Indhold

Dette afsnit handler om indgangsværdier for aktiver og passiver ved skattepligtens indtræden.

Afsnittet indeholder:

  • Hovedregel
  • Undtagelse: afskrivningsberettigede aktiver
  • Oversigt over afgørelser, domme, kendelser, SKAT-meddelelser med videre:

Se også

Se også LV Selskaber og aktionærer afsnit S.D.4.2.3 om indgangsværdier ved sambeskatning for selskaber.

Hovedregel

Hvis en person bliver fuldt eller begrænset skattepligtig her til landet, eller hvis en person efter bestemmelserne i en DBO bliver hjemmehørende her i landet, anses passiver og aktiver som ikke i forvejen er omfattet af dansk beskatning, for erhvervet på det faktiske anskaffelsestidspunkt til handelsværdien på tilflytningstidspunktet.

Det medfører, at ejertiden forud for tilflytningstidspunktet medregnes i fx 3-års perioden i ABL § 2. Dette gælder ikke for afskrivningsberettiget aktiver (undtagelse). Se KSL § 9, stk. 1.

Undtagelse: afskrivningsberettigede aktiver

Afskrivningsberettiget aktiver anses for erhvervet på det faktiske anskaffelsestidspunkt og for den faktiske anskaffelsessum, afskrevet maksimalt efter danske regler indtil tilflytningstidspunktet. Se KSL § 9, stk. 2.

I beregningen af afskrivninger forud for tilflytningstidspunktet indgår alle afskrivninger, der kan foretages efter aktivets levering eller erhvervelse - både løbende afskrivninger og straksafskrivninger. Forudsafskrivninger indgår ikke i beregningen.

Skatteyderen stilles altså i tilflytningssituationen som om, den fulde skattepligt har bestået i hele det pågældende afskrivningsberettiget aktivs ejertid.

Bemærk

Hvis handelsværdien på tilflytningstidspunktet er mindre end den faktiske anskaffelsessum afskrevet maksimalt efter danske regler, anses aktivet for anskaffet til handelsværdien på tilflytningstidspunktet. Se KSL § 9, stk. 2.

Om et aktiv er afskrivningsberettiget, afgøres ud fra de gældende danske afskrivningsregler på tilflytningstidspunktet. Afskrivningsloven, statsskatteloven eller ligningslovens afskrivningsregler fastlægger hvilke aktiver der er afskrivningsberettiget. Selv om et aktiv er nedskrevet til nul, og der derfor ikke kan foretages yderligere afskrivninger, anses det fortsat for at være et afskrivningsberettiget aktiv.

Genvundne afskrivninger

Aktiver, der ved skattepligtens indtræden blev anset for maksimalt afskrevet efter danske regler, beskattes kun i det omfang de overstiger det faktiske værditab i skattepligtsperioden. Det faktiske værditab er forskellen mellem den kontantomregnede salgssum og handelsværdien på tidspunktet for skattepligtens indtræden. De genvundne afskrivninger opgøres til den del af de afskrivninger, der er foretaget i skattepligtsperioden og som overstiger det faktiske værditab i perioden. Se KSL § 9, stk. 3, 1. pkt.

Fortjeneste

For aktiver, der stiger i værdi efter skattepligtens indtræden i forhold til anskaffelsessummen, kan højst medregnes med et beløb, der svarer til forskellen mellem salgssummen og handelsværdien på tidspunktet for inddragelse under dansk beskatning. Se KSL § 9, stk. 3, 2. pkt.

Saldometoden

For aktiver, der afskrives efter saldometoden, skal der foretages en ansættelse af afståelsessummen. Afståelsessummen ansættes til den skattemæssigt nedskrevne værdi på afståelsestidspunktet med tillæg af den del af de afskrivninger, der er foretaget i skattepligtsperioden og som overstiger det pågældende aktivs faktiske værditab i skattepligtsperioden (genvundne afskrivninger efter KSL § 9, stk. 3, 1. pkt). Hvis aktivet er steget i værdi efter skattepligtens indtræden, skal fortjeneste efter KSL § 9, stk. 3, 2. pkt. også tillægges den skattemæssige nedskrevne værdi. Se KSL § 9, stk. 3, 3. pkt.

Goodwill

Goodwill kan kun afskrives, hvis det er erhvervet mod vederlag. Goodwill, der er oparbejdet af en virksomhed, er ikke et afskrivningsberettiget aktiv. Egen oparbejdet goodwill værdiansættes efter hovedreglen, dvs. den værdiansættes til handelsværdien på tilflytningstidspunktet. Se AL § 40.