Indhold
Dette afsnit handler om den hjemmel, der er i toldloven til at tilbageholde befordringsmidler, der er anvendt ved illegal eller legal varetransport, hvor der ikke er betalt told eller afgifter.
Afsnittet indeholder:
- Formål
- Tilbageholdelse
- Bemærkninger til tilbageholdelse
- Beslaglæggelse
- Anmodning om beslaglæggelse
- Udlevering af befordringsmidlet
- Bortsalg.
Formål
Formålet med at tilbageholde befordringsmidlet er at få sikkerhed for den manglende betaling af told og/eller afgifter for de medbragte varer, samt sagens omkostninger og bødestraffen. Der skal foreligge mistanke om et strafbart forhold i form af smugleri eller manglende afgiftsbetaling.
Bemærk
Der er tale om et indgreb i ejerens eller besidderens råderet, og der sker ingen ændring af ejendomsretten.
Tilbageholdelse
SKAT eller politiet kan på SKATs vegne tilbageholde befordringsmidler, når dette har været anvendt til befordring af
- smuglervarer (illegal varetransport),
- punktafgiftspligtige varer (legal varetransport).
Det er desuden en betingelse, at føreren (besidderen) af befordringsmidlet har den legale brugsret til befordringsmidlet.
Tilbageholdelse kan kun ske, hvis det er påkrævet for at sikre betaling af det offentliges krav på afgifter, sagsomkostninger og bøde. Hvis der er dækning for alle omkostningerne ved tilbageholdelse af de varer, hvor der ikke er betalt told eller afgifter, så kan befordringsmidlet ikke tilbageholdes.
Tilbageholdelse kræver besidderens skriftlige samtykke. Hvis der ikke foreligger samtykke, kan der kun tilbageholdes med henblik på beslaglæggelse. Se TL § 84.
Bemærk
Hvis udenlandske chauffører har brudt eller fjernet forseglinger eller identitetsmærker, som er anbragt af toldmyndighederne, er det muligt at tilbageholde køretøjet. Se TL § 78, stk. 1, nr. 1-3, jf. TL § 84, stk. 2.
Bemærkninger til tilbageholdelse
Tilbageholdelse af befordringsmidler bør kun benyttes efter nøje overvejelse, da omkostningerne ved en forsvarlig opbevaring i en længere periode gerne skulle kunne dækkes af provenuet ved en auktion. Desuden medfører det hurtige værditab på fx biler, at SKAT kan blive erstatningsansvarlig, hvis indgrebet ikke er proportionelt med unddragelsen.
Der kan ske tilbageholdelse af et befordringsmiddel selvom ejeren ikke er bekendt med at det anvendes til smugleri, hvis den, der har rådighed over befordringsmidlet, er berettiget til at være i besiddelse af det.
Når tredjemands rettigheder i befordringsmidlet skal respekteres, er muligheden for at få dækning for det skyldige beløb ved bortsalg af befordringsmidlet begrænset.
Tilbageholdelsen bliver i stedet et pressionsmiddel for at fremme betalingen.
Hvis et skib tilbageholdes er der udsigt til indtægtstab ved forsinkelse af skibets planmæssige afsejling. Derfor vil en tilbageholdelse oftest resultere i, at skibets ejer eller dets repræsentant stiller sikkerhed/deponerer et beløb til dækning af de skyldige beløb. Det vil bl.a. ske i sager, hvor mandskab på skibet har gjort sig skyldig i smugling eller forsøg på smugling, og den/de pågældende ikke kan eller vil betale.
Beslaglæggelse
Beslaglæggelse sker efter retsplejelovens kapitel 74, som omfatter §§ 801-807 d.
Beslaglæggelse er et tvangsindgreb, og politiet skal inden 24 timer fra tidspunktet for tilbageholdelsen forelægge sagen for retten, der ved kendelse afgør om indgrebet kan godkendes. Se RPL § 806, stk. 3, 2. pkt.
I kendelsen anføres de konkrete omstændigheder i sagen, som begrunder at betingelserne for indgrebet er opfyldt. Se RPL § 806, stk. 2, 2.pkt.
Indgrebet må ikke foretages, hvis det står i misforhold til sagens betydning eller indgrebets øjemed kan opnås ved mindre indgribende foranstaltninger, herunder sikkerhedsstillelse. Se RPL § 805, stk. 1 og 2.
Bemærk
Da formålet med beslaglæggelsen er at tage befordringsmidlet i sikkerhed for betaling af afgifter, sagsomkostninger og bøde, så er det muligt at frigøre sig fra beslaglæggelsen ved at stille sikkerhed i form af et pengebeløb.
Anmodning om beslaglæggelse
Anmodningen om beslaglæggelse skal overgives til politiet i skriftlig form så hurtigt som muligt, da der løber en frist på 24 timer fra tilbageholdelsen til sagen bliver forelagt for retten.
Anmodningen skal indeholde oplysning om
- hvad den pågældende er sigtet for,
- størrelsen af de unddragne afgifter og forventede sagsomkostninger,
- varernes anslåede værdi, og
- begrundelse for anmodningen, herunder at der ikke er stillet anden sikkerhed.
Udlevering af befordringsmidlet
Tilbageholdelsen ophører, når de skyldige told-, afgifts- og bødebeløb og sagsomkostninger er betalt eller der er stillet sikkerhed.
Bortsalg
Er skyldige afgifter, sagsomkostninger og bøde ikke betalt senest 2 måneder efter sagens endelige afgørelse, sælges befordringsmidlet af SKAT ved offentlig auktion. Se TL § 84, stk. 1.
Det indkomne beløb skal dække
- omkostninger ved opbevaring og salg og derefter
- skyldige told-, afgifts- og bødebeløb og sagsomkostninger.
Et eventuelt overskud udbetales til ejeren, hvis denne melder sig inden forløbet af 3 år efter auktionen og dokumenterer sin ejendomsret til befordringsmidlet.