Indhold

Dette afsnit handler om særlige forhold ved krav på en andel af ufordelte bonusreserver.

Afsnittet indeholder

  • Regel
  • Baggrund
  • Ufordelte bonusreserver

Regel

Hvis den skattepligtige ved tilbagekøb af forsikringen har krav på en andel af de ufordelte bonusreserver som svarer til, at de var blevet frigivet under forsikringens løbetid, så medregnes årligt et beløb til forsikringens depot ved indkomståret udgang. Beløbet svarer til, at beløbet var frigivet under forsikringens løbetid til forsikringen.

PAL § 4, stk. 5 omhandler de ufordelte bonusreserver, som den pensionsberettigede ifølge forsikringsaftalen er sikret på forhånd ved genkøb og som ikke er blevet beskattet efter PAL § 4, stk, 1-4, da de ikke er tilskrevet depotet under forsikringens løbetid. 

At den skattepligtige har krav på en andel af de ufordelte bonusreserver vil sige, at hensættelsen modsvarer en egentlig forpligtelse over for de pensionsberettigede.

Baggrund

Beskatningen efter PAL § 4, stk. 1, hviler på en forudsætning om, at pensionsdepotet løbende tilskrives en andel af den del af livsforsikringsselskabets eller pensionskassens investeringsafkast, der er hensat til de pensionsberettigede. Danske livsforsikringsselskaber og tværgående pensionskasser er forpligtet til en løbende afkasttilskrivning, hvis det ikke er aftalt, at der sker en anden tilskrivning.

PAL § 4, stk. 5 tager højde for, at den udenlandske erhvervsretlige regulering af livsforsikrings- og pensionsbranchen adskiller sig fra den danske, og at midlerne ikke går til pensionsdepotet.

Bestemmelserne i PAL § 4, stk. 1-4, opfanger således ikke den situation, at pensionsmidler henstår som ufordelte bonusreserver, men hvor den pensionsberettigede ifølge aftalen er sikret en på forhånd fastsat andel af de ufordelte bonusreserver, der afspejler sig i genkøbsværdien, uanset at bonusreserverne ikke tilskrives løbende under forsikringens løbetid.

Ufordelte bonusreserver

Ufordelte bonusreserver er

  • ufordelte midler, herunder kollektivt bonuspotentiale og
  • ufordelte kollektive særlige bonushensættelser, som ikke er udloddet til forsikringstagerne.

De ufordelte bonusreserver kan bl.a. anvendes til bonus og til at dække evt. tab.