Indhold

Dette afsnit handler om SKATs adgang til at gennemføre kontrol mv. hos virksomhederne.

Afsnittet indeholder:

  • Regel
  • Kontrol på stedet
  • Bistand fra indehavere mv.
  • Pligt til at udlevere/indsende regnskabsmateriale.

Regel

Det er SKATs opgave at sikre, at afgiften bliver angivet og afregnet korrekt. Hvis det skønnes nødvendigt, er SKAT berettiget til at foretage kontrol i lokaler, der benyttes af virksomheden. Der kræves ikke retskendelse, men SKATs medarbejdere skal vise legitimation.

Ved kontrollen er SKAT berettiget til at efterse virksomhedens registreringer, forretningsbøger, øvrige regnskabsmateriale samt korrespondance mv., uanset om disse oplysninger opbevares på papir eller elektronisk. Hvis regnskabsmaterialet er registreret elektronisk, omfatter SKATs adgang til dette materiale også en elektronisk adgang hertil.

Ved kontrollen skal virksomhedens indehaver og ansatte være behjælpelige, og hvis SKATs medarbejdere beder om det, har virksomheden pligt til at udlevere eller indsende regnskabsmateriale til SKAT. Se LAL § 14.

Bemærk

Virksomhedsbegrebet omfatter alle registreringspligtige virksomheder, uanset om disse er korrekt registreret som lønsumsafgiftspligtige.

Kontrol på stedet

Aftale om kontrol

Kontrolbesøg hos virksomheden aftales med virksomheden. Aftalen tilrettelægges så den ikke hindrer den erhvervsdrivende i at udføre sit daglige arbejde.

Uanmeldte kontrolbesøg foretages kun, hvis det skønnes, at formålet med kontrollen kan forspildes ved en forudgående varsling. Se afsnit A.C.1 om varsling.

Lokaler

Adgangen til kontrol omfatter alle lokaler, der benyttes af virksomheden.

Privatboligen er beskyttet af grundlovens § 72. Derfor kan SKAT ikke uden retskendelse tiltvinge sig adgang dertil. Der kan dog være grænsetilfælde, hvor privatboligen benyttes i forbindelse med drift af lønsumsafgiftspligtig virksomhed. I disse tilfælde vil der være adgang til lokaler, hvorfra virksomheden drives.

Regnskabsmateriale mv.

Adgangen til kontrol omfatter alt regnskabsmateriale og registreringer, uanset om disse er registreret på papir eller elektronisk. Det drejer sig bl.a. om:

  • registreringer af foretagne transaktioner (transaktionsspor, dvs. den sammenhæng der er mellem de enkelte registreringer fra bogføring til virksomhedens årsregnskaber, skatte- og afgiftsangivelser og regnskabsopgørelser o.lign.)
  • beskrivelser af bogføringen, herunder aftaler om udveksling af elektroniske data
  • beskrivelser af systemer, herunder opbevaring af regnskabsmateriale
  • bilag og anden dokumentation (fakturaer mv.) og fx årsregnskaber, råbalancer (afslutningsark), regnskabsbøger, journaler, løsbladebøger med tilhørende bilag, kladdebøger og andre hjælpebøger (fx ordrebøger, lagerbøger, arbejdssedler, ugesedler og lagerkontrolkort), kontokort og andre specifikationer
  • systembeskrivelser mv. på edb samt magnetbånd og andre databærende medier
  • enhver form for forretningskorrespondance, såsom modtagne breve og kopier af afsendte breve samt kontrakter og andre skriftlige aftaler
  • revisionsprotokollen.

Se LAL § 14.

Se også

Se også de tilsvarende bestemmelser i ML § 74, stk. 1, og SKL § 6, stk. 4.

Bistand fra indehavere mv.


Virksomhedens indehaver og ansatte skal være SKAT behjælpelige under eftersynet. Se LAL § 14, stk. 2.

Det vil sige, at indehaveren og personalet har pligt til at redegøre for alle forhold, der har betydning for opgørelse af lønsumsafgiftsgrundlaget, samt til at oplyse, hvordan regnskabsførelsen er tilrettelagt, hvilke bøger der føres, hvilket edb-system, der anvendes, hvilke interne kontrolforanstaltninger der findes, osv.

Der er også pligt til at oplyse, hvem der er virksomhedens revisor. Desuden kan SKAT i forbindelse med en kontrol i et interessentskab kræve oplyst navnene på samtlige interessenter.

Pligt til at udlevere/indsende regnskabsmateriale

Hvis SKAT har bedt om at få materiale, der er omfattet af LAL § 14, stk. 1, skal virksomheden udlevere det eller sende det til SKAT. Se LAL § 14, stk. 3.

Pligten at udlevere eller indsende materiale gælder alt det, der er omfattet af LAL § 14, stk. 1, herunder revisionsprotokollen. Pligten omfatter også regnskabsmateriale mv., der befinder sig hos tredjemand, fx revisor eller en regnskabskonsulent. Befinder regnskabsmaterialet mv. sig hos tredjemand fx revisor eller advokat, har denne pligt til at udlevere regnskabsmaterialet mv. til SKAT, også selvom tredjemand har tilbageholdelsesret over materialet. SKAT skal i så fald drage omsorg for, at materialet mv. leveres tilbage til tredjemand, hvis betingelserne for at udøve tilbageholdelsesret fortsat er til stede.

Udleveringspligten vedrører kun virksomhedens regnskabsmateriale mv. Materiale, der er udarbejdet eller fremskaffet af tredjemand, og som ikke har været i virksomhedens besiddelse, er ikke omfattet af udleveringspligten.

SKAT kan ikke mod virksomhedens vilje fjerne regnskabsmateriale fra virksomheden. Det kan heller ikke ske ved magtanvendelse fra politiets side, fordi SKAT ikke har noget besiddelseskrav eller hjemmel til at beslaglægge det pågældende regnskabsmateriale. Af samme grund kan regnskabsmaterialet heller ikke kræves udleveret gennem en fogedsag, idet der heller ikke foreligger noget eksekutionsgrundlag. Se RPL § 596. SKAT har dog ret til på stedet at kopiere materialet.

Det er strafbart at nægte at udlevere regnskabsmateriale. Det kan medføre bødeansvar efter LAL § 18, stk. 1, nr. 2. Regnskabsmaterialet mv. må i givet fald søges fremskaffet gennem anvendelse af administrative sanktioner. Der er ikke en tilsvarende hjemmel i LAL som i SKL, hvor regnskabsmateriale kan søges fremskaffet gennem daglige bøder. Se SKL § 9.

Se også

Se også afsnit A.C.2.2.1 om den tilsvarende bestemmelse i ML § 74, stk. 4.