Indhold

Afsnittet handler om, hvornår erhvervelse af varer fra andre EU-lande er fritaget for moms. Se ML § 35.

Afsnittet indeholder:

  • Lovgrundlag
  • Definition: Erhvervelse
  • Erhvervelse: Når tilsvarende varer kan sælges momsfrit her i landet
  • Trekantshandel
  • Erhvervelse: Når erhververen kan få momsen tilbage.

Lovgrundlag

ML § 35 har følgende ordlyd:

"§ 35. Erhvervelse af varer fra andre EU-lande er fritaget for afgift, når

1) tilsvarende leverancer her i landet af sådanne varer foretaget af registrerede virksomheder er fritaget for afgift,

2) en udenlandsk virksomhed, der er registreret for merværdiafgift i et andet EU-land, sælger varer her i landet, som er erhvervet fra et andet EU-land end det land, hvor virksomheden er registreret (trekantshandel), og den registrerede varemodtager her i landet betaler afgiften, jf. § 46, stk. 1, nr. 1. Skatteministeren kan fastsætte nærmere regler om den udenlandske virksomheds dokumentation for, at afgift ikke skal betales af virksomheden.

Stk. 2. Erhvervelse af varer er fritaget for afgift i samme omfang, som erhververen har ret til godtgørelse efter kapitel 10."

Momssystemdirektivets artikel 140 har følgende ordlyd:

"Medlemsstaterne fritager følgende transaktioner:

a)      erhvervelse af varer inden for Fællesskabet, når afgiftspligtige personers levering af disse varer under alle omstændigheder er fritaget for afgift på medlemsstaternes respektive område

b)      erhvervelse af varer inden for Fællesskabet, når indførslen af disse varer under alle omstændigheder er fritaget i henhold til bestemmelserne i artikel 143, stk. 1, litra a), b) og c) samt e)-l)

c)      erhvervelse af varer inden for Fællesskabet, for hvilke erhververen i henhold til artikel 170 og 171 under alle omstændigheder har ret til fuldstændig tilbagebetaling af den moms, der skal betales i henhold til artikel 2, stk. 1, litra b)."

Momssystemdirektivets artikel 141 har følgende ordlyd:

"Hver enkelt medlemsstat træffer særlige foranstaltninger, således at erhvervelser af varer inden for Fællesskabet, som er foretaget på den pågældende medlemsstats område, jf. artikel 40, ikke pålægges moms, når følgende betingelser er opfyldt:

a)      erhvervelsen af varer foretages af en afgiftspligtig person, som ikke er etableret i denne medlemsstat, men er momsregistreret i en anden medlemsstat

b)      erhvervelsen af varer foretaget med henblik på en efterfølgende levering af disse varer, som foretages i samme medlemsstat af den i litra a) omhandlede afgiftspligtige person

c)      de varer, som den i litra a) omhandlede afgiftspligtige person således har erhvervet, forsendes eller transporteres direkte fra en anden medlemsstat end den, hvor han er momsregistreret, til den person, for hvilken han foretager den efterfølgende levering

d)     modtageren af den efterfølgende levering er en anden afgiftspligtig person eller en ikke-afgiftspligtig juridisk person, som er momsregistreret i samme medlemsstat

e)      den i litra d) omhandlede modtager er i henhold til artikel 197 blevet udpeget som betalingspligtig for momsen for den levering, der er foretaget af den afgiftspligtige person, som ikke er etableret i den medlemsstat, hvor momsen skal betales."

Definition: Erhvervelse

Ved erhvervelse af en vare forstås erhvervelse af retten til som ejer at råde over en vare, som af sælgeren eller erhververen eller for disses regning sendes eller transporteres til erhververen fra et andet EU-land. Se ML § 11, stk. 2 og afsnit D.A.4.8 om erhvervelser.

At forsendelsen eller transporten sker for sælgeren eller erhververens regning betyder, at det er sælgeren eller erhververen, der står for og betaler for forsendelsen eller transporten.

Bemærk

Hvis varen bliver sendt eller transporteret fra et land uden for EU, er der i stedet tale om indførsel. Se ML § 12 og afsnit D.A.4.10 om indførsel.

Erhvervelse: Når tilsvarende varer kan sælges momsfrit her i landet

Der skal ikke betales moms ved erhvervelse af varer fra andre EU-lande, når momsregistrerede virksomheders indenlandske salg af tilsvarende varer er fritaget for moms. Se ML § 35, stk. 1, nr. 1.

Der er altså momsfrihed for erhvervelser i samme omfang, som indenlandske vareleverancer er fritaget for moms efter ML § 34. Se afsnit D.A.10.1 om momsfritagelser uden fradragsret.

Trekantshandel

En trekantshandel opstår, når varer sendes direkte fra en leverandør i et EU-land til den endelige køber i et andet EU-land efter instruktion af en mellemhandler, der bor i et tredje EU-land.

For at der er tale om en trekantshandel i momslovens forstand, er det en betingelse, at mellemhandleren ikke er momsregistreret i hverken afsendelseslandet eller modtagelseslandet.

Når varer erhverves i Danmark i forbindelse med en trekantshandel, er den udenlandske EU-mellemhandler fritaget for at betale dansk erhvervelsesmoms, når den momsregistrerede køber her i landet betaler momsen. Se ML § 35, stk. 1, nr. 2, og Momsvejledningen, afsnit L.1.2.1 om købers betaling af erhvervelsesmoms ved en trekantshandel.

Eksempel

En tysk momsregistreret mellemhandler køber en vare i Holland for at videresælge den til en dansk momsregistreret virksomhed, og varen sendes direkte fra Holland til Danmark.

Den tyske mellemhandler skal momsregistreres i Danmark, da varerne erhverves og afsættes her.

Mellemhandleren kan undlade at lade sig registrere her og betale erhvervelsesmoms, da modtageren er en momsregistreret virksomhed, der skal betale erhvervelsesmomsen.

Bemærk

Der er særlige regler for EU-salgsangivelse for mellemhandlere. Se Momsvejledningen, afsnit N.4.2.1.

Erhvervelse: Når erhververen kan få momsen tilbage

Erhververen er fritaget for at betale moms af erhvervelser i samme omfang, som erhververen har ret til at få momsen godtgjort efter reglerne i ML § 45. Se Momsvejledningen, afsnit K.1.