Indhold
Dette afsnit beskriver, hvordan personer skal beskattes, når de afstår aktier, der er forbundet med brugsret til en lejlighed.
Afsnittet indeholder:
- Regel
- Baggrund, formål og historik.
Regel
Afstår en person aktier eller andre værdipapirer omfattet af aktieavancebeskatningsloven, som er forbundet med en brugsret til en beboelseslejlighed, er gevinst skattefri og tab ikke fradragsberettiget, hvis visse betingelser er opfyldt. Se ABL § 15, stk. 1.
Hvis betingelserne for skattefrihed i ABL § 15, stk. 1, er opfyldt, er gevinst/tab ved udlodning af likvidationsprovenu i samme kalenderår, som selskabet endeligt opløses, også skattefri og tab kan ikke fradrages. Se ABL § 15, stk. 2.
Bestemmelsen gælder både for den del af aktien, der svarer til beboelseslejligheden og den del af aktien, der ikke svarer hertil. Skattefritagelsen gælder også uanset, at aktien er mere værd end lejligheden er.
Skattefriheden er betinget af, at lejligheden har tjent til bolig for ejeren af aktien eller dennes husstand i en del af eller hele den periode, aktien har været ejet, og at dette bopælskrav har været opfyldt, mens aktien har kunnet sælges skattefrit efter EBL § 8, stk. 4. Er der knyttet et bestemt grundareal til lejligheden, er det endvidere en betingelse, at grundarealet er mindre end 1.400 m², eller at der ikke kan ske udstykning til selvstændig bebyggelse eller udstykning uden væsentlig forringelse af restarealet.
Bemærk
►Har fx. en andelslejlighed aldrig været beboet af ejeren, er gevinst/tab ved afståelse omfattet af aktieavancebeskatningsloven. Skatteministeriet finder, at det kun er de udgifter, som er direkte knyttet til gennemførelse og berigtigelse af køb og salg af andelsbeviset, der kan indgå ved opgørelse af henholdsvis købs- og salgsprisen. Udgifter til fx. ejendomsmægler, forhandling om køb/salg, annonceudgifter, tilstandsomkostninger, energimærkning, ejerskifteforsikring mv. kan derfor ikke indgå i avanceopgørelsen. ◄
Baggrund og formål og historik
Bestemmelsen i ABL § 15 svarer til EBL § 8, stk. 4. Baggrunden for at reglen blev indsat i aktieavancebeskatningsloven var, at det også skal fremgå udtrykkeligt af aktieavancebeskatningsloven, at gevinst og tab på de pågældende aktier er skattefri.
Skemaet viser de ændringer der er sket i ABL § 15 i de seneste år.
Lov nr. og dato
|
Ændring og baggrund for ændringen |
Hvor i loven |
1413 af 21.december 2005 |
Ny aktieavancebeskatningslov. En bestemmelse svarende til ejendomsavancebeskatningsloven indsat i ABL § 15. |
|
540 af 6. juni 2007 |
I § 15, stk. 1 ændres "med mere end to beboelseslejligheder" til "med flere beboelseslejligheder". Der er tale om en redaktionel ændring. Bestemmelsen svarer til ejendomsavancebeskatningslovens § 8, stk. 4, og med ændringen opnås ens ordlyd af de to bestemmelser. |
§ 15, stk. 1 |
Se også
Se også afsnit C.H.2.1.15.6 "boligejendomme ejet via aktier eller andelsbeviser", om ejendomsavancebeskatningslovens § 8, stk. 4.