Indhold

Afsnittet indeholder en beskrivelse af reglerne om bundfradrag ved opgørelsen af den skattepligtige fortjeneste ved afståelse af landbrugsejendomme mv., skovbrugsejendomme og blandet benyttede ejendomme.

Afsnittet indeholder:

  • Hovedregel
  • Ejendomme, omfattet af reglen
  • Beregning af bundfradraget
  • Hvornår foretages fradraget?
  • Undtagelse.

Hovedregel

Ved opgørelsen af den skattepligtige fortjeneste ved afståelse af landbrugsejendomme mv., skovbrugsejendomme og blandet benyttede ejendomme gives der et bundfradrag i den opgjorte fortjeneste, når visse betingelser er opfyldte. Se EBL § 6, stk. 2.

Ejendomme, omfattet af reglen

Der beregnes kun bundfradrag ved opgørelsen af den skattepligtige fortjeneste ved afståelse af en ejendom, hvis den på afståelsestidspunktet opfylder følgende betingelser:

  • Ejendommen benyttes til landbrug, gartneri, planteskole, frugtplantage eller skovbrug eller er en blandet benyttede ejendom efter VUL § 33, stk. 1 eller 5, eller stk. 7, 1. og 2. pkt., 
  • Ejeren har ejet ejendommen i mindst 5 år
  • Ejendommen har tjent til bolig for ejeren i en del af eller hele den periode, hvor denne har ejet ejendommen, og ejendommen har været omfattet af VUL § 33, stk. 1 eller 5, eller stk. 7, 1. og 2. pkt., og 
  • Afståelsen omfatter stuehuset eller ejerboligen med tilhørende grund og have.

Beregning af bundfradraget

Bundfradraget gives med et grundbeløb på 268.800 kr. (2010-niveau), der reguleres efter PSL § 20. Se EBL § 6, stk. 2.

►Bundfradraget udgør også 268.800 kr. i 2012 og 2013.◄

Der gives kun ét bundfradrag pr. ejendom.

Hvis en ejendom ejes af flere i sameje, kan hver ejer kun anvende den del af bundfradraget, der svarer til hans eller hendes ejerandel.

Er ejendommen ejet i lige sameje mellem to personer, kan hver ejer anvende halvdelen af bundfradraget. 5-års reglen gælder for den enkelte ejer. Hvis fx den ene ejer har ejet ejendommen i 7 år, og den anden kun har været ejer i 4 år på salgstidspunktet, er det kun den førstnævnte, der kan anvende sin del af bundfradraget. Den resterende del går tabt.

►Ved delsalg af en ejendom kan ejeren anvende en forholdsmæssig andel af bundfradraget. Hvis en ejer sælger en ideel andel på 50 pct. af sin ejendom, kan ejeren anvende 50 pct. af bundfradraget. Når ejeren så senere sælger den sidste andel af ejendommen, som ejeren nu ejer med 50 pct., gives der kun et tilsvarende bundfradrag (50 pct.). ◄

Hvornår foretages fradraget?

Bundfradraget indgår som sidste led i opgørelsen af den skattepligtige fortjeneste.

Herefter skal sælgeren ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst kun medregne den del af den opgjorte fortjeneste, der er tilbage efter

  • fradrag for frigørelsesafgift (se nærmere om frigørelsesafgift i afsnit (C.H.2.2)),
  • bundfradrag og
  • fradrag for fremførselsberettiget tab ved salg af anden fast ejendom.

Undtagelse

Der gives dog ikke bundfradrag, hvis

  • reglen om ejertidsnedslag efter den tidligere regel i EBL § 6, stk. 3, har været anvendt ved et tidligere delsalg af ejendommen (Det bemærkes, at reglen om ejertidsnedslag er ophævet for ejendomme, der afstås den 1. januar 2008 eller senere.),
  • ejendommens anskaffelsessum opgøres efter indekseringsreglen i EBL § 5 A, eller
  • der tidligere har været frasalg, eller der samtidigt med salg af restejendommen er frasolgt en del af ejendommen, hvor reglen om indeksering i EBL § 5 A har været anvendt ved opgørelsen af fortjenesten.

Se EBL § 6, stk. 2.