Indhold

Dette afsnit handler om fradrag for omkostninger efter PAL § 9, stk. 2.

Afsnittet indeholder:

  • Regel
  • Baggrund
  • Forvaltningsomkostninger.

Regel

Den skattepligtige kan fradrage omkostninger, der i indkomståret er afholdt til at forvalte den skattepligtige formue, i beskatningsgrundlaget.

For forsikringer uden ret til rentebonus fradrages de omkostninger, der i indkomståret er afholdt til forvaltning af forsikringen i beskatningsgrundlaget efter PAL §§ 4 eller 4 a.

Livsforsikringsselskabet kan ikke fratrække de omkostninger, som pensionsopspareren kan fratrække i beskatningsgrundlaget efter PAL §§ 4 og 4 a.  Se PAL § 9, stk. 2, 2. pkt.

Den skattepligtige skal opgøre omkostningerne efter skattelovgivningens almindelige regler om skattepligtig indkomst.

Reglerne om skattemæssige afskrivninger kan dog kun bruges ved afskrivning på driftsmidler. Se PAL § 9, stk. 2.

Baggrund

Bestemmelsen er en videreførelse af § 5a, i Lov om beskatning af visse pensionskapitaler, som blev indsat ved lov nr. 1294 af 20. december 2000.

Af bemærkningerne til denne lov fremgår blandt andet,

  • at der ikke er fradrag for omkostninger til forvaltning af formue, hvis afkastet af formuen ikke er skattepligtigt efter PAL, og
  • at omkostningerne til formueforvaltning i tvivlstilfælde må fordeles skønsmæssigt.

Se bemærkningerne til L 71 af 1. november 2000.

Forvaltningsomkostninger

Forvaltningsomkostninger omfatter de faktiske omkostninger, den skattepligtige har til administration og porteføljepleje af pensionsformuen, herunder administrationsgebyr vedrørende puljeordninger.

Desuden er gebyr til pensionsrådgivning omfattet i det omfang det har virkning på den enkelte pensionskonto. Se LV 2011-2 almindelig del afsnit A.C.1.1.4, Gebyrer.

Ikke omfattet

Den skattepligtiges udgifter til fx internet, computer, avis, porto og telefon falder uden for, hvad der er fradragsret for efter PAL § 9, stk. 2. Se bemærkningerne til L71 af 1. november 2000 og TfS1999.862SKM.

Der vil ofte være sammenfald mellem de udgifter, der kan fradrages efter PAL § 9, stk. 2 og de udgifter, der kan hæves af en pensionskonto i et pengeinstitut før det aftalte udbetalingstidspunkt, uden en afgift på 60 procent efter PBL.

Under visse forudsætninger, kan omkostninger til formueforvaltning trækkes fra i PAL beskatningsgrundlaget. Det kræver dog en konkret vurdering af de enkelte omkostninger og deres sammenhæng for at afgøre, om der er fradrag for netop denne type omkostning.

Bemærk

Handelsomkostninger i form af kurtage og lignende vedrørende køb og salg af skattepligtige værdipapirer, fast ejendom eller anden erhvervsvirksomhed behandles efter PAL § 15. Se afsnit C.G.3.2.3 om opgørelse af forskellige typer afkast.