Parter

8. afd. nr. B-486-14
B
(advokat Kaspar Lehmann Bastian)

mod

Skatteministeriet
(Kammeradvokaten ved advokat Sune Riisgaard)

og

8. afd. nr. B-493-14
A
(advokat Kaspar Lehmann Bastian)

mod

Skatteministeriet
(Kammeradvokaten ved advokat Sune Riisgaard)

Afsagt af landsdommerne

M. Lerche, Henrik Bitsch og Mette Lyster Knudsen (kst.)

Sagens baggrund og parternes påstande

For så vidt angår B-486-14:

Byrettens dom af 4. februar 2014 (BS 41B-875/2012) er anket af B med påstand om, at indstævnte, Skatteministeriet, skal anerkende, at Bs skattepligtige indkomst for indkomstårene 2006, 2007 og 2008 nedsættes, for indkomståret 2006 med 1.955.719 kr., for indkomståret 2007 med 3.255.340 kr. og for indkomståret 2008 med 2.511.931 kr.

Indstævnte, Skatteministeriet, har påstået stadfæstelse.

For så vidt angår B-493-14:

Byrettens dom af 4. februar 2014 (BS 41B-874/2012) er anket af A med påstand om, at indstævnte, Skatteministeriet, skal anerkende, at As skattepligtige indkomst for indkomstårene 2006, 2007 og 2008 nedsættes, for indkomståret 2006 med 1.765.109 kr., for indkomståret 2007 med 2.945.832 kr. og for indkomståret 2008 med 2.732.266 kr.

Indstævnte, Skatteministeriet, har påstået stadfæstelse.

Forklaringer

Der er i landsretten afgivet supplerende forklaringer af B og A.

B har supplerende forklaret blandt andet, at byrettens referat ikke afspejler forløbet af deres samarbejde med G1 A/S korrekt. Det var et meget dramatisk forløb op til den mundtlige aftale i 2005. Han og A forlangte at få ledelsen af den kirurgiske virksomhed. Den blev tidligere ikke tilrettelagt og organiseret korrekt. Det skyldtes nok, at den ansvarlige var ...læge. Han og A forlangte at få styringen og betydelig indflydelse på tilrettelæggelsen af arbejdet. De ville så til gengæld påtage sig ansvaret for bemandingen. De havde i begyndelsen offentligt ansatte danske kirurger som vikarer, men de måtte ikke fortsætte. De havde selv kontakt til svenske kirurger, men de anså kun få af disse som tilstrækkeligt kvalificerede. Der var meget administration med at benytte svenske kirurger, da de skulle have en autorisation, der kunne bruges i Danmark, og forsikring skulle ordnes, ligesom de pågældende skulle kunne komme til ...1. Da de havde overtaget ansvaret for bemandingen, måtte de alligevel selv operere ganske meget, da de ikke kunne skaffe så meget hjælp, som de havde regnet med. Man kan se af indtægterne, at han i et år har udført 350 operationer, hvor det normale ville være 50 til 100 operationer. Byrettens præmisser om, at de påtog sig en særlig opgave med at skaffe x-kirurger, er helt misvisende. Denne opgave var ikke en bagatelagtig opgave.

Det var selve hovedopgaven, da de havde overtaget hele ansvaret for bemandingen. Det var ikke kun på grund af konkurrenceklausulen, at de ikke ville skrive under på udkastet til konsulentaftalen. De syntes heller ikke, at deres adgang til at lede det kirurgiske arbejde fremgik klart nok. Det var et ønske fra G1 A/S, at de selv skulle operere, men det var kun et ønske, ikke en aftale. SR ønskede, at de overtog opgaven med bemandingen, da han ønskede to erfarne kirurger. De fik ikke betalt vagttelefon. Da han var konsulent, havde han sit eget kirurgiske udstyr, men senere brugte han i en periode G1 A/Ss udstyr. Da han i 2009 atter blev ansat, krævede han, at centret betalte for højt specialiseret udstyr.

A har supplerende forklaret blandt andet, at han er enig i Bs beskrivelse af forløbet. Det var ikke særlig nemt at skaffe kvalificerede kirurger udefra. Det krævede ofte meget lang forberedelse, og så endte det ofte med, at de pågældende alligevel ikke kunne komme til ...1. Han er enig i, at opgaven med at skaffe kvalificerede kirurger ikke var en særlig opgave, men selve hovedopgaven. De blev reelt en slags underleverandører, fordi det var den bedste løsning, og fordi SR ville have dem til det. De kunne bedre selv organisere arbejdet optimalt, end hvis de ikke havde haft ansvaret for bemandingen. De havde hele den økonomiske risiko i den periode, også hvis der ikke kom patienter. Det var et ønske, men ikke et krav, at de selv skulle operere.

Procedure

Parterne har for landsretten gentaget deres anbringender for byretten og har procederet i overensstemmelse hermed.

Landsrettens begrundelse og resultat

Efter bevisførelsen for landsretten lægges det til grund, at appellanterne såvel i perioden forud for 2005 som efter 2008 var ansatte som x-kirurger i G1 A/S i et sædvanligt kontraktsretligt ansættelsesforhold. Også efter, at appellanternes selskaber indtrådte som kontraktspart med G1 A/S, indgik deres arbejdsydelser som en løbende og integreret del af centrets kerneydelse i form af operationer af centrets patienter.

Efter de for landsretten afgivne forklaringer lægger landsretten til grund, at den mundtlige aftale mellem appellanternes selskaber og G1 A/S indebar væsentlige ændringer i appellanternes arbejdsforhold og ansvarsområde, herunder at appellanterne blev honoreret efter omfanget af det udførte arbejde, og ikke med et fast løbende honorar.

Det arbejde, der i denne periode blev udført, indgik imidlertid fortsat som en integreret del af G1 A/Ss kerneydelse, ligesom de væsentligste udgifter til driften i denne forbindelse blev afholdt af hjertecenteret. Appellanterne har alene dokumenteret at have afholdt mindre driftsudgifter, der tillige bidrog til de ydelser, appellanternes selskaber i øvrigt leverede. Derimod må det lægges til grund, at udgifter til operationsfaciliteter, opvågningsstuer, personale bortset fra kirurger og den væsentligste markedsføring blev afholdt af hjertecenteret, der dermed også havde den helt overvejende økonomiske risiko.

Landsretten finder på denne baggrund, at den yderligere økonomiske risiko, som appellanterne måtte have påtaget sig i den periode, hvor deres selskaber var kontraktspart, ikke var så betydelig, at appellanterne ikke længere var at betragte som lønmodtagere, men at deres selskaber i stedet måtte anses som rette indkomstmodtager af de beløb, der i perioden blev udbetalt af G1 A/S.

Herefter og af de af byretten anførte grunde stadfæster landsretten byrettens dom.

Appellanterne skal i sagsomkostninger for landsretten til Skatteministeriet hver betale 75.000 kr., i alt 150.000 kr. Ved fastsættelsen af beløbet er der ud over sagens værdi taget hensyn til sagens omfang, herunder at de to sager har været domsforhandlet samlet, og at faktum i sagerne i alt væsentligt er enslydende.

T h i   k e n d e s   f o r   r e t

Byrettens dom stadfæstes.

I sagsomkostninger for landsretten skal B inden 14 dage til Skatteministeriet betale 75.000 kr.

I sagsomkostninger for landsretten skal A inden 14 dage til Skatteministeriet betale 75.000 kr.

Sagsomkostningerne forrentes med procesrente efter rentelovens § 8 a.