Indhold

Dette afsnit beskriver i hvilket omfang, der skal beregnes moms ved overførsel af varer fra andre EU-lande.

Afsnittet indeholder:

  • Overførsel af varer fra andre EU-lande 
  • Juridiske personers indførsel af varer via andet EU-land
  • Varer der er medbragt af udenlandske NATO-styrker
  • Oversigt over afgørelser, domme, kendelser, SKAT-meddelelser med videre.

Overførsel af varer fra andre EU-lande

En virksomhed skal betale moms, når den benytter en vare her i landet, som virksomheden har overført fra et andet EU-land. Se ML § 11, stk. 3

Reglen handler derfor ikke om salgssituationer, men kun de tilfælde, hvor varerne flyttes fra et EU-land til et andet. Ved at sidestille overførsel af varer med erhvervelse mod betaling sikres det, at beskatningen sker i forbrugslandet. om overførsel af varer til eget brug.

En momspligtig persons brug af en vare i sin virksomhed her i landet sidestilles med erhvervelse mod betaling, når varen er overført hertil fra et andet EU-land, hvor varen er

  • fremstillet mv.
  • erhvervet eller
  • indført fra et sted uden for EU

som led i den momspligtige persons virksomhed i det andet EU-land.

Eksempel

Virksomheder i andre EU-lande, som overfører varer on-hold til danske speditører, skal momsregistreres og opkræve dansk moms, da varerne erhverves og afsættes her i landet. Ved overførsel af varen on-hold bibeholder den udenlandske virksomhed retten til som ejer at råde over varen, indtil virksomheden frigiver varen til en køber. Se TfS1999.605.

Juridiske personers indførsel af varer via andet EU-land

Når varer fra et land uden for EU indføres i ét EU-land og derefter sendes videre til en ikke-momspligtig juridisk person i et andet EU-land, regnes varerne for erhvervet i det EU-land, hvor forsendelsen eller transporten af varerne afsluttes.

Dette betyder, at der skal betales moms ved erhvervelsen af varerne i EU-landet, hvor transporten af varerne afsluttes.

Danmark kan enten være:

  • EU-landet for indførsel og transit af varerne eller
  • EU-landet, hvor transporten af varerne afsluttes, og momsen ved erhvervelsen af varerne skal betales.

I det tilfælde, hvor Danmark bruges som transitland for indførte varer fra et tredje land, der erhverves af en ikke-momspligtig juridisk person i et andet EU-land, godtgør SKAT moms, som har været betalt ved indførsel af varerne til Danmark, når det er dokumenteret, at der er betalt erhvervelsesmoms af varerne i det andet EU-land.

Varer der er medbragt af udenlandske NATO-styrker

Når udenlandske NATO-medlemslandes væbnede styrker og deres ledsagende civile personale

  • bruger varer her i landet, som styrkerne og deres ledsagende civile personale har købt uden at have betalt moms i et andet EU-land og
  • varerne ikke kan fritages for moms efter ML § 36, stk. 3

så sidestilles brugen i Danmark med erhvervelse mod betaling af varer fra andre EU-lande. Dette betyder, at der skal beregnes erhvervelsesmoms.

Det må dog regnes for en overvejende teoretisk mulighed, at udenlandske NATO-styrker skulle komme til at betale dansk moms af varer, som NATO-styrkerne har medbragt og bruger i forbindelse med øvelse, besøg eller undervejs i transit i Danmark. Det forventes i stedet, at der enten allerede vil være betalt moms i NATO-styrkernes hjemland, eller at varerne kan være omfattet af en momsfritagelse efter ML § 36, stk. 3. om varer til diplomater mv.

Oversigt over afgørelser, domme, kendelser, SKAT-meddelelser med videre

Skemaet viser relevante afgørelser på området:

Afgørelse

samt evt. tilhørende SKAT-meddelelse

Afgørelsen i stikord

Yderligere kommentarer

SKAT

TfS1999.605.TSS

Virksomheder i andre EU-lande, som overfører varer on-hold til danske speditører, skal momsregistreres og opkræve dansk moms, da varerne erhverves og afsættes her i landet. Ved overførsel af varen on-hold bibeholder den udenlandske virksomhed retten til som ejer at råde over varen, indtil virksomheden frigiver varen til en køber.