. kontant uden specifikation, og da forhøjelsen er begrundet i at sagsøger har et krav på betaling af købesum, hvilket ikke er tilfældet.

Retten anmodes i så fald om at tilkendegive efter hvilke retningslinjer et skattepligtigt beløb skal opgøres, da skattemyndighedernes beregning af rentebeløbet er sket på et fejlagtigt grundlag, og der ydermere ved forligsforhandlingen er sket en reduktion i forhold til sagsøgers foreløbige opgørelsen, E 64, bilag 6, som i øvrigt ikke er opdateret med de af sagsøger afholdte udgifter frem til dækningssalg. Endelig er tillige sket en reduktion i forhold til det fremsendte forligstilbud på 5,5 mio. kr.

Sagsøgte har i påstandsdokument af 20. september 2016 anført følgende:

Som skattepligtig indkomst betragtes den skattepligtiges samlede årsindtægter, jf. statsskattelovens § 4. Bestemmelsens litra af indeholder eksemplifikationer på de skattepligtige indtægter. Der er med andre ord ikke tale om en udtømmende opregning.

Ordningen er altså den, at enhver indtægt er skattepligtig, medmindre den undtagelsesvist er gjort skattefri, som det eksempelvis gælder "formueforøgelse", som omhandlet i lovens § 5, litra a. En skatteyder, der beviseligt har modtaget en sum penge, har derfor bevisbyrden for, at beløbet er hans indkomstopgørelse uvedkommende, fordi det er skattefrit.

Sagsøgeren har ikke godtgjort, at beløbet på 2.421.010 kr. udgør erstatning for en tabt, skattefri indtægt - tværtimod.

Efter de foreliggende oplysninger, herunder navnlig sagsøgerens egen tabsopgørelse (bilag 6), der dannede grundlag for forligets beløbsmæssige opgørelse, udgjorde beløbet på 2.421.010 kr. renter. Denne kvalifikation må lægges til grund for afgørelsen af denne sag. Renter er en indtægtsform, der i statsskattelovens § 4 ligefrem udtrykkeligt er opregnet som en skattepligtig indtægt.

Det bestrides, at sagsøgeren - til fordel for sig selv - nu skulle kunne fragå, at han har fået beløbet som betaling for renter.

At han havde krav på renter stemmer i øvrigt også med rentelovens § 3, stk. 1, hvorefter renter skal betales fra forfaldsdagen, hvis denne er fastsat i forvejen, og imellem sagsøgeren og køberne, ægteparret SK og SJ, var det fastsat, at købesummen skulle betales (deponeres) den 1. december 2006, fra hvilket tidspunkt renter ifølge sagsøgerens egen opgørelse (bilag 6) begyndte at påløbe. Under byretssagen imod ægteparret SK og SJ nedlagde sagsøgeren da også påstand om forrentning at regne fra den 1. december 2006 med rentelovens sats (bilag 3, s. 2) under påberåbelse af netop rentelovens § 3, stk. 1, og dette krav fastholdt sagsøgeren altså efterfølgende over for køberne, jf. erstatningsopgørelsen (bilag 6).

På den anførte baggrund har skattemyndighederne med rette kvalificeret et beløb på 2.421.010 kr. som skattepligtige renteindtægter.

Hvad skulle det ellers være?

Det har formodningen imod sig, at ægteparret SK og SJ, der var repræsenteret ved advokat, per kulance skulle have ydet sagsøgeren en godtgørelse på mere end 2,4 mio. kr. for ikke økonomisk skade. En sådan godtgørelse ville altså i øvrigt under alle omstændigheder også være skattepligtig for sagsøgeren.

Selv hvis det måtte blive lagt til grund, at de 2.421.010 kr. ikke kan kvalificeres som renter, er beløbet alligevel skattepligtigt for sagsøgeren i medfør af statsskattelovens § 4. Som beskrevet ovenfor er ordningen den, at enhver indtægt som udgangspunkt er skattepligtig, og sagsøgeren har som nævnt ikke godtgjort, at det omtvistede beløb udgør erstatning for en tabt skattefri indtægt, dvs. om han faktisk havde oppebåret den - ville beløbet have været skattefri.

Sagsøgerens standpunkt om, at hele forligssummen på 5,4 mio. kr. er skattefri, fordi "beløbet er erstatning for formuetab på fast ejendom, omfattet af parcelhusreglen, jf. ejendomsavancebeskatningslovens § 8" (stævningen, s. 4, sidste afsnit), og at det udgør en erstatning efter ejendomsavancebeskatningslovens § 2, stk. 1, jf. replikken side 3, 2. afsnit, er uholdbar.

Efter ejendomsavancebeskatningslovens § 8 medregnes "fortjeneste" ved afståelse af en-og tofamilieshuse og ejerlejligheder ikke ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst.

Efter ejendomsavancebeskatningslovens § 4, stk. 1, opgøres fortjeneste ved afståelse af fast ejendom som forskellen mellem den faste ejendoms anskaffelsessum og afståelsessum. I henhold til ejendomsavancebeskatningslovens § 2, stk. 1, sidestilles erstatnings- og forsikringssummer med salgssummer. Det er naturligvis kun erstatning for tab af en (potentiel) salgssum, der kan sidestilles med en salgssum.

Hvis aftalen med ægteparret SK og SJ var gået i orden, ville sagsøgeren i overensstemmelse med aftalen have oppebåret en salgssum på 8,75 mio. kr.

Da aftalen imidlertid ikke blev gennemført, foretog sagsøgeren den 7. maj 2010 et dækningssalg af lejligheden til 6,6 mio. kr. Derved opstod et tab på 2,15 mio. kr. svarende til differencen mellem den aftalte salgssum og salgssummen, der blev oppebåret ved dækningssalget.

Det er kun denne del af det samlede erstatningsbeløb på 5,4 mio. kr., der kan sidestilles med en "salgssum".

Den resterende del af erstatningen, nemlig 3,25 mio. kr. (differencen mellem 5,4 mio. kr. og 2,15 mio. kr.), herunder det omtvistede beløb på 2.421.010 kr., kan derimod hverken anses for eller sidestilles med en "salgssum", da denne resterende del af erstatningen ligger udover den salgssum, som sagsøgeren havde aftalt med ægteparret SK og SJ. Det forholder sig med andre ord sådan, at ingen del af erstatningen - udover 2,15 mio. kr. - kan udgøre erstatning for en salgssum.

Da sagsøgeren altså ikke har godtgjort, at de 2.421.010 kr. udgør erstatning for en tabt, skattefri indtægt, har skattemyndighederne - uanset om beløbet så kan kvalificeres som renter eller ej - med rette forhøjet sagsøgerens skattepligtige indkomst med et tilsvarende beløb.

Periodisering

For så vidt angår periodisering af rentekravet følger det bl.a. af SKM2005.221.HR, at rentebeløb efter hovedreglen i ligningslovens § 5, stk. 1, skal beskattes på forfaldstidspunktet, hvilket vil sige i det år, hvor fordringshaveren erhverver endelig ret til beløbet.

Sagsøgeren erhvervede ved Østre Landsrets dom af 9. januar 2009 (bilag 4) ret til beløbet efter princippet om positiv opfyldelsesinteresse, hvorfor rentekravet ligeledes var forfaldent på dette tidspunkt, jf. f.eks. Østre Landsrets dom i TfS 1997.496.

Sagsøgeren gør i stævningen, side 5, 2. afsnit, gældende, at han først erhvervede ret til renterne i 2010, da erstatningsbeløbet først kunne opgøres efter gensalget af ejendommen i maj 2010, men dette synspunkt er uholdbart. Rentebeløbet er således ikke opgjort på baggrund af gensalgsprisen, men for perioden 1. december 2006 til 1. juli 2009, og tager udgangspunkt i den yderligere del af købesummen, nemlig 8.500.000 kr., som ægteparret SK og SJ ifølge den indgåede, men senere misligholdte aftale skulle have deponeret den 1. december 2006.

Subsidiær påstand 

Den subsidiære påstand er nedlagt for det tilfælde, at sagsøgeren måtte få medhold i, at han først erhvervede ret til beløbet i 2010. Beløbet er i givet fald skattepligtigt for sagsøgeren i indkomståret 2010.

Parterne har i det væsentligste procederet i overensstemmelse hermed.

Rettens begrundelse og afgørelse 

Det lægges efter det oplyste til grund, at SK og SJ som led i købesummens berigtigelse på overtagelsesdagen skulle deponere 8.550.000 kr. i As pengeinstitut, og at beløbet skulle forrentes med Nationalbankens officielle udlånsrente + 7 % beregnet fra overtagelsesdagen den 1. december 2006 til udbetalingsdagen.

Efter Østre Landsrets ankedom af 9. januar 2009, hvorved SK og SJ blev tilpligtet at anerkende, at de ikke havde været berettiget til at træde tilbage fra handlen, at A havde været berettiget til at hæve handlen, og at SK og SJ var pligtige at betale erstatning til A i form af positiv opfyldelsesinteresse, blev der udarbejdet en erstatningsopgørelse udvisende et erstatningsberettiget tab på i alt 3.309.704,05 kr., hvoraf renter af købesummen fra overtagelsesdagen og frem til 1. juli 2009 udgjorde 2.421.009,58 kr. i henhold til en separat opgørelse. Efter dækningssalget, der blev gennemført til en lavere købesum end forudsat, blev beløbet forhøjet, og parterne indgik et forlig på betaling af 5,5 mio. kr.

Efter § 4 i statsskatteloven er det den skattepligtiges samlede årsindtægter, der betragtes som skattepligtig indkomst. Det påhviler skatteyderen at bevise, at en indkomst er skattefri.

Retten finder ikke, at sagsøgeren har godtgjort, at beløbet på 2.421.010 kr. udgør erstatning for en tabt skattefri indtægt. Retten har herved lagt til grund, at erstatningen omend den forligsmæssigt er fastsat til et afrundet beløb efter parternes aftale indeholder et specificeret rentebeløb beregnet af hovedstolen fra den fastsatte overtagelsesdag. Dette beløb er således ikke erstatning for den potentielle avance i forhold til den aftalte købesum, som sagsøger er gået glip af ved SK og SJs misligeholdelse af ejendomshandlen, men er en følge af, at købesummen ikke blev betalt som aftalt og en konsekvens af Østre Landsrets dom til positiv opfyldelsesinteresse.

Retten er således enig med Landsskatteretten i, at beløbet er skattepligtigt i henhold til statsskattelovens § 4, stk. 1, litra e.

Retten finder endvidere, at beløbet retteligt er medtaget i As skattepligtige indkomst for 2009. Retten finder således, at A endeligt erhvervede ret til erstatning i form af positiv opfyldesesinteresse ved Østre Landsrets dom af 9. januar 2009, jf. princippet i ligningslovens § 5, stk. 1. Retten lægger videre vægt på, at der ikke var tvist om opgørelsen af rentebeløbet i henseende til rentesats og begyndelsestidspunkt, og at parternes forligsaftale ikke ændrede på rentekravet. Det findes herefter ikke at kunne føre til andet resultat, at erstatningsbeløbet først kunne opgøres efter dækningssalget af ejerlejligheden i maj 2010.

Herefter vil sagsøgte være at frifinde i overensstemmelse med den principale påstand.

Vedrørende sagens omkostninger forholdes som nedenfor bestemt, idet retten kan oplyse, at der er tilkendt passende beløb til dækning af udgift til advokatbistand med 75.000 kr. Retten har ved fastsættelsen taget hensyn til sagens værdi, forløb og udfald.

T h i  k e n d e s  f o r  r e t: 

Sagsøgte, Skatteministeriet, frifindes.

Sagsøger, A, skal inden 14 dage betale sagens omkostninger til sagsøgte, Skatteministeriet, med 75.000 kr.

De idømte sagsomkostninger forrentes efter rentelovens § 8a.