Indhold

Dette afsnit indeholder en beskrivelse af reglerne om afgiftsfritagelse og afgiftsgodtgørelse.

Afsnittet indeholder:

  • Afgiftsfri udlevering
  • Afgiftsfritagelse
  • Afgiftsgodtgørelse
  • Oversigt over afgørelser, domme, kendelser, SKAT-meddelelser med videre.

Afgiftsfri udlevering

Virksomheder, der er registreret som oplagshaver, kan udlevere afgiftspligtige stoffer uden afgift, når leveringen sker til:

  • andre virksomheder, som er registreret som oplagshaver efter CFCAL § 4, stk. 4
  • udlandet, enten hvor stofferne er
    • indeholdt i virksomhedens varer (produkter)
    • eller som rene stoffer
  • virksomheder, der har en bevilling fra SKAT til afgiftsfrit indkøb af HFC-, PFC- og SF6-stoffer. Se CFCAL § 3a, stk. 5.

Ved salg af stoffer uden afgift til virksomheder med bevilling, skal oplagshaveren (leverandøren) sikre sig:

  • at køberen har en bevilling fra SKAT til at købe stofferne uden afgift,
  • at bevillingens nummer og dato står på salgsfakturaen,
  • at det fremgår af fakturaen, at stofferne er leveret uden afgift,
  • at køberen giver oplysning om stoffernes anvendelse, og
  • at salgsfakturaen indeholder oplysning om, at stofferne er leveret uden afgift, fordi de efter det oplyste skal anvendes til formål, der ikke medfører afgiftspligt.

Se også

Se afsnit PAVL E.A.1.7 om de generelle regler for afgiftsfritagelse.

Afgiftsfritagelse

Stoffer, hvor der tidligere er betalt afgift, eller som er taget i brug inden lovens ikrafttræden, er ikke omfattet af afgiftspligten. Se CFCAL § 6. Det vil sige, at

  • opsamlet og genanvendte (regenererede) stoffer er fritaget for afgift, og at
  • der kun skal betales afgift af et stof én gang.

Anvendelsen af CFC er i dag næsten ophørt, men CFC'ere anvendes dog stadig til laboratorieformål, som ikke er omfattet af afgiften.

SKAT kan give virksomheder, som anvender HFC-, PFC eller SF6-stoffer til andre formål, end de som er nævnt i bilag 1, afgiftsfritagelse. Se CFCAL § 3a, stk. 5. Disse virksomheder kan fra SKAT få tilladelse (bevilling) til, at stofferne kan købes hos registrerede virksomheder uden afgift, når

  • virksomheden udelukkende producerer eller vedligeholder varer, der ikke er omfattet af dækningsafgiften i lovens bilag 1
  • og virksomheden ikke har videresalg af afgiftspligtige stoffer.

Se også

Se afsnittet ovenover om afgiftsfri udlevering.

Afgiftsgodtgørelse

Afgiftsgodtgørelse kan søges hos SKAT af virksomheder, som ikke er registreret som oplagshavere.

Ved produktion af varer, som ikke er dækningsafgiftspligtige

Virksomheder kan søge om at få godtgjort betalt afgift af HFC, PFC og SF6, som er anvendt ved produktion af varer, der ikke er omfattet af dækningsafgiftspligten. Se CFCAL § 3a, stk. 4 og afsnit E.A.7.12.3.

Der kan også søges om godtgørelse for stoffer, der er anvendt til vedligeholdelse (efterfyldning) af afgiftsfrie varer.

Det er i sådanne tilfælde uden betydning, hvorvidt stofferne fortsat findes i varerne.

Eksempel

Medicinske spraydåser og mobile køleanlæg, se E.A.7.12.4.

Ved udførsel af varer

Hvis en virksomhed leverer varer til udlandet, som indeholder afgiftspligtige stoffer, kan virksomheden søge om at få godtgjort betalt afgift af varer med indhold af stoffer (CFC, HFC, PFC og SF6), der enten er fremstillet her i landet, eller som der er betalt dækningsafgift af ved modtagelse fra udlandet. Se CFCAL § 7.

Der kan også søges om godtgørelse ved udførsel af rene stoffer.

Muligheden for godtgørelsen omfatter kun varernes faktiske indhold af stoffer.

Ved eksport af varer, for hvilke der ved varemodtagelsen er betalt dækningsafgift, beregnes afgiftsgodtgørelsen på grundlag af denne.

Standardvægtene vedr. afgift af HFC, PFC og SF6 ved indførsel af varer kan ikke bruges ved godtgørelse af afgiften for varer, der er fremstillet her i landet og efterfølgende udføres til udlandet.¨

Der kan endvidere ydes afgiftsgodtgørelse ved levering af beskattede varer, herunder rene stoffer, til skibe i udenrigsfart (bortset fra lystfartøjer og danske fiskefartøjer).

Se også

Landsskatterettens afgørelse i SKM2006.788.LSR, hvor et selskab blev anset for berettiget til godtgørelse af CFC-afgift for indholdet af CFC i brugte køle- og fryseskabe, der blev udført fra Danmark.

Betingelser for godtgørelse

Godtgørelse af afgiften er betinget af, at

  • virksomheden kan dokumentere, at stoffet er anvendt til et formål, der berettiger til godtgørelse,
  • virksomheden kan fremlægge dokumentation for de udførte varers indhold af afgiftspligtige stoffer, fx ved fabrikanterklæringer
  • den årlige godtgørelse udgør mindst 500 kr., og at
  • der er betalt afgift af de pågældende stoffer.

Ved anmodning om konkret godtgørelse skal virksomheden bruge godtgørelsesblanket nr. 29.002, som kan findes på www.virk.dk.

Oversigt over afgørelser, domme, kendelser, SKAT-meddelelser med videre.

Skemaet viser relevante afgørelser på området:

Afgørelse

Samt evt. tilhørende SKAT-meddelelse

Afgørelsen i stikord

Yderligere kommentarer

Landsskatteretskendelser

SKM2006.788.LSR

Et selskab blev anset for berettiget til godtgørelse af CFC-afgift for indholdet af CFC i brugte køle- og fryseskabe, der blev udført fra Danmark.