Indhold
Dette afsnit handler om, hvornår tidligere perioder med ansættelse i en forskningsinstitution eller en virksomhed medfører, at en medarbejder ikke kan anvende
forskerskatteordningen.
Afsnittet indeholder:
- Regel
- Koncernforbindelse på ansættelsestidspunktet
- Ikke ansat i koncernen 3 år forud for ansættelsen
- Oversigt over afgørelser, domme, kendelser, SKAT-meddelelser med videre.
Regel
Forskerskatteordningen kan ikke anvendes ved ansættelse i en forskningsinstitution eller en virksomhed, hvis medarbejderen
- tidligere har været skattepligtig her, og
- tidligere har været ansat i den pågældende institution/virksomhed eller i en virksomhed, der indgår i samme koncern, og
- ansættelsesforholdet har bestået helt eller delvis i en periode, der omfatter tidsrummet mellem 3 år før og 1 år efter, at medarbejderens skattepligt ophørte.
Eksempel
En skatteyder flytter fra Danmark i forbindelse med ansættelse i et udenlandsk datterselskab af A A/S. Indtil fraflytningen var han ansat i B A/S, som ikke er eller har været
koncernforbundet med A A/S. Han kan kun anvende ordningen ved efterfølgende ansættelse i A A/S eller B A/S, hvis han ikke har været ansat i de pågældende koncerner i 3
år. Se afsnittet "Ikke ansat i koncernen 3 år forud for ansættelsen".
Koncernforbindelse på ansættelsestidspunktet
Spørgsmålet om koncernforbindelse vurderes på ansættelsestidspunktet. Hvis der er koncernforbindelse mellem den virksomhed, hvor medarbejderen ansættes og en anden
virksomhed, hvor medarbejderen var ansat i perioden på 3 år før og 1 år efter, at skattepligten ophørte, kan ordningen ikke anvendes. Se SKM2008.985.LSR.
Eksempel
En skatteyder ønsker at anvende forskerskatteordningen efter ophør af skattepligt i 10 år. Indtil fraflytningen var han ansat i A A/S og har derefter været ansat i A
A/S’s datterselskab i udlandet. Aktierne i A A/S er under skatteyderens udlandsophold overdraget til B A/S, der ikke tidligere har været koncernforbundet med A A/S. Skatteyderen er nu
blevet ansat i B A/S. Da der på ansættelsestidspunktet er koncernforbindelse mellem datterselskabet i udlandet (hvor han var ansat i forbindelse med skattepligtens ophør) og B A/S, kan
ordningen ikke anvendes.
Ikke ansat i koncernen 3 år forud for ansættelsen
Hvis medarbejderen ikke på noget tidspunkt i en periode på 3 år forud for ansættelsen har været ansat i virksomheden eller en koncernforbundet virksomhed, kan
forskerskatteordningen anvendes. Se KSL § 48 E, stk. 4.
Se også
Se også afsnit C.F.6.3.4
om godkendte forskere, der kan anvende forskerskatteordningen, selv om de tidligere har været ansat i virksomheden eller koncernen.
Oversigt over afgørelser, domme, kendelser, SKAT-meddelelser med videre
Skemaet viser relevante afgørelser på området:
Afgørelse samt evt. tilhørende SKAT-meddelelse
|
Afgørelsen i stikord
|
Yderligere kommentarer
|
Landsskatteretskendelser
|
SKM2008.985.LSR
|
Forskerskatteordningen kunne ikke anvendes i en virksomhed, som på ansættelsestidspunktet var koncernforbundet med en udenlandsk virksomhed, som
medarbejderen blev ansat i, da hans skattepligt ophørte. Det gjorde ingen forskel, at den ansættende virksomhed først blev en del af koncernen ca. 8 år efter, at
medarbejderens skattepligt ophørte.
|
|