Indhold

Dette afsnit handler om ejerforhold til fast ejendom.

Afsnittet indeholder:

• Ejerskab
• Fuldstændig og begrænset ejendomsret
• Direkte og indirekte ejendomsret.

Ejerskab

Hovedreglen er, at de civilretlige regler lægges til grund, når det skal afgøres, hvem der er ejer af en fast ejendom efter reglerne i ejendomsavancebeskatningsloven.

Ejeren er normalt den person, der har den egentlige ejendomsret og ubetingede dispositionsret over ejendommen.

Når flere parter i fællesskab ejer en fast ejendom, eksisterer der et sameje af ejendommen. Parterne har i denne situation imidlertid ikke hver især en fuld dispositionsret over den rørlige ejendom.

Derimod har ejerne en fælles dispositionsret over ejendommen, og den enkelte ejers dispositionsret vil derfor afhænge af, hvad ejerne indbyrdes har aftalt. Der vil typisk ligge en skriftlig samejekontrakt.

Fuldstændig og begrænset ejendomsret

Fuld ejendomsret

Ejerskabet til fast ejendom omfatter først og fremmest den fuldstændige, umiddelbare ejendomsret til ejendommen. Den fuldstændige ejendomsret er retten til almindelig råden over den faste ejendom i enhver henseende, hvor der ikke ved lovgivning eller ved privat aftale er fastsat grænser for den private råden. Begrænsninger i den private råden fremgår af lovgivning eller af begrænsede rettigheder i form af fx servitutter eller brugsrettigheder, der er tinglyst på ejendommen.

Middelbar (begrænset) ejendomsret

Over for den fulde ejendomsret står tredjemands delvise eller begrænsede rettighed over fast ejendom, der typisk indskrænker ejerens rådighed over ejendommen, fx pante- eller servitutrettigheder over ejendommen. Da tredjemand ikke har en umiddelbar rettighed til ejendommen, kaldes sådanne begrænsede rettigheder også for middelbare rettigheder.

Middelbare (begrænsede) rettigheder medfører, at rettighedshaveren kan råde over den faste ejendom på særlige måder gennem aftale eller ved en anden retsstiftende handling, og som i øvrigt ikke strider mod fx lovgivning, kommunale planer eller anden privat aftale. Det særlige ved en middelbar rettighed er imidlertid, at rettighedshaveren i tilfælde af konflikt med ejeren kun kan håndhæve sin ret gennem retssystemet, mens ejeren selv umiddelbart kan råde over ejendommen.

Bemærk

Brugsrettigheder over fast ejendom som fx leje- og forpagtningsaftaler er ikke omfattet af ejendomsbegrebet i ejendomsavancebeskatningsloven. Der er her typisk tale om midlertidige brugsrettigheder, der ikke kan sidestilles med en begrænset varig ejendomsret over fast ejendom.

Direkte og indirekte ejerskab

Ejerskabet til den faste ejendom kan være direkte eller indirekte.

Direkte ejerskab

Ved det direkte ejerskab har ejeren ved skøde ejendomsretten til ejendommen eller til en del af ejendommen. Ejendomsretten kan fx være til et parcelhus, en ejerlejlighed, en anpartslejlighed, en erhvervsejendom eller en blandet benyttet ejendom.

Hvis der er flere skattepligtige, der ejer en fast ejendom i sameje, kan det være som en ideel andel af ejendommen. Det forekommer fx, når ægtefæller køber en ejendom sammen.

Et interessentskab er et eksempel på et formaliseret sameje, hvor interessenterne hæfter direkte og solidarisk for interessentskabet.

Et sameje kan også omfatte den situation, hvor en ejendom er opdelt i ideelle anparter, og der til den enkelte anpart er knyttet en særlig brugsret til en bestemt beboelseslejlighed.

Ved det direkte ejerskab er det den enkelte ejer, der er retssubjekt.

Fortjeneste ved afståelse af fast ejendom, der ejes direkte af den skattepligtige, er omfattet af bestemmelserne i ejendomsavancebeskatningsloven, medmindre der er tale om næringsejendomme eller visse ejerlejligheder. Se afsnit (C.H.2.3) og afsnit (C.H.2.4).

Bemærk

Det er ikke længere lovligt at opdele beboelsesejendomme i anparter med tilknyttet brugsret til en bestemt lejlighed, medmindre der er tale om tofamiliehuse. Det fremgår af § 13 i lov om andelsboligforeninger og andre boligfællesskaber, jf. LBK nr. 1716 af 16. december 2010 [link].

Indirekte ejerskab

Indirekte ejerskab forekommer, hvor deltagerne (ejerne) gennem et andelsbevis, en aktie eller anpart opnår en bestemt andel af et boligfællesskabs (netto)formue. I denne situation ejes ejendommen fx af en andelsboligforening, et aktieselskab eller et boliganpartsselskab. Ved det indirekte ejerskab er det derfor andelsboligforeningen, aktieselskabet mv., der er det selvstændige rets- og skattesubjekt.

Når fx et andelsbevis med brugsret til en beboelseslejlighed overdrages, er der ikke tale om overdragelse af fast ejendom i tinglysningslovens forstand. Overdragelsen skal derfor ikke tinglyses.

Men ved overdragelse af et andelsbevis til en andelsboligforening, der indeholder en brugsret til en bestemt lejlighed, er der alligevel tale om en slags ejendomsoverdragelse, fordi overdragelsen af beviset samtidig omfatter overdragelse af en konkret brugsret til en del af den faste ejendom. Fortjenesten ved afståelse af et bevis til en andelsboligforening mv. beskattes som udgangspunkt efter reglerne i aktieavancebeskatningsloven. Se afsnit (C.B) om kapitalgevinstbeskatning.

Ejendomsavancebeskatningsloven indeholder dog regler om, at afståelse af sådanne beviser med tilknyttet brugsret i nærmere angivne situationer er fritaget for beskatning efter aktieavancebeskatningsloven. Se afsnit (C.H.2.1.15.1) om boligejendomme ejet via aktier og andelsbeviser.

Bemærk

En ejerlejlighed anses for en selvstændig fast ejendom i ejendomsavancebeskatningsloven, selv om ejeren jo kun er ejer af en ideel andel af en fast ejendom med brugsret til lejligheden. Baggrunden er, at det i ejerlejlighedsloven fastslås, at en ejerlejlighed er en selvstændig ejendom.