Indhold

Dette afsnit handler om, hvor medarbejderen skal udføre arbejdet.

Afsnittet indeholder:

  • Hovedregel
  • Undtagelse – beskatningsretten til lønnen tilkommer et andet land
  • Løn omfattet af LL § 33 A.

Hovedregel

Der er som udgangspunkt ikke noget krav om, at medarbejderen skal udføre arbejdet i Danmark. Det gælder uden undtagelse medarbejdere, der er

  • fuldt skattepligtige personer, der er hjemmehørende i et andet land, Færøerne eller Grønland, ifølge en dobbeltbeskatningsoverenskomst
  • begrænset skattepligtige personer.

Undtagelse – beskatningsretten til lønnen tilkommer et andet land

Hvis medarbejderen er fuldt skattepligtig og hjemmehørende i Danmark ifølge en dobbeltbeskatningsoverenskomst med et andet land, Færøerne eller Grønland, vil medarbejderen ikke kunne anvende ordningen, hvis beskatningsretten til lønnen overgår til et andet land,

  • fordi medarbejderen opholder sig i det andet land i en længere periode, som i de fleste dobbeltbeskatningsoverenskomster udgør mere end 183 dage inden for en 12-måneders periode, eller
  • fordi lønomkostningen afholdes af en udenlandsk arbejdsgiver eller den danske arbejdsgivers faste driftssted i udlandet.

Hvis skattepligten ophører, kan forskerskatteordningen ikke længere anvendes. Ansættelsen anses i forhold til ordningen for ophørt.

Løn omfattet af LL § 33 A

LL § 33 A kan ikke anvendes på indkomst, der beskattes under forskerskatteordningen. Se KSL § 48 F, stk. 7.