Indhold

Dette afsnit beskriver, hvordan penge- og pensionsinstitutter skal angive og afregne PAL-skat når en pensionsordning, der er nævnt i PAL § 1, stk. 1 ophæves.

Afsnittet indeholder:

  • Hovedregel
  • Undtagelse
  • Skift af opgørelsesmetode ved overførsel af pensionsordning efter PBL § 41
  • Særlig om opgørelse af beskatningsgrundlaget mv. ved overførsel af en ordning mellem to pengeinstitutter, to pensionsinstitutter eller mellem et penge- og pensionsinstitut
  • Angivelses- og betalingsfrister
  • Indberetning og afregning
  • Ophævelse uden udbetaling
  • Underretning af den skattepligtige
  • Særligt ved ophævelse af pensionsopsparingskonti.

Hovedregel (PAL § 23, stk. 1)

Når en pensionsordning, der er nævnt i PAL § 1, stk. 1, ophæves i løbet af indkomståret skal penge- og pensionsinstituttet lave en endelig opgørelse af beskatningsgrundlaget og den skattepligtige del heraf. Dette gælder både ved del- og helophævelse af pensionsordningen.

Se også

Se også afsnit C.G.3.2 om skattepligtigt afkast af pensionsordninger i livsforsikringsselskaber, pensionskasser og pensionsfonde (PAL § 4).

Undtagelse (PAL § 23, stk. 4, 1. og 2. pkt.)

Der skal ikke ske ophørsbeskatning efter PAL § 23, stk. 1 ved en overførsel af pensionsordning efter PBL § 41 af en af de opsparingsordninger, der er nævnt i PAL § 1, stk. 1, når overførslen sker

  • inden for samme penge- og pensionsinstitut
  • mellem to pengeinstitutter
  • mellem to pensionsinstitutter
  • mellem et penge- og pensionsinstitut.

I disse tilfælde succederer det modtagende penge- og pensionsinstitut i pligten til at indsende endelig opgørelse for hele indkomståret. Det vil sige, at det modtagende penge- og pensionsinstitut skal lave den endelige opgørelse af beskatningsgrundlaget, tilbageholde og indbetale PAL-skatten for hele indkomståret.

Skift af opgørelsesmetode ved overførsel af pensionsordning efter PBL § 41

Hvis overførsel af ordningen medfører, at ordningen skifter opgørelsesmetode i løbet af indkomståret, laves en opgørelse af beskatningsgrundlaget for de forsikringer, der skifter opgørelsesprincip, på tidspunktet for overgang til ny opgørelsesmetode. Skatten beregnes, indeholdes og indbetales som en del af den almindelige årlige opgørelse af skatten efter §§ 21 og 22. Det afgivende penge- eller pensionsinstitut opgør beskatningsgrundlaget frem til overførselstidspunktet og videregiver disse oplysninger sammen med ordningen til det modtagende penge- eller pensionsinstitut, der opgør beskatningsgrundlaget for den resterende del af indkomståret.

Ved overgang til beskatning efter § 4 anses værdien af forsikringens depot på tidspunktet for overgang til ny opgørelsesmetode for at være værdien af forsikringens depot ved indkomstårets begyndelse, jf. § 4, stk. 1. Det vil sige i de situationer, hvor der sker § 41-overførsel fra et pengeinstitut eller fra et pensionsinstitut, der opgør pensionsordninger efter § 4 a, til et institut, der opgør pensionsordninger efter § 4, anser det modtagende pensionsinstitut værdien af ordningen ved overgang til opgørelse efter § 4 som primoværdien efter § 4, stk. 1.

Ved overgang til beskatning efter § 4 a opgøres det skattepligtige afkast efter § 4 a, som om indkomståret for ordningen er den del af indkomståret, hvor ordningen opgøres efter § 4 a. I de situationer, hvor der sker § 41-overførsel fra et pengeinstitut eller fra et pensionsinstitut, der opgør pensionsordninger efter § 4, til et institut, der opgør pensionsordninger efter § 4 a, opgør det modtagende pensionsinstitut beskatningsgrundlaget for den resterende del af året som om, indkomståret er den del af indkomståret, hvor ordningen er opgjort efter § 4 a, dvs. som om indkomståret er påbegyndt på datoen for overgang til beskatning efter § 4 a.

Ved overgang til beskatning efter § 3 opgøres det skattepligtige afkast efter § 3, som om indkomståret for ordningen er den del af indkomståret, hvor ordningen opgøres efter § 3. I de situationer, hvor der sker § 41-overførsel fra et pensionsinstitut til et pengeinstitut, opgør det modtagende pengeinstitut beskatningsgrundlaget for den resterende del af året som om, indkomståret er den del af indkomståret, hvor ordningen er opgjort efter § 3, dvs. som om indkomståret er påbegyndt på datoen for overgang til beskatning efter § 3. 

Bemærk: Der skal kun beregnes ét overgangsfradrag efter pensionsafkastbeskatningslovens § 10, og at overgangsfradraget beregnes som efter gældende regler ved udgangen af indkomståret på det samlede beskatningsgrundlag. Endvidere skal det afgivende pensionsinstitut ved opgørelsen af beskatningsgrundlaget ikke medregne en forholdsmæssig andel af gruppens foreløbige omkostnings- og risikoresultat.

Særligt om opgørelse af beskatningsgrundlaget mv. ved overførsel af en ordning mellem pengeinstitutter eller mellem et penge- og pensionsinstitut 

Anmoder den skattepligtige om at få overført en ordning fra et pengeinstitut til et andet  pengeinstitut eller mellem et penge- og pensionsinstitut i perioden fra den 15. december i indkomståret til og med den 22. januar året efter indkomståret, kan overførslen tidligst ske med virkning fra den 23. januar året efter indkomståret. Se § 2 i bekendtgørelse nr. 1634 af 21. december 2010 om visse regler i pensionsafkastbeskatningsloven.

Angivelses- og betalingsfrister (PAL § 23, stk. 1 og 2)

Penge- og pensionsinstituttet skal tilbageholde, angive og indbetale skatten til SKAT indenfor 3 hverdage efter, at penge- og pensionsinstituttet har udbetalt den skattepligtige ydelse. Se PAL § 23, stk.1.

Eksempel

En skattepligtig kontohaver meddeler 1. februar sit pengeinstitut, at hun ønsker at ophæve sin pensionsordning i pengeinstituttet. Beløbet udbetales den 15. februar og pengeinstituttet laver endelig opgørelse af kontoens beskatningsgrundlag, den skattepligtige del heraf, og PAL- skatten. Pengeinstituttet har herefter 3 hverdage (bankdage) til at betale PAL-skatten til SKAT. Det vil sige, at betalingen skal ske senest 18. februar samme år. Kunden skal have besked samtidig med indbetalingen.

Angivelse og indbetaling efter indkomstårets udløb

Penge- og pensionsinstitutter skal efter indkomstårets udløb, angive og indbetale den resterende skyldige PAL-skat med tillæg af beregnede renter efter PAL § 23, stk. 3. Penge- og pensionsinstitutter skal desuden sende opgørelse over beskatningsgrundlaget og den skattepligtige del heraf, samt skatten for hver af de pensionsordninger, som er nævnt i PAL § 1, stk. 1. Se PAL § 23, stk. 2.

Pengeinstitutter, kreditinstitutter og kapitalpensionsfonde har frist til den 22 . januar efter indkomstårets udløb. Øvrige pensionsinstitutter har frist til 31. maj efter indkomstårets udløb.

Opgørelsen kan ske samlet for

  • pensionsopsparingskonti efter PBL §§ 12 eller 13
  • konti efter PBL § 42
  • rateopsparingskonti efter PBL §§ 11 A, 15 A og 15 B, jævnfør § 11 A, og
  • SP-konti, jævnfør lov om Arbejdsmarkedets Tillægspension

Penge- og pensionsinstitutter får udbetalt det overskydende skattebeløb med tillæg af beregnede renter efter PAL § 23, stk. 3. Se nærmere herom i afsnit C.G.4.1.3.2 om renter ved ikke rettidig indbetaling.

Angivelsen skal ske på et skema udarbejdet af SKAT.

Se også

Hvis fristen falder på en lørdag, søndag eller helligdag forlænges fristen. Se afsnit C.G.4.1.7, Særligt om fristen for indsendelse af opgørelsen og indbetaling af PAL-skat

Indberetning og afregning

Penge- og pensionsinstitutter skal indberette beskatningsgrundlaget, den skattepligtige del heraf samt PAL-skatten skal ske i dansk mønt. PAL-skatten skal indbetales i danske kroner. Se bemærkningerne til PAL §§ 21 og 22 i L 10 af 28. november 2007.

Udenlandske penge- og pensionsinstitutter skal ved aftalen mellem penge- og pensionsinstitutter og pensionskunden forpligte sig til at omregne fra den udenlandske valuta til dansk mønt til den gennemsnitlige dagskurs på ophævelsestidspunktet. Se PBL § 15 C, stk. 5.

Ophævelse uden udbetaling (PAL § 23, stk. 1, 3. pkt.)

I sjældne tilfælde ophæves en pensionsordning, uden at der i den forbindelse sker udbetaling. Dette er fx tilfældet ved pantsætning af ordningen.

Hvor ophævelsen ikke medfører, at der sker udbetaling, skal pensionsinstituttet tilbageholde skatten og indbetale den til SKAT inden en måned efter, at pengeinstituttet har fået kendskab til ophævelsen.

Dette gælder også ved overførsel af en ordning efter PBL § 41, hvor der sker ophørsbeskatning efter PAL § 23, stk. 1.

Underretning af den skattepligtige (PAL § 23, stk. 1, 4. pkt.)

Samtidig med indbetaling af PAL-skatten giver penge- eller pensionsinstituttet den skattepligtige besked om indbetalingen. Vedrørende formen for underretningen - se § 22 i bekendtgørelse nr. 1634 af 21. december 2010 og afsnit D.1.1.2.

Særligt ved ophævelse af pensionsopsparingskonti (PAL § 23, stk. 1, 5. og 6. pkt.)

Når beskatningsgrundlaget for en pensionsopsparingskonto gøres op, anses værdipapirerne for afstået på tidspunktet for ophævelse af kontoen for et beløb svarende til handelsværdien på ophævelsestidspunktet.

Når beskatningsgrundlaget skal gøres op medregnes

  • forfaldne renter og
  • påløbne, men ikke forfaldne renter.