Indhold

Dette afsnit handler om, at det er en betingelse for at kunne anvende forskerskatteordningen, at den gennemsnitlige månedsløn udgør mindst 69.300 kr.+ bidrag til ATP.

Afsnittet indeholder:

  • Regel
  • Beskrivelse af minimumslønnen
  • Gennemsnitlig månedsløn
  • Bonus
  • Oversigt over afgørelser, domme, kendelser, SKAT-meddelelser med videre.

Regel

Medarbejderen skal have indgået en ansættelseskontrakt med arbejdsgiveren, som berettiger medarbejderen til en løn, der  udgør mindst 69.300 kr. pr. måned før fradrag af AM-bidrag og eventuelle obligatoriske udenlandske sociale bidrag. Derudover skal lønnen dække bidrag til ATP.

Se også

Se beregning af bidrag til ATP på www.atp.dk.

Se også

Se minimumslønnens størrelse på Skatteministeriets hjemmeside.

Beskrivelse af minimumslønnen

Ud over beløbsstørrelsen gælder det, at minimumslønnen skal være

  • A-indkomst i penge eller
  • personalegoder omfattet af LL § 16, der er A-indkomst
  • opfyldt som et gennemsnit inden for samme kalenderår
  • sikret medarbejderen som en gennemsnitlig månedsløn i henhold til ansættelseskontrakten.

Bemærk

Fri kost og logi indgår ikke i minimumslønnen. Se bemærkningerne i Lovforslag nr. 158/1991.

Bemærk

Pensionsindbetalinger til arbejdsgiveradministreret pensionsordning efter PBL § 19 medregnes ikke i A-indkomsten og dermed ikke ved vurderingen af, om kravet om minimumsløn er opfyldt.

Se også

Se også afsnit C.F.6.2.1 om hvilke personalegoder, der er A-indkomst

Gennemsnitlig månedsløn

Hvis kravet om en gennemsnitlig minimumsløn er opfyldt efter ansættelseskontrakten for kalenderåret som helhed, er det muligt at aftale en lavere aflønning i fx en ferieperiode. Medarbejderen kan også have en måned uden løn, hvis lønnen i de øvrige måneder er så høj, at minimumslønnen samlet set er opfyldt inden for kalenderåret. Se bemærkningerne i Lovforslag nr. 162/2007.

Bonus

Hvis kravet om minimumsløn ikke er opfyldt efter ansættelseskontrakten, kan medarbejderen ikke anvende ordningen, selv om arbejdsgiveren fx udbetaler en bonus ved udgangen af året, som bringer den gennemsnitlige månedsløn op over minimumsgrænsen.

Løbende retserhvervelse til bonus

Hvis medarbejderen efter kontrakten erhverver ret til en beløbsmæssigt fastsat bonus i løbet af kalenderåret, kan beløbet medregnes til minimumslønnen. Se SKM2011.414.BR sammenholdt med nugældende formulering af bestemmelsen.

Se også

Se også afsnit C.F.6.3.2 om godkendte forskere, der ikke skal opfylde kravet om minimumsløn.

Oversigt over afgørelser, domme, kendelser, SKAT-meddelelser med videre

Skemaet viser relevante afgørelser på området:

Afgørelse

samt evt. tilhørende SKAT-meddelelse

Afgørelsen i stikord

Yderligere kommentarer

Byretsdomme

SKM2011.414.BR

Medarbejderen ansås for løbende at have optjent ret til en garanteret minimumsbonus, som betød, at den månedlige løn opfyldte kravet om minimumsløn. Det var uden betydning, at bonussen først blev udbetalt året efter.

Vedrører indkomståret 2006.